Bog 16 (1981-82)

Vandrebogen “De tolv” –  bog nr. 16

Afskrift af Jens Peter Garne, Kristians søn

Anemonevej 27 – 9 – 81

Kære alle!
Mange tak for Breve og samvær siden sidst. Jeg talte med Gerda i aftes, hun vil til at arbejde igen, hun syntes hun havde det bedst.
I søndags var vi oppe og besøge Henrik, Astrid var deroppe jeg kørte med Oves, Brædstrupfolkene var der også, men vejret var det daarligste det har været længe, vi var dog ude at gaa en tur, det meste af tiden i tørvejr, men før vi naaede hjem, øste regnen ned igen, saa vi naaede at blive godt vaade.
Jeg er jo blever hjemmegaaende, jeg er inviteret til 10 aars Jubilæum den 18 i 10 oppe paa Tapperiet. I sidste Uge havde jeg en Murer til at udbedre de frostskadede Fuger om Onsdagen, om Torsdagen var er en Tømrer, og udskifte 4 Termoruder. Siden jeg holdt op med ar arbejde, har jeg lagt et ekstra lag isolering på Loftet 100 mm Glasuld A Bats, desuden har jeg sænket Terassen og skiftet de knækkede Pæle ud.
Det regnede i søndags, men som helhed synes jeg, vi har haft usædvanligt fint Vejr i September, i dag har vi graavejr, men meget mildt vejr.
Med de kærligste Hilsner til jer alle.
Hans

– 

Karlsbo d. 6 – 10 – 1981

Kære alle!
Tak for brev og hilsner, og tak for samvær siden sidst.
Her står alt vel til, vi har endnu ikke haft nattefrost, så blomsterne står stadig i fuld flor, sommerens fugtige vejr har været gunstig for vores små træer, og de bliver beundret af alle som ser dem.
Vi har kunnet følge tre kuld harekillinger her i sommer, de har forkærlighed for at opholde sig tæt op ad huset, og de er ikke meget bange for Jutta og mig, men har vi gæster er de mere forsigtige, vi regner med at de føler en vis beskyttelse mod krager og skader tæt ved huset, de har naturligvis været ret hårde ved blomster og køkkenurter, men heldigvis er de meget glade for gyvel, og da de trives godt her, aflaster det en del. Det er tilsyneladende småt med fasaner og agerhøns i år, men i dag så vi syv agerhøns. Jeg skød en lille hare i går, så vi glæder os til haresteg. For en tid siden opdagede jeg en pindsvinerede med 5-6 unger i, de var vældig kære, men dagen efter jeg havde fundet dem blev de flyttet.
I år har vi fået samlet en del brænde, mest fra nogle gamle hvidgranshegn, som er ryddet til fordel for nye 3 rækker løvtræshegn, det er hedeselskabet der udfører arbejdet med rydning og plantning. Vi har også købt 2 ton tørv og en ton briketter, så vi har vist rigelig i vinter.
De kærligste hilsner
Jutta og Jens

Stempel:
Jens Garne
Billundvej 24
Karlskov
7323 Give
05-738194



Hvidovre, den 14. oktober 1981

Kære alle!
Mange tak for brevene.
Jeg er lidt søvnig i aften, og årsagen er at vi var til sølvbryllup hos Birgit og Eivind i går. Vi var derude allerede kl. 6.30 til vækning og morgenkaffe. Sussi og børnene var der også, Rasmus var meget interesseret i musikken, men bange for den store tuba.
Om aftenen var Sussi og Lau, Joan og jeg så til middag på Bellahøj, det var samme sted, som bryllupsfesten fandt sted.
I næste uge er det efterårsferie i hvert fald for skolernes vedkommende. Joan og jeg har også 8 dages efterårsferie, som vi tilbringer i ”Fasters Hus”. Der er flere ting som skal ordnes med hus og have.
Umiddelbart lyder det interessant med fætter og kusinefest i Fars familie og det må jo være meningen når Signe foreslår det.
Desværre er det tyndet stærkt ud i fætter og kusinekredsen.
Fra Jerlev er der jo ingen mere, heller ikke fra Solskov – Fra Bredal Johanne og her må Niels vel også med som vedhæng. Fra Vejle er der Else, som vist bor i Tyskland. Sinne mener Signe lever endnu, men jeg kan ikke finde hende i telefonbogen. Fra Grejs er der Hylleborg (på plejehjem) Søren og som vedhæng Ingrid + Signe og Johanne. Hvor mange levende ægtefæller her er, ved jeg ikke.
Så er der os som majoriteten tilbage 11 + vedhæng.
Søren hører vist meget dårlig Hylleborg er på plejehjem, og Johannes helbred er vist heller ikke særlig god – så det bliver vist svært at få andre end os og så nogle fra Grejs med til en fest.
Det ser ud til at Ole har opfattet det som fætre og Kusiner fra næste generation ”De tolv’s barn”. Det vil der nok være mere plan i. der må være mange oplevelser vel nok mest fra Sellerup. Jeg har spurgt Sussi og hun synes det er en god idé.
Nå nu skal vi jo ikke frådse med papiret i den slanke bog, jeg har ikke mere stof i mit andendagshoved, men Gerda kan godt fortsætte på denne side.
Mange kærlige hilsner
Joan og Vagn

Andkær d. 25 – 10

Kære alle
Tak for brevene, ser at jeg har overskredet datoen undskyld eller er det vedtaget med 14 dage? Hvordan det så går med at Astrid får den ved jeg ikke da hun agter at t age en tur til Hovedstaden over til Sinne på onsdag.
Vagn skriver jeg kan godt fortsætte her, jeg adlød, den måde kan jeg godt gå med til at spare på, at det kan knibe når det gælder større ting er en anden sag. Vi har herude haft en vældig uro inden for hjemmeplejen med en masse avisskriveri, der sker en omlægning fra tre distrikts system til to, hjemmesygeplejersken er meget utilfreds og ud af 6 har 5 taget deres afsked. Der gik rygter om at vi hjemmehjælpere ville gøre det samme, så vi var indkaldt til møde torsdag, hvor vi blev bedt om at sige vores mening fuldt ud, så det blev et ubehageligt møde. De ældre og sygdomsramte undgår jo desværre heller ikke at blive berørt og lægerne her er også utilfredse. Så der er i høj grad at håbe på ro og bedre tider.
Angående fætter-kusine fest vil jeg foreslå, hvis det bliver til noget hvad jeg betvivler, men ellers at alle skal have indbydelse lige fra den ældste til de to små nye skud på stammen den lille Jonas og den lille Andreas, så må vi leje et stort sted som Ole foreslår og have et festudvalg, lad de unge om det.
Men Signe vil nok gerne have kontakt med familien, både hun og Else (Harry) bor i Lindved, og hun har bedt Else om at vi kom til dem, når jeg kom på besøg, hvad jo dog mest sker på børnenes fødselsdage.
Men et velkommen skal her også lyde til de to små nye familiemedlemmer, og tak til begge forældrepar for de dejlige billeder, Det glæder I meget med.
Niels Rødding blev interviewet i forbindelse med Jerlev Kro, da sagde han at han vil rejse sig ved det træ han var faldet ved og drive cafeteria her i Andkær, det har han så rodet med hele sommeren men endnu er det ikke åbnet, det betyder nu heller ikke så meget for byen, men vi har undværet købmand et år, der er heldigvis startet igen.
Mange kærlige hilsner Gerda



Vejle 6 – 11 – 81
Kære alle!
Ja, nu må bogen skynde sig til Sjælland igen, jeg har lige været en tur derovre, det er også 4 år siden jeg sidst har været i København, jeg rejste herfra i strålende solskin med skoven i flotteste farver, men på Sjælland regnede det, jeg blev modtaget på hovedbanen af Sinne, og vi nåede hurtigt hjem hvor hun bor, et roligt og centralt sted og en lækker lejlighed. Om aftenen var Karen J. der til middag, det var meget hyggeligt.
Torsdag var vi i den indre by og om aftenen i teater på den ny scene, vi så og hørte Animalen, en animalisk opera-fabel, fantastisk velspillet med både alvor og morskab.
Fredag var vi en tur ude hos Bodil og Stig og Jonas, det var en dejlig lille dreng.
Lørdag rejste vi til Smidstrup, og vi kom derop ved 15 tiden. Kl. 18 kom Sussi med mand og barn, vi fik en dejlig middag, Joan ordner det altid så fint, det er rigtignok også blevet et hyggeligt sted, der mangler ingenting, der var lunt og godt at være, ilden gnistrede hyggeligt i pejsen og der er rigeligt med plads. Vi sov der om natten, næste dag var det Vagns fødselsdag og vejret var godt med nogen sol, vi plukkede æbler ned, og det blev til mange kasser. Vagn kørte os ind om eftermiddagen, vi nåede lige en kop kaffe hos Sinne, og så fattede jeg min kuffert og rejste hjem med 17-toget. Næste dag var det stormvejr, og skoven kunne man se lige igennem, den havde tabt sin pragt i løbet af natten.
Henrik syntes vi skulle rejse sydpå og fejre hans 50-årsdag, og da der så i fagbladet var tilbud om at leje feriehus på Malta for SID medlemmer gennem Dansk Folkeferie forsøgte vi og fik også lovning på et hus fra 16/2 til 2/3, vi spurgte Hans om han ville med, men det ville han ikke, han skulle passe sit hus og fortov i tilfælde af sne og is. Så spurgte vi Edel og Jesper, og de ville gerne, og enden blev at Sinne også tager med, så bliver vi 5 og der er plads til 6.
Slut for denne gang med ønsket om alt godt for hele familien.
Kærlig hilsen
Astrid og Henrik


Næstved d.

Kære alle!
Tak for jeres breve, ja så er bogen igen kommet til Næstved.
Vores barnebarn har besøgt os, og vi har også besøgt ham, han er en køn sorthåret dreng, vi skal til barnedåb derovre den 6. december, han vejede 2700 gram, da han blev født og målte 49 cm, han kom jo lidt før til verden end ventet, så vi kan ikke sige at ventetiden var lang, men godt at det gik godt, og han har nu 2 måneder efter fordoblet sin vægt.
Jeg er i det store og hele færdig med havearbejdet for i år, der er nogle småting der mangler, men det er jo også rart at have lidt at se til, når vejret er til det.
På fabrikken går det forholdsvis godt, nu skal vi jo også have valg 2 gange oven i hinanden, og det giver jo arbejde til os, vi laver papiret til stemmesedler, og det er jo mange tons det drejer sig om, den 16. oktober var lidt af en mærkedag for mig, da havde jeg været ansat på fabrikken i 35 år og fik af den anledning udbetalt gratiale af papirfabrikken og af forbundet, så inden man rigtig ved af det, hører man til bland de længst ansatte, men der er da ikke så få, der når at holde 40-års jubilæum.
Angående den her fætter- og kusinefest, da må jeg sige, at det har ikke min store interesse, skulle vi have været i gang med slige sammenkomster, skulle vi have startet for mange år siden, jeg siger som Vagn og Gerda, lad de unge om det.
Den 1. december skal vi til sølvbryllup i Holme Olstrup forsamlingshus, det er en tidligere genbo, Kirsten og Gunnar Hansen.
Vi har haft glæden af Birgittes besøg, efter at hun er kommet lidt nærmere ved.
Edith og Mogens kommer og henter bogen i morgen aften, så jeg vil slutte for denne gang
Mange kærlige hilsner
Fra Karen og Kristian


Næstved d. 2.12.81

Kære alle!
Tak for brevene i ”de tolv”, ja det er meget hyggeligt at læse brevene, men det kniber jo mere med at få bogen afsted igen, men Kristian sagde vi måtte have den i 14 dage, så tiden er jo ikke overskredet. Det er en dejlig tynd bog, du har fået fat i Sinne, den når heller ikke at blive så slidt før vi får den skrevet ud.
Ja jeg synes det lyder spændende med en fætter og kusinefest, men bedre ville det dog være med en slægtsfest, hvor alle store og små skulle med, andre familier kan arrangere det, så det skulle vel ikke være umuligt for os, og morsomt kunne det være.
Vi er uden hund for tiden, vi måtte desværre lade Isa aflive på grund af meget alvorlig hofteledsdysplasi, så Bent havde ret desværre. Hun var ellers blevet en stor og dejlig hund, og så glad og livlig. Nu venter vi så et få en lille ny først i det nye år, og håber på det går bedre denne gang.
Ja så skal vi til valg igen, det er meget hurtig efter kommunevalget, bare det så måtte blive et godt resultat ud af det, men vi kan jo ikke alle blive tilfredse.
Nu vil jeg slutte med de kærligste hilsner til jer alle fra os begge
Edith

– 

Fredericia, den 12. dec. 1981

Kære alle!
Mange tak for jeres indlæg i ”de tolv” Til lykke til Kristian med 35 års jubilæet og den nye værdighed som farfar. Vi glæder os til at få vores børnebørn hjem til jul. Kristina kan jo nok få mere ud af julefestlighederne i år end sidste år, mens Jonas nok nærmest vil være ligeglad med juletræ og juleknas – han får jo stadig føden hos sin mor.
Mary er hjemme i denne week-end, hun er glad for sin nye lejlighed, som dog ikke er helt istandsat endnu, det er køkkenet, som mangler den sidste afpudsning.
På mandag skal jeg til møde i Børnesagens Fællesråd i København, og de to følgende dage skal jeg deltage i en konference om de fremmedsprogede elever – arrangeret af undervisningsministeriet på Hotel Hvide Hus i Køge. Jeg overnatter så hos Bodil og Stig natten mellem mandag og tirsdag. Mandag aften er vi sammen inviteret ud til Sinne.
Det var kedeligt med Edith og Mogens’ hund; men forhåbentlig bliver jeres nye hund lige så dejlig og mere sund.
Vores Sally er meget glad for sneen. Ellen går stadigvæk på ”hundeskole” med den om lørdagen. I morgen skal de have julefest i klubhuset, og forældrene (til de unge) er inviteret med.
Ja så er valgene overstået; om de så er godt overstået kan vel diskuteres. Men vi må da håbe, at der kan blive så megen enighed og samarbejde i det nye folketing, at vi kan få en stabil og handlekraftig regering, så vi ikke skal have nye valg foreløbig. Vores nuværende skoleudvalgs-og skolekommisionsformand er blevet valgt til borgmester her i byen, så vi skal have en ny politisk chef for skolevæsenet, og det er en kvinde. Nu håber vi så, at hun vil være god til det.
Sidste lørdag var Anna og jeg med Grænseforeningen på besøg hos det danske mindretal i Flensborg, hvor vi var privat indkvarteret hos en familie, der på alle måder søgte at gøre det godt for os, hvilket da også lykkedes. Som I vel kan forvente modstod vi ikke fristelsen til at foretage en række indkøb ved grænsekioskerne – vi bliver vist aldrig klogere.
Nå jeg vil ikke frådse så meget mere med pladsen denne gang som sidste gang. Så i håbet om at se mange af jer i julen og tiden derefter sendes I alle vore kærligste hilsner
Anna, Ove og børn


Skannerup 20 -12 – 81

Kære alle!
Tak for brevene i de tolv, nu flasker det sig sådan at jeg kan sende den sammen med juleposten, den skal jo sendes lidt tidligere i år, ærlig talt så indskrænker vi nu juleposten til det mindst mulig, men det bliver alligevel til nogle stykker.
I år har vi op til jul haft tilknytning til mange mennesker der har mistet en af deres kære og vi har også mistet tre af bore beboere, men vi må jo håbe at Gud vil mildne sorgen for dem der står tilbage.
Det er jo ellers ikke julefreden der sætter sit præg hverken på vort land eller verden omkring den, men for uden for stående ser det måske også ud til at nogle i solidaritet ikke rigtig kendte deres begrænsning, men måske skulle have lyttet lidt mere til Lec Walence, for det er vel ingen der virkelig for alvor tror at Polen får lov til at slutte sig til den vestlige blok, men det er jo heller ikke let at sætte sig ind i hvordan det er ikke at have sin frihed, måske navnlig hvis man mangler mad og andre elementære ting.
Birgitte er jo optaget på sygeplejeskolen i Viborg til efteråret, Jens Peter skal jo begynde på gynmnasiet enten i 1982 eller 1983.
Til slut mange kærlige hilsner fra os 5
Gunnar


Brædstrup d 29-12-81

Kære alle!
Tak for brevene, for julebreve og for nogens vedkommende julebesøg, og tak for alt godt vi har delt med hinanden i året, der nu går på hæld, man kunne vel nok ønske at der var tid og lejlighed til mere samvær, men da tiden sikkert for os alle går alt for godt, kan det nok ikke være anderledes, og vi vil så glæde os over det det kan blive til, og ønske jer alle et rigtig godt og velsignet 1982. Vi vil også håbe og bede at det polske folk i 1882 får bedre vilkår end dem de i øjeblikket står i, det er ufatteligt at mennesker ikke under hinanden mere frihed end tilfældet er.
Fra 1. januar er Lars udnævnt til planlægger, og samtidig er han bleven systemleder for D.L.G. (Dansk Landbrugs Grovvare).
Hanne har endnu ikke bestemt sig for, hvad hun vil når hun er færdig med gymnasiet. Jesper og jeg glæder os til at komme med Astrid, Henrik og Sinne på ferietur til Malta sidst i februar, vi skal jo fejre Henriks 50 års fødselsdag dernede.
Jesper, Bent og jeg skal til juletræ på De Unges Hjem i aften, så jeg må slutte med de kærligste hilsner til alle fra os alle her
Edel

København d. 5/1 – 82

Kære alle!
Med tak for brevene sender jeg de bedste ønsker for det nye år, og tak for alt godt i 1981, jeg håber de mørke skyer må spredes i det nye år og bringe mere tryghed og fordragelighed til vor verden.
Jeg havde en lille gæst nytårsaften, jeg havde lovet at passe Jonas, mens Bodil og Stig var til nytårsfest, efter aftale skulle jeg give ham en flaske hen på aftenen; men det var han ikke tilfreds med, det var ikke den kost han var vant til, ellers er han sød og rar, han er jo ikke så gammel endnu, at han er betænkelig ved, at mor og far går fra ham. Bodil ringede et par gange, og enden på det blev, at de kom tilbage ved 23 tiden. Bodil savnede vist også Jonas, hun har så meget mad til ham. Så vi måtte skåle og ønske glædeligt nytår her. Der havde ikke været meget skyderi her i løbet af aftenen; men efter 24 tog de fat rundt i gårdene med raketter og andet fyrværkeri, det var virkelig flot at se på, jeg tror også det var det store fyrværkeri fra Tivoli, vi kunne se på himlen.
Jeg var ked af at Bodil og Stig måtte gå fra festen, de talte om at tage tilbage og fortsætte; men de var vist alligevel for trætte til det, så de tog hjem med sidste S-tog.
Der lå mange julehilsner til mig, da jeg kom hjem fra juleferien, bl.a. fra Ketty og Ernst, det går ikke så godt med tante Marie. Ketty skriver ”hun ligger i sengen meget af tiden, hun er så træt, desværre kan hun ikke tale mere, det er næsten kun med ja og nej; men hun er glad, når vi kommer”. Jeg skal hilse jer alle fra dem.
Jeg har lige talt med Oda, hun var temmelig rystet over et røveriforsøg, hun var ude for lørdag ved 18 tiden, hun var ifølge med 4 familiemedlemmer, da pludselig 2 små drenge (10-12 år) kommer mod dem og den ene napper Odas taske og løber med den; men Odas svoger og et par andre styrter efter ham under høje råb, til sidst er han vel blevet bange og kaster tasken fra sig på kørebanen, så Oda fik den igen; men Oda var meget rystet over, at det var sådan små velklædte drenge, der befattede sig med den slags.
Tak til alle jeg var sammen med i julen for hyggeligt samvær.
De kærligste hilsner til alle
Fra Sinne

Modt. 6-1-82 Århus 10-1-82

Kære alle, go daw do!
Tak for jul m.m.
Jeg tog fat begyndte at skrive, men så afbrudt, jeg vilde sende bogen den 7nde og regnede så med at jeg næste gang kunne få ”udsættelse”, men nu ringede Else at hun stod på banegården på vej fra Hamborg til Norge, hun havde ringet at hun kom næste søndag, men jeg regnede med en uge senere.
Onsd. 13-1-82
Ja, så er Else væk igen hun kom søndag 2030, fik noget at spise, telefonerede lidt og så var det sengetid. Mandag morgen gik hun på besøg inden morgenmaden, og kom så hjem kl. 1615 hvor vi spiste til middag, og kl. 1745 forlod hun byen med lyntog til Kbhvn. Og med, forhåbentlig sovevogn gennem Sverige til Lillehammer. Det var et kombineret sommerferie – Jul og Nytårsbesøg. Hun fik lige læst denne bog, men ikke tid til at skrive i den. Jeg skulde da hilse alle.
Ole kom til nytårsaften og rejste lørdag kl. 1700, Han og Inger Cecilie kørte til Frederikshavn tog færgen til larvik om natten og kørte de 200 km til Rjukan hvor de var søndag middag i mere sne end vi har her, de kom godt derop. Inger Cecilie er i en børnehave og forstår dem godt, men de forstår vist ikke hende. Ole’s adr. er Skogveien 16 II -3660 Rjukan, Norge tlf 009473691337 på hospitalet 009473690055, når der ringes fra Danmark (i Norge 036-91337)
De har vist fået 5 værelser til rådighed (Inger Cecilie siger 9). (Hun tæller bad, toilet, spisekammer o.s.v. med) – Plads mangler de altså ikke, men møblerne er ikke kommet op endnu.
Sne lammer alt her, og måske kan vi vente det 3-4 mdr. endnu. Det er nok ”Polen” der gir sne, det er altid i krigstider de hårde vintre kommer (Napolionskrigen, Svenskekrigene, Hitlerkrigen). –
De siger vi nu igen har en regering, nu får vi se; over 300000 arbejdsløse, det går godt. Jeg husker jeg ville vædde med Vagn om, at vi inden længe havde 100.000 arbejdsløse, hvilket han benægtede ”det vilde man ikke tillade”. (Hvem?) – det fortsættet, flere tvangsauktioner og mindre ”erhvervsliv” –landbrug, håndværk, industri. Højere moms – porto stiger. Husk køb frimærker inden de stiger –
Ang. Fætter-kusinefest? Ja, prøv de unge – her i Århus evt. først, det siges at der er flere af dem; Lars ses da af og til, men hvem de øvrige er ved vi jo ikke. Århus er jo også en stor by nu.
Jeg vil slutte med en kærlig hilsen til alle fra os her i Århus
Poul



Anemonevej 27.1

Tak for Breve og Indlæg i de tolv og for samværet i Aaret der svandt.
I december laa vi vist nærmest i Kuldecentret og var vel ogsaa blandt de der fik mest Sne. Januar er blevet forskaanet for den megen Sne, i gaar havde vi ret kraftig tø, saa der gik svind i Sneen men der er jo meget at tage af, i dag er det frostvejr igen.
I Jul og i Nytår jeg en del sammen med Familien, den sidste tid har jeg holdt mig hjemme, der har jo været megen rimtåge og dårligt føre.
Jeg havde besøg af Astrid og Henrik sidste Uge.
December blev jo den koldeste December Meteorologisk Institut har maalt.
Til slut de kærligste Hilsner med de bedste Ønsker for det nye Aar Hans


Karlsbo d 3 – 2 – 82

Kære alle!
Tak for brev hilsner og samvær.
Nu da vi lige har rundet kyndelmisse, og dermed skulde have lagt halvparten af vinteren bag os, ser det nogenlunde tålelig ud, jorden er bar de fleste steder, og viltet har langt bedre muligheder for at finde føden, men inden havde de en noget streng tid med isskorpe på sneen i næsten 2 måneder; så harene har forgrebet sig på vores små normandsgraner, jeg regner med at 5 – 10% har mistet topskudet selv om jeg forsøgte at bremse dem med hjortetaxolie, og ved at grave føde frem.
Vi har Juttas mor ude hos os i øjeblikket, hun fejrer sin 83 års fødselsdag her i morgen.
Vi bruger stort set ingen olie i år, vi klarer os stort set med brænde, som vi har fået for at rydde op efter stormfældningen, subbleret med en par ton briketter. De kærligste hilsner
Jutta og Jens


Hvidovre, den 10. februar 1982

Kære alle
Tak for brevene.
Nå nu har vinteren – i hvert fald midlertidigt – sluppet sit tag. Nu har vi haft tøvejr nogle dage og snedyngerne er svundet godt ind. Vi kunne ikke køre op ad ”Fasanbakken” i søndags – på selve stigningen var der klar is. Men det er ikke sikkert at kong vinter er taget på ferie.
Her står alt godt til både i Allerød og Hvidovre, bortset fra forkølelse har vi været ved god helse.
Derimod er mit firma sygt. Det viser sig, at det har givet underskud siden vi i slutningen af 1978 flyttede ud i den store fabriksbygning i Avedøre. Firmaet standsede betalingerne i juli og fik så en akkord med kreditkasserne på 60%, men kunne ikke klare det inden for den normale 3 måneders periode. Der er nu opnået en aftale om betaling af 3 gange under 1 år efter betalingsstandsningen, men er i realiteten sat under administration af kreditorudvalget, der har fået 2 mand i bestyrelsen, og det er dem der bestemmer.
Hvor har Gerda og Kristian det med en frist på 14 dages hvil til vandremappen? Jeg har ikke hørt om det, men der er endnu ikke faldet bøder for ”forsinkelser”. Nu varer det ikke så længe inden Astrid, Henrik, Sinne, Jesper og Edel skal rejse til Malta. Vi ønsker jer en god tur.
Louise bliver 6 år den 18. februar, hun glæder sig meget, og har haft fat i mormor med ønsker, hun får et armbåndsur med en dukke, der ruller med øjnene, hun har også bestilt fastelavnsris med ”slik”.
De kærligste hilsner
Joan og Vagn
P.S. Nu fortsætter jeg med selvangivelserne puha!!

Andkær d. 18/2 – 82

Kære alle!
Mange tak for brevene.
Jeg har de gamle vandrebøger og har været ved at kigge i dem. Det er jo interessant læsning, ikke mindst fra slutning af krigen, det var jo ret så bevæget en tid. Samtidig skriver I forskellige også om hvordan med at komme til vores bryllup, men da var vort kære land jo igen frit som Sinne skrev i sangen.
Inger skriver også i et brev at man føler sig så rig når man pludselig får brev fra så mange søskende det er jo også rigtig; at vi så efterhånden ser hinanden alt for sjælden er jo desværre også rigtig, men heldigvis har vi jo da altid haft det godt med hinanden.
Vidar har lige ringet fra København han er der i denne uge og skal til Aalborg i næste, han syntes godt om København, men syntes maden er vældig dyr i forhold til andre lande, og også at vi har det koldt havde vist ikke rigtig tøj på efter det.
Erling er jo kommet til Vejle Fjord og befinder sig godt har fået en dejlig lejlighed og garage. Jeg kørte med Bente og hendes derom i søndags, Martin har en herlig alder nu så glad og kærlig og lyse proptrækkerkrøller som jeg håber han beholder, desværre kravler han op alle vegne, men Erling var ligeså.
Der var ret så meget med isskruninger ved fjorden det så flot ud.
Nu må man jo håbe de fem får en fin tur til Malta, Astrid har nok meget at fortælle denne gang. Kærligste hilsner Gerda

– 

Næstved d. 20 februar 1982

Kære alle!
Tak for jeres indlæg.
Jeg har modtaget bogen fra Gerda denne gang, da Astrid ikke er hjemme de første 14 dage, og den her gang vil jeg prøve at holde mig til 11 timers reglen, jeg modtog den i morges kl. 8 og regner med at kunne aflevere den til Edith inden der er gået 11 timer.
Vi var i forrige weekend i Malmö fra fredag til mandag, de havde det godt, og drengen han trives godt.
Jeg er i disse dage i gang med at sætte kartofler til spiring, det er jo da et arbejde, der kan gøres indendørs, udenfor er der jo ikke for varmt endnu, men i dag har vi dog haft solskin hele dagen og Buller, Karen og jeg var også en tur i engene langs Susåen.
I aftes var vi på besøg hos Karens kusine Inger-Marie, og i aften skal vi ud hos Edith og Mogens, vi skal ud og se deres nye hund, Kirsten og Peter kommer og tager os med, de kører jo næsten lige forbi, hvor vi bor.
Vagn spørger Gerda og mig, hvor vi har det med en frist på 14 dage fra, ja jeg må blive dig svar skyldig, Vagn, men jeg troede det var sådan er der ingen af jer andre der kan give et klarere svar på det?
Så nu er tiden ved at løbe fra mig, så jeg må slutte her, ellers når jeg ikke at få bogen med ud Bag Bakkerne, som jeg har skrevet om, jeg ville.
Mange kærlige hilsner til jer alle fra Karen og Kristian


Næstved d. 9.3.82

Kære alle!
Først mange tak for indlæggene i ”de tolv” ja Kristian var jo meget hurtig denne gang, vi havde også et meget hyggeligt besøg af dem, og Mona Lisa kan godt lide at få besøg af så hundevenlige gæster, det er også dejligt at have hund i huset igen, selv om hun imellem er en meget livlig dame.
Ja så skulle vinteren vel være ved at være forbi, week-endvejret har da været ganske dejlig, vi var ude og gå en lang tut på Enø, det var meget dejligt i sol og forårsvind, der var dog stadig meget is i vandet.
Det var da rart du blev indlagt og undersøgt Gerda, nu vil jeg håbe de finder ud af noget der kan hjælpe på blodtrykket.
Jeg skal have ferie sidst i denne måned, vi har snakket om at tage en afbudsrejse sydpå, nu må vi så se om der byder sig noget spændende, ellers har vi det jo også godt herhjemme, men det er jo dejligt at tage lidt forskud på sommeren. Jeg håber også at Maltafarerne har haft en god tur og glæder mig til at høre om det.
Jeg er begyndt på nattevagt i nat, og benytter så tiden til at skrive, her har nu også været meget fredelig til nu.
Jeg sender et stykke med fra Kristelig Dagblad*, det kan da være meget morsomt at komme om og se museet engang.
Nu de kærligste hilsner til alle fra os begge
Mogens og Edith

*Kan ikke genfindes i bogen


Vejle 23/3 – 82

Kære alle!
Tak for brevene, ja for en gangs skyld skal jeg sende bogen til Ove, han skal op til Gunnar på søndag, og har så en chance at aflevere bogen den dag, Karsten bliver jo 6 på fredag, jeg skulle også have været der, men er i nattevagt.
I søndags skulle Edel og Bent og Jesper komme med en ny madras til mig, enden blev at Gerda og Hans også kom, og Gunnar, Grethe, Birgitte og Karsten ligeså, så mit lille bo var fyldt, Birgitte rejste så med tog fra Vejle til Falster. Angående Vagns spørgsmål om en 14 dages frist kan jeg oplyse følgende: den 27/11 – 78 starter jeg med at skrive: efterhånden har de fleste af os bogen i en 14 dages tid, hvad med at forlænge fristen til 14 dage, nu hvor vi alle er blevet ældre og tilsyneladende mere sløsede.
Vagn skriver så 20. jan 1979 følgende: Hvis der er stemning for at vi må beholde mappen i 14 dage i stedet for 8, vil jeg godt gå med til det, men ikke hvis den bare kommer til at ligge en uge mere end nu, så gennemsnittet for hver bliver 3 uger (citat slut)
Det ser ud som foråret er lige om hjørnet nu, på søndag går vi over til sommertid.
I denne uge er Edith og Mogens på Costa del sol, og der så vel ud til at være en 20° dernede.
Vi er jo så for længst vendt hjem efter vores Maltatur, som var yderst vellykket, huset var velindrettet med god plads, spisekøkken med rigelig service, og køle-fryseskab. Centret vi boede i havde købmandsbutik – vaskemaskine – reception og restaurant, stor swimmingpool med middelhavsvand opvarmet til 22°,
Malta er en ø på størrelse med Als, med 320.000 indbygger, 370 kirker + en del munke- og nonneklostre . En meget rig kultur, som det fører for vidt at komme ind på her, men der er virkelig meget at se og høre om. De små marklodder var fint grønne, de høster kartofler og den slags 3 gange om året, vi nød rigtig at få nye kartofler og grønsager. På forhånd havde vi hørt kritiske røster om Dansk Folkeferie, men vi havde intet at klage over, turen var vel tilrettelagt, og udmærket ledet. Bortset måske fra den dag vi besøgte øen Gozo, da fik vi nu ikke rigtig set de seværdigheder vi skulle, tiden gik med at se på strikketrøjer, men dem var der også mange af. Vi sejlede derover i strålende sol, og vendte hjem i stormvejr. Vejret skifter hurtigt dernede, vi havde få dage til bikini, men dejligt vejr til traveture og mange blomster, jeg havde en buket falske mimoser med hjem, de stod i 8 dage.
Jeg fik ikke bogen med posten tirsdag, blev ikke færdig i første omgang og skriver nu videre i min nattevagt.
Erling rejser med Tjæreborg til England i 8 dage fra lørdag. Nu er tiden også inde til at tænke på sommerferien, Henrik og jeg har tænkt lidt på Grundtvigs højskole med 8 dage på skolen og 8 dage i England, men det er ikke sikkert jeg kan få ferie på dette tidspunkt, men så finder vi nok en anden højskoleophold der kan passe os.

Kærlig hilsen til alle
Fra Astrid


Fredericia, den 27/5 – 82

Kære alle!
Mange tak for jeres indlæg i ”de tolv”. Det er dejligt at høre, at rejsen til Malta har været så vellykket; det er vel første gang Jesper –og Edel med – for den sags skyld – har været på en rigtig udenlandsrejse. At Edel engang har været i Skåne tæller ikke rigtigt med, for Skåne er da en slags Danmark.
Det var betænksomt af Astrid at sende mig bogen så betids, at jeg kan spare portoen denne gang.
Vi glæder os til at komme til fødselsdag hos Karsten i morgen og er spændte på, hvem vi træffer der.
I dag har vi besøg af familien fra Georgsgade i Odense. Kristina er en livlig og munter lille dame, der har meget at skulle have sagt; men det er lettere at rette sig efter hendes ordrer nu, da hendes sprog er blevet så godt, at man forstår, hvad det er man skal gøre. Det gælder i nogen grad også Sally.
I boldklubben er vi spændte på, om vi har et 1. divisionshold i håndbold til næste år. Det afgøres på næste søndag i København. Men vi har stadigvæk chancen for at vinde landspokalturneringen. Og i næste week-end går det så løs med fodboldspillet. Forhåndsforventningerne er hos os store.
Mund- og klovesygen på Fyn har optaget os meget. Man forstår, at det må være en grim oplevelse at se hele besætninger blive slået ned og kulet ned. Vi må håbe, at det får til følge, at smitten ikke breder sig yderligere.
Indenfor skolevæsenet er der en del utilfredshed for tiden; men det med utilfredshed er jo heller ikke ukendt inden for andre områder i vort land. Den aktuelle årsag inden for det lokale skolevæsen må bl.a. søges i det forhold, at de bevilgende myndigheder mener, at det faldende børnetal må (skal) give sig udtryk i besparelser, hvorimod man på skolerne tværtimod ønsker flere timer og større bevillinger, og de to synspunkter kan vi på skoleforvaltningen ikke finde noget svar på i ”facitlisten”, som begge parter kan godkende. Det er normalt dejligt med et varmt forår; men jeg vil nu hellere have det i bogstavelig forstand end i overført betydning.
Ester skal med sit håndboldhold til Frankrig i påsken, og så får vi lov at passe Kristina imens. I øvrigt glæder vi os til at få Mary og familien fra Rektorparken hjem på påskeferie. Ellen skal på instruktørkursus i svømning på idrætshøjskolen i Sønderborg i påsken.
Håber også at møde nogen af I andre i påsken.
De kærligste hilsner fra os alle her
Ove


Skannerup 4 – 4 – 82

Kære alle!
Tak for brevene i de ”tolv”, her i Skannerup går livet sin vante gang; vi har jo travlt med at sælge lodsedler, her i marts og april.
Som de fleste jo nok ved blev svigermor lammet i højre hånd og højre ben, for tiden er hun til genoptræning i Skørping det går tilfredsstillende frem i hvert fald med benet, men det er ligesom der ingen fremgang er med hånden, men vi håber jo stadig at hun kan komme hjem til deres villa, nu skal hun foreløbig på påskeferie hjemme så må vi se hvordan det går.
Hobro langfredag
Ja jeg blev jo ikke færdig, vi er i Hobro svigermor er hjemme på ferie, det går helt godt.
Vi må da håbe det lykkes at få stoppet Mund og Klovesygen, det må være svært at få hele sin besætning gravet ned i løbet af få timer, men der er muligvis ikke andet at gøre.
I år har Carsten jo været enebarn, men til August skal Jens Peter jo begynde på gymnasiet i Silkeborg og så skal han jo bo hjemme og Birgitte skal på sygeplejeskolen i Viborg så hun får jo heller ikke så langt hjem. Karsten skal jo begynde i børnehaveklassen. I næste uge skal jeg en tur til Sjælland i næste uge, det er mulig Grethe og Karsten tager med.
Men nu må jeg vist hellere slutte så jeg kan få bogen sendt af sted
Til slut mange kærlige hilsner fra os i Skannerup
Gunnar


Brædstrup d. 19 – 4 – 82

Kære alle!
Mange tak for brevene, det er vist på høje tid at få bogen sendt videre, det er kedeligt de ikke er bedre til at lime bøgerne sammen i dag, vi har det samme problem med nogle ret nye sangbøger på ”De unges Hjem”, med at de slipper i ryggen, som bogen her, men prisen er der da ikke noget i vejen med.
I går var vi til konfirmationsfest i Nørager, det var den yngste Anne der blev konfirmeret, vi var med lige fra morgenstunden, da jeg har stået fadder til Anne, det var en dejlig fest, og dejligt vejr med sol hele dagen.
Som Astrid skriver var turen til Malta meget vellykket, så god så jeg har mægtig lyst til senere at tage en tur derned, på trods af, det kun er en lille ø er den så rig på historie at der er så mange ting man ikke nåede at se, men det skal tiden så vise om der bliver lejlighed til.
Den sidste uge i maj har vi lejet et sommerhus ved Ebeltoft, Jesper har ferie i den uge og Hanne går til eksamen ved den tid, og har nok lejlighed til at være noget af tiden ude ved os, der er rutebilforbindelse hver time ud til huset fra Rønde. Sinne tager også med og vi håber også at få besøg af Astrid og Henrik. 1.Påskedag havde vi besøg af Hans, Gerda og lille Marie som var ved mormor fordi Bente og Johnny var til 30 års fødselsdagsfest ved Erling, det var hyggeligt at have besøg af Marie og lære hende lidt at kende, hun var lidt kostbar i starten, men da så vi fandt alle Hannes dukker frem tøede hun op.
De kærligste hilsner fra os alle her
Edel

København d. 26/4 – 82

Kære alle sammen
Rigtig mange tak for brevene.
Det er da noget værre noget at den nye bogen sådan revner i ryggen, nu har jeg prøvet at give den et godt lag lim, om det så vil holde er vel tvivlsomt.
I lørdags var jeg på bustur med pensionerede sygeplejersker til Falster. Vi var først på Næstved Sygehus, hvor vi så den nye sygeplejeskole, og derefter spiste til middag i højhuset på 15 etager, der var vel nok en flot udsigt, desværre var det lidt diset på det tidspunkt. Derfra kørte vi siden til Falster, hvor der var arrangeret besøg for os på Orupgård, hvor jeg fik hilst på Birgitte, det var pudsigt nok, at vi netop skulle komme der. Vi blev meget gæstfrit modtaget, herskabet stod på trappen og bød hver enkelt velkommen, kaffebordene var dækket både oppe og nede, efter kaffen var der lejlighed til en spadseretur i parken, hvor der nu er en overdådighed af forårsblomster, derefter var der i spisesalen foredrag af overlæge Vagn Schmidt fra Nykøbing sygehus, der talte om Florence Nightingales sygdom, endvidere var underholdning med musik og sang, og som afslutning blev der serveret et glas vin for os i salonen, jeg havde slet ikke ventet, der var blevet gjort så meget ud af vores besøg.
I den kommende weekend venter vi besøg af Birgitte, hun bor ude hos Bodil og Stig, jeg er inviteret derud lørdag og så kommer de her søndag.
Jeg har lige talt med Joan i tlf., de var den 16/4 til sølvbryllup hos Joans yngste søster, festen blev holdt i Hedensted sognegård. Vagn slutter i sit firma d. 30/4, han skriver selv i sit brev, at det ikke går godt for firmaet, der var tale om efterløn, men foreløbig bliver der vist tale om lidt arbejde og understøttelse, hvad det så bliver til langs ad vejen.
Med mange kærlige hilsner til store og små Sinne


Århus 8/5 82

Kære alle!
Tak for bogen, det kniber stadig med at få tid til at skrive og Else eller Ole er ikke i nærheden til hjælp.
Jeg kører nu lørdag 8/5 kl. 830 på vej til et vandværksbestyrelsesmøde på Mols, og samtidig forsøger jeg at diktere dette brev i min lommebåndoptager så måske kan jeg indhente lidt tid samtidig, og finde noget at skrive om.
Sommerhusfolk er noget for sig, de mener at når de har tid St. Bededags lørdag, så har vi andre også og så er det bare at følge med.
Turen til Mols i dag er som altid praktfuld, selv om det regner. Der er ikke mange biler på vejen de fleste er vel kørt ud allerede torsdag, og alle ”fastansatte”, ”sygemeldte” vel i onsdags.
Sidste nyt herfra: Da jeg ikke har hørt fra Else eller Ole siden før påske, fik jeg da Ole i telefonen i aftes, han havde travlt med en sygehusrevy der skal fremføres én af dagene og så skulde han sy en nationaldragt til Inger Cecilie til brug 17.maj, det ønskede hun sig.
Om det så er en dansk eller norsk siges der ikke noget om. Nu forsøger jeg at få fat i Else i aften, men tænk at de ikke er længere væk end i Norge og så høre så lidt fra dem, og det kneb endda at få besked i påsken. Ole var på gennemrejse 1 time og traf mig ikke hjemme, han skulde til Odense med pigen og hente hende igen 5 dage senere.
Lars ser jeg jo af og til, han er jo bleven medlem af ”Århus nordre Fælleskasse” en lille JAK fælleskasse. Vi havde generalforsamling i sidste uge, hvor han dog ikke var med, men han blev valgt til revisor alligevel, nu bliver det sjovt og høre om han modtager valget.
For dem som ikke ved hvad en Fælleskasse er kan det oplyses at det er en ”lille Bank” som går ud på at låne hinanden penge til billig rente 2% p.a., og når det bliver gennemført over hele Danmark har vi ingen renteproblem og ”Hjulene kommer i gang igen”. Det er i dag ”Rente og skattedøden” der ødelægger alt.
Jeg er jo også nu kommen i ”pensionsalderen” og mine brødre siger det er dumt ikke at få sin folkepension, men jeg tror ikke der er noget tilbage, som sædvanlig bliver vi nok snydt.
Ove synes ikke at have børn nok, men sig mig: ”Hvad skal lærerne bestille når børnene bliver store?
Vi har lige indviet en ny Rudolf Steiner skole nr 2 her i Århus (7klasser) der er ca 600 elever her i Århus og skole nr. 3 er på vej. – Skanderborg – Silkeborg og Vejle har nu også deres skoler, det griber om sig. Jeg vil slutte med kærlig hilsen til alle
Poul
NB: Jeg kan da hilse fra Else, hun havde travlt, de mangler sygeplejersker så hun har 64 timers arbejdsuge.


Anemonevej 14 – 5

Kære alle!
Tak for Brevene. I Dag har vi haft Sommervejr, ellers har vi ikke mærket meget til varmen, vi fik en god grundbløde i sidste Uge, vist omkring 50m. Nu er mine Kartofler da ved at komme op, men de er sat ret sent.
Det ser ud til at vinteren har været for haard baade ved nogle af Roserne, og Gyvelen, samt et par andre Buske.
Kristian Møller er pludselig død, han skal begraves i morgen.
Astrid var her i gaar, hun var paa vej op til Henrik, men hun kørte snart igen.
Dong er jo godt i gang med at lægge Gasrørene ned, de er lag tned ja d.v.s. Hovedledningen er de vist snart færdig med, bortset fra hvor de skal gaa under Vejen, der er heller i færdig med at jævne Grøfterne, der er jo mange Dræn at samle igen, Ledningen gaar ind over Lindhoved og Therkels Mark og ved denne side af Aksels Gaard.
Med de kærligste Hilsner Hans.

Vedlagt udklip – fra Vejle Amts folkeblad?:
Dødsfald i Vejle
Fhv. møller Chr. Rahbæk Møller, Moldevej 45, Vejle er død i en alder af 73 år.
Rahbæk Møller døde i Skive, hvor han deltog i SF’s landsmøde. Han havde lidt af astma i flere år, men var ellers yderst aktiv på mange måder.
Chr. Rahbæk Møller stammede fra Klovborg som søn af møller Niels Møller, der til sidst ejede Klakring Mølle, der overgik til sønnen i 1950.
Chr. Rahbæk Møller havde Klakring Mølle til slutningen af 1960’erne, da han flyttede til Vejle og blev ansat på Vejle Dampmølle.
Det var ikke sædvanligt, at Vejle Dampmølle ansatte en møller i den alder, men Chr. Rahbæk Møllers faglige kvalifikationer var så kendt, at der ikke var nogen betænkeligheder. Han havde de mange års erfaring og arbejdede nu på melmøllen indtil 1976, da han fyldte 67 år.
Chr. Rahbæk Møller var som nævnt en meget aktiv mand, også efter at have trukket sig tilbage fra Vejle Dampmølle.
Han gik på aftenkurser – bland andet til sprog – foretog lange cykelture i naturen, udførte til det sidste et stort arbejde for Ulands-hjælpen ”Folk til Folk” og var kasserer i Socialistisk folkepartis Vejle-afdeling.
Rahbæk Møller fulgte interesseret partiets arbejde såvel lokalt som ud over landet.
Det var ganske naturligt idet en søn er lektor ved Danmarks Ingeniør-Akademi, lektor Kjeld Rahbæk Møller, der nu er indvalgt af SF i folketinget.
En anden søn, ingeniør Ole Rahbæk Møller, er ansat ved entreprenørfirmaet Rasmussen & Schiøtz i København.
Chr. Rahbæk Møller fik et godt otium. Han havde alle dage været en flittig mand, og nu var det, som om hans energi deltes ud på hans mange interesseområder. Det var med til at holde hans sind friskt, og Rahbæk Møller talte lige så godt med unge som med jævnaldrende, optaget af hverdagens mange indtryk, og helhjertet engageret i samfundsproblemer og mennesker
-de



”Karlsbo” d 23 – 5 82

Kære alle!
Tak for breve og hilsener, og tak for samvær i tiden der er gået.
Her står alt vel til, vi må vel sige at vi er sluppet tålelig over vinteren, selv om de fleste ribis og samtlige ildtorn er frosset helt tilbage, blommetræerne har det meget dårlig, men har dog enkelte blomster, men æbletræerne ser meget triste ud, de er dels frostsprængte og svedne, efter sigende kan det være saltluften i vinter.
Granerne ser ud til at have klaret sig bedst, selv om de har væxt? Og stadig brune på de gamle nåle.
Hormonsprøjtningerne er endelig forbi, på de steder der kan true os, fra den ene side var vejret ikke godt, men det ser ikke så galt ud takket være at vi pøste masser af vand på.
Jeg har fuld fart i drivhusene, vi har plukket de første agurker, og startet en masse planter, takket være at jeg har gravet halm ned i tre omgange, ellers er foråret noget sen i år.
Vi har fået besked på at vi vil få besøg af et hold der foretager seismografiske opmålinger inden for de nærmeste dage. Firmaet hedder WESTERN GEOPHYSICAL.
Så muligheden for at finde olie på landjorden, må jo ikke være helt afskrevet endnu.
I weekenden har vi besøg af Juttas mor og en søster der bor i Ørebro.
Hermed de kærligste hilsener
Jutta og Jens

 Stempel:
Jens Garne
Billundvej 24
Karlskov
7323 Give
05-738194

– 

Hvidovre, den 1. juni 1982

Kære alle.
Mange tak for brevene.
Jeg tror, at vi er sluppet bedre gennem vinteren i Nordsjælland end Jens er. Æble- og blommetræerne står i fuld flor, så vi regner med at de også sætter frugt. Der er en gammel gyvelbusk, som ikke har det så godt og en cypres eller en cypreslignende busk er blevet ”rusten”. Derudover har vi ikke lagt mærke til frostskader i haven. Vi har efterhånden næsten fået has på mælkebøtterne, men der er mange på nabogrundene, og de er jættestore – jeg synes aldrig jeg har set så mange store mælkebøtter. Græsset gror også helt eventyrligt for tiden, men nu har jeg lidt bedre tid til at slå græs.
For tiden arbejder jeg på nedsat tid. Jeg ved endnu ikke om firmaet kommer over krisen, men 15. juli kommer der nok en endelig afgørelse. Næsten alle mindre og mellemstore kaffefirmaer har det slemt for tiden.
Familiemæssigt går det godt, børnebørnene vokser og bliver store sjove og frække. Louise har været henne i den skole i dag, hvor hun skal starte i børnehaveklasse efter sommerferien.
De var begge 2 hos os i pinsen + Louise havde en jævnaldrende veninde med. Der var jo et herligt pinsevejr med sol og varme, så de havde nogle gode dage.
Nu ligger ferien lige for døren – 5 uger er nu normalt for en lønmodtager. Er der nogen der kan finde til Nordsjælland er i velkomne i ”Fasters Hus”.
Den 30 juni er vi 7 over 60 – uha. Nå ja bare helbredet er godt betyder alderen mindre.
De kærligste hilsener fra hjem til hjem
Joan og Vagn


Andkær d. 6 -6 -82

Kære alle

Tak for brevene.
Nu er det ellers blevet sommer strålende sol og knap 30°i skyggen og for ca et halvt år siden frøs det ca 30° så det er store spring.

Men som vi gemmer sommerens grøde til vinterens føde, kunne man nok ønske man kunne gøre det samme med varmen, jeg har brugt 1420 l olie det er vist ikke så meget, når jeg ikke har andet at fyre i men med service bliver det 5170,60 kr. så det er stygt.
Pinsedag var vi en hel del oppe ved Henrik og havde en dejlig dag. Henrik har en hyggelig ejendom tæt ved strand og havn vejret var godt og Astrid og Henrik er jo gode værtsfolk.
Birgit sagde forleden at Anna’s bror fra Anholdt havde været med i en norsk TV udsendelse fra øen desværre havde han ikke sunget for dem det er han jo ellers fantastisk til. Birgit sagde også at Ole havde været inde men hun havde ikke været hjemme, han havde købt en Fjat var det vist og sat på værksted i Kongsberg så han kommer nok igen han skulle hjem i 14 dage.
Bodil fik ny cykel i fødselsdagsgave af Farfar og Farmor og cykler så fint så det glæder os.
Hans kom med et udklip fra Gl. Sole*, så de vælter også som bruges meget både i Børkop og Vejle???
Bente og hendes er på Gudenåen i denne weekend sammen med en anden lærer fra Randers jeg er glad når de er godt hjemme igen.
Sidst jeg skrev var lige før jeg blev indlagt på medicinsk d 14/6 skal jeg ind på kirurgisk vist bare en bagatel, men Erling har ferie og snakker om at ordne taget da så ærgerligt det falder sammen selv om jeg godt vil have det ordnet.
Bente og Johnny pudsede huset op til påske og tog et ordentlig nap
Kærlig hilsen Gerda




Vejle 21/6 – 82

Kære alle!
Tak for brevene, nu må den igen ha’ fart på til sjælland, tiden er atter løbet fra mig.
Gerda kom hjem fra sygehuset i dag, hun synes, det har været en grim omgang, og det er jo langtfra ovre endnu, foreløbig skal hun være sygemeldt i 3 uger, de syntes hun skulle have hjemmehjælp, men det ville hun dog ikke.
I dag er det så årets længste dag, hylden blomstrer i øjeblikket, og så er det slut med blomstrende træer for i år, jeg må ud og finde hyldeblomster, inden det er for sent, for en gangs skyld har jeg tænkt mig at lave hyldedrik. Det skulle også smage godt at lave te af friske bælomster, så det må jeg også smage.
Den 5. juli går jeg fra til ferie, den 18(7 skal Henrik og jeg på Krabbesholm højskole i 14 dage, emnet er litteratur – Fantasi eller virkelighed. Derefter fra 1 til 7/8 på dn nye højskole i Thy, det er skolens første arrangement. Højskolen er tænkt oprettet i Missionshotellet Sjørring Hotel, der blev købt for 950.000 kontant med overtagelse 11/6 – 82. det ideologiske grundlag bag er en frygt for at ”det levende ord er ved at dø ud i Grundtvigs og Kolds fædreland. Folkene bag er en gruppe thyboer, der i dag driver friskoler på egnen omkring Thisted, men 884 borger har skriftlig protesteret mod højskoleplanerne, så hvad det bliver til vides ikke, men initiativtagerne siger ”skolen starter 1. aug uanset hvad der sker.”
Sinne har så inviteret til en familiesammenkomst på Lystruphave 24 juli, det glæder vi os til og håber rigtig mange møder op. Jeg sluttede 7 nætters vagt til morgen, kl. er 19, jeg må have bogen i postkassen i aften og hjernen fungerer lidt trægt, så jeg vil slutte for denne gang.

Kærlig hilsen
Fra Henrik og Astrid

Vi har taget lidt forsmag på ferielivet, i ugen før pinse var vi nogle dage i et sommerhus Edel havde lejet ved Ebeltoft, Sinne var der også, vi havde nogle gode dage, det var en ny og interessant egn at besøge 

Næstved d. 27 – 6 – 82

Kære alle!
Tak for jeres breve, en særlig tak til Astrid for 2 breve siden bogen sidst har været her.
I går kom de fra Malmö hjem på ferie og bliver et stykke tid, så nu er der liv i huset, drengen kan jo godt lide selskab og underholdning, så det må vi jo se at leve op til i havetravlheden, vi er færdige med de tidlige kartofler og er nu i gang med jordbærrene, vi har fået meget regn i denne uge, så vi ønsker nu sol og varme.
Kirsten har lovet at holde min fødselsdag, og det er jeg glad for, de har jo meget mere plads, end vi har.
På fabrikken går det ikke så godt, vi skal stoppe 1 papirmaskine til ferien, og der skal afskediges c. 90 -100 personer- , jeg er gået fri indtil nu, så vi måse hvad tiden bringer, i øvrigt har vi glædeligvis fået en kæmpeordre til Polen på 2.000 tons, så jeg er midlertidig sat på 3 skiftsarbejde ved andet arbejde, end jeg plejer og have.
Ja vi har jo nylig været i Jylland til Kristian Møllers begravelse (bisættelse) fra Nørremarks Kirken, der var et stort følge, men han havde jo også været aktiv inden for mange ting.
Jeg begynder på ferien den 3. juli og Karen den 10. juli, vi har nu ikke planlagt noget særligt, vi må se, om vi finder på noget hen ad vejen, måske det bliver til ture i jordbær og hindbærrækkerne.
Jeg regner med at kunne aflevere bogen til Edith til min fødselsdag den holdes den 3 juli, så jeg er ikke så hurtig, som sidste gang jeg havde bogen.
De tre fra Sverige tog til Ladby fra formiddagen, vi skal der ud og spise til aften, så jeg il slutte her med at sende jer alle de kærligste hilsener og tanker fra os alle i Næstved
Kristian

Næstved d. 5.7 -82

Kære alle!
Først mange tak for brevene i ”de tolv”. Ja så har vi været til Kristians fødselsdag i Ladby, det var en meget fin og dejlig fest, jeg måtte jo tage af sted godt 23, da jeg skulle på arbejde, men de øvrige var blevet ved til kl. var ca. 200. Sinne og Vagns sov hos os om natten, det var en lidt lang vej hjem så sent, men det var jo også hyggeligt at have gæster til morgenmad søndag. Nu glæder vi os til at skulle til fødselsdag hos Sinne, det bliver spændende at se hvor mange vi kan blive samlet, så må vi håbe på lidt bedre sommervejr, så der kan blive lejlighed til at nyde den dejlige natur ved Lystruphave.
Vi havde et meget kort besøg af Ole og Inger Cecilie i lørdags, de var på vej til Møn, Liselund via vandringlaug, de skulle på noget familielejr i denne uge og så til Jylland i næste uge, de ville så komme til os på søndag for et længere besøg, det glæder vi os til. Ja så er vi midt i ferietiden, og vi vil jo altid være glade for et besøg, hvis nogens vej falder her forbi. Jeg har først ferie sidst i August og først i september, da regner vi med at skulle i sommerhus ved Hirtshals.
Så er det sidste nat jeg har i denne omgang, det er også dejligt at komme hjem og holde fri det meste af en uge, p.g.af ferie skal jeg i arbejde igen lørdag, nu ville det være rart med lidt sol og varme, så jeg kan komme ud og sole mig lidt i haven.
Nu de kærligste hilsner til alle
Mogens og Edith


Fredericia, den 9/7 – 82

Kære alle!
Mange tak for jeres indlæg i ”de tolv”, og til Sinne en særlig tak for indbydelsen til den store familiefest på ”Lystrup Have ” den 24/7. Desværre kan Ester, Poul og Kristina ikke komme, fordi de til den tid er på ferie ved Gardasøen; men vi andre glæder os meget. Men da vi jo nok får god lejlighed til at fortælle stort og småt den dag, vil jeg forskåne jer for et af mine sædvanlige lange indlæg i ”de tolv”.
På søndag skal vi til fødselsdag på Keldal???, det er morfar, der fylder fireogfirs. Det er dejligt at Annas forældre er så raske og rørige – trods deres høje alder – at de kan passe såvel huset som den store have mønstergyldigt. Desværre er morfar dog noget hæmmet af nedsat hørelse; men synet er heller ikke for godt.
I sidste uge havde vi Bodil og Jonas hjemme. Han var syg, da han kom – op til 40° feber, så han var lidt tam de første dage; men jeg skal love for, at der kom liv i ham de sidste dage, de var her.
Stig er for øvrigt blevet ansat på B6W’s udviklingsafdeling for dieselmotorer fra den 15. august.
I ferien arbejder Ester som sygehjælper på sygehuset i Odense (p.gr.af lægestrejken – hun var ansat som lægevikar), Bodil skal i næste uge starte i vuggestuen på ”Solbakken”, Mary arbejder som hjemmehjælper i Århus, og Ellen er ferievikar på tobaksfabrikken her i Fredericia – Og jeg holder ferie fra i dag, Anna fra den 16, så ingen af jer kan vide jer sikre for besøg.
De kærligste hilsner fra os alle her Ove.

NB. Jeg vil forsøge at spare portoen denne gang ved at aflevere bogen til Gunnar på campingpladsen i Mørkholt.



Skannerup 10 – 8 – 82

Kære alle!
Ja først må jeg nok bekende at jeg har haft bogen lidt for længe, men først var det ferie og dernæst var vi jo alle samlet i Lystrup have, nå ikke flere undskyldninger. Jeg vil benytte lejligheden til at sige Sinne tak for den dejlige dag hun gav os, vi var alle enige om at det havde været en meget hyggelig dag.
Vi er jo nu for længst i gang efter ferien, det er vist mange år siden vi har haft så fin vejr i ferien, men nu er temperaturen da blevet lidt mere normal.
I år er Karsten begyndt i børnehaveklassen og Jens Peter på gymnasiet og Birgitte begynder jo snart på Sygeplejeskolen i Viborg, så vi skulle få lidt mere glæde af at være sammen med vore børn end sidste år, men måske børnene også har godt af at komme lidt hjemmefra.
Vi har så mange grøntsager i haven som vi aldrig har haft og vi sælger også kartofler, men de har nok ikke nydt varmen lige så meget som vi andre. Jeg synes det er en forfærdelig ond verden vore børn skal vokse op i, men vi må jo håbe og bede om at de kan lyse lidt op i en kold verden.
Man synes også sommetider det kan være svært at finde ud af hvad der er ret og uret jeg har ellers haft meget til overs for Israel men jeg synes de har været meget hårde, det kan måske også undre at en mand som Reagan skal styre det halve af verden når han har nået pensionsalderen.
Kærlig hilsen fra os 5
Gunnar


Brædstrup d. 22 – 8 – 1982

Kære alle!
Tak for brevene, og tak for samværet den 24/7 på Lystruphave, det var dejligt at være sammen med jer alle, og hilse på ”de nye skud” på stammen, og først og fremmest tak til Sinne for en dejlig familiefest. Vi nød også at have Birgit og Ejvind og deres 2 søde piger på besøg her et par dage, Jesper nød også besøget og har snakket meget om Pia og Karin siden.
Vandrebogen lå og ventede på mig, da vi kom hjem fra sommerhuset, hvor vi har været godt 1 uge, vi var ikke så mange deroppe i år, ud over lørdag – søndagene, var der kun Jesper, Aase??? Og mig, men vi havde alligevel nogle dejlige dage deroppe, og jeg har aldrig oplevet naturen så skøn deroppe, som denne gang, og aldrig så vid en udsigt, men det skyldes jo nok at vi er i august md. Mandag var Jesper og jeg på Livø og gik øen rundt det er 9 – 10 km, det er kommen til at se bedre ud på øen. Siden staten har overtaget driften igen, sidst vi var derover, så det ikke godt ud, da var det Løgstør kommune og Amtskommunen der havde ansvaret for øens drift. Der var indrettet nyt cafeterie, det så godt ud og var godt det de serverede.
På vejen derover kom vi i snak med et par børn fra Vejle, der sammen med deres klasse fra Rudolf Steiner skolen i Vejle skulle på lejrskole på øen.
Jesper er sammen med sine kammerater i sommerlejr ved Sæby-Søbad, de tog af sted i går og kommer hjem igen fredag.
I dag er Bent til møbelmesse i Herning, Hanne er i Basballe og besøge Bjarne, hun er færdig med sit feriearbejde på plejehjemmet, hun og Bjarne regner med at rejse til Californien et halvt års tid fra sidst i september, men Kars er hjemme, og Hanne og Bjarne kommer i aften igen.
Kærlig hilsen fra os alle her
Edel

– 

København d 23/8 – 82

Kære alle!
Mange tak for brevene, og hjertelig tak for al opmærksomhed til min 70 års fødselsdag, for breve, gaver, sange og taler og at så mange mødte op for at gøre dagen festlig, selvom mange kom langvejs fra. En del kunne jo ikke, men det er nok ikke muligt at samle alle ud af en så stor familie. Trist var det med Bente og de to små, da Bente fik fåresyge, og måtte melde fra dagen før, det var en stor skuffelse for mig; men godt at det ikke var noget alvorligt.
Efter festen blev jeg lidt længere i Jylland end beregnet, da jeg fik lejlighed til sammen med Hans, Anna og Ove at besøge 2 af vore øer, jeg ikke har gæstet før. En dag gik turen til Tunø og den næste til endelave, det var virkelig meget interessant, så jeg var glad for, at jeg fik det med også.
Efter at jeg var kommet hjem igen, inviterede jeg Petrunte og en anden kollega til en lille frokost i tivoli hos Nimb. Sleve fødselsdagen fejrede jeg på als, Oda havde inviteret mig over i sommerhuset, jeg rejste d. 17/8 og kom tilbage 23/8. Vejrmæssigt var vi kommet ind i en urolig periode; men til held for mig oprandt d. 19 med fint solskin, jeg vågnede op til et festligt dækket morgenbord med gaver og mange breve, flaget var hejst, og på terrassen var pyntet med små papirflag, så det var en fin fødselsdag, om aftenen inviterede jeg Oda, hendes søster og svoger til middag på færgegården i Fynshav.
Edith har sendt mig et dejligt langt brev fra Ole, der fortæller om hvordan det sidste ¾ år er gået for Inger Cecilie og ham, det er der nok mange, der vil være glade for at læse. Vagn har bedt mig sende et udklip med om Friis_Jespersen. Rigtig mange kærlige hilsner og tak fra
Sinne

Vedlagt brev fra Ole
Ole Helbo Rjukan, august 1982
Skogbeien 16. 2
N – 3660 Rjukan
Norge tlf 036 91337
Ja, lad mig begynde ved d 1. December sidste år, da fik jeg altså ikke lov at bo i huset på Colbjørnsensvej længere. Der var stadig 3 uger til jeg skulle begynde i Rjukan, så der ,måtte findes en løsning på boligproblemet. Det er ikke let i Odense, men Søren og Ellen (som jeg har læst medicin sammen med) trådte til og lånte med deres ”sommerresidens” i Havndrup, 20 km sydøst for Odense.
Det var et skønt sted, for enden af en 200 m lang markvej, selve huset med bindingsværk og stråtag, stue, soveværelse og køkken – altså lige hvad vi havde brug for … jeg underviste stadig på sygeplejeskolen i Odense og måtte derfor ind til byen hver dag, Inger Cecilie var jo også i børnehaven, så en stor del af dagen gik med rejsning. Det hjalp på sagen, at vi havde købt bil. (Jeg skriver med vilje VI, for jeg havde valgt mærket og Inger Cecilie farven!) Det blev en rød Fiat 127.
I de dage var det rigtig vintervejr, med 20 cm sne, og 10-15° kulde, så vi fik lov at øve os lidt på vintervejr.
Det var en travl måned, men lidt besøg blev det dog til Nina – Inger Cecilies ”kæreste” fra børnehaven var på besøg med sin mor, og det var nær ved, at de ikke kom hjem igen på grund af snestorm. Ikke for det, vores bil havde jo ordentlige ”vintersko” (pigdæk), så den klarede sig, men bussen, som kom i stedet for det indsneede tog, sad fast i en snedrive og måtte graves ud først. Preben (boghandler) og Sonja V. fandt også frem, og Morfar og Mormor + Ingrid kom, så vi holdt jul lidt på forskud.
D. 17. Dec. Startede vi tidligt om morgenen, Inger Cecilie skulle i børnehaven, og jeg skulle så fortsætte nordpå. Det var en lang tur, og indom Århus måtte jeg jo også, for at aflevere lidt flyttegods og få lidt andet med.
Det var et syn at se bilen, pakket til bristepunktet (godt jeg ikke har tagbagagebærer til den!) med alle de småting, som ikke kan pakkes i kasser: Potteplanter, støvsuger, sengetøj, mad, ski etc. Etc. Der var akkurat plads til lille mig, ellers var hele bilen fyldt ud, der var bare sn lille sprække ud af højre vindue, så jeg kunne se mig for….
Turen gik til Hirtshals, og derfra til Kristianssand. Det er en lidt lang køretur, men den eneste forbindelse, som gav mig mulighed for at komme frem i tide. Jeg skulle starte kl 8.oo Fredag morgen (18/12).
Båden var i Norge kl. 22, og jeg blev sluppet ud som en af de første. Da jeg kom hen til tolden, med en overfyldt bil med stribede nummerplader (”grænseplader, da den er købt skattefrit – vi udenlandsdanskere har mange glæder!), blev jeg nøje udspurgt hvad alt dette var. – Flyttelæs…. Hm… Nå jeg fik til alt held lov til at køre videre, – der var sikkert ikke blevet plads til hele læsset, hvis jeg skulle pakke det ud og ind igen…
Norge er jo et stort land, med en skøn natur, men den nat var det nu ikke meget jeg fik set af den, det var bælgmørkt, der var høje snevolde på begge sider af vejen flere steder, og jeg vidste at jeg havde 300 km. Foran mig. Og så havde jeg været så dum ikke at fylde bilen op, – Kristianssand er jo en ret stor by, og jeg kunne ikke forestille mig, at der ikke var tankstationer åbne kl. 22…
Der var bare sne og is på vejen, men fremad gik det, opover fjeldene og ned igen. I Åmot måtte jeg fylde benzinen fra reservedunken på tanken, og så var det bare at håbe, at det holdt til jeg kom frem. – Da var klokken blevet over 2 om natten, så da var alt håb ude… I en lille by, der hedder Rauland fandt jeg en tank hvor der stod ”åbent”, så jeg kørte lykkelig derind, og fandt en mand. Nej der var lukket, men skiltet var i uorden. Han var der kun fordi han skulle ud med ”brøytebilen” og skrabe sne. Nå han forstod mit problem og jeg fik fyldt på.
Vel fremme – omkr. Kl. 4 fik jeg tildelt mit værelse på ”søsterhjemmet”, et rum, køkken og bad, og fik så sovet 3 timer. Kl.8 begyndte dagen på kirurgisk afdeling. Der var fredeligt om dagen og jeg fik tid til at sunde mig lidt inden jeg skulle have første vagt – Lørdag og Søndag. En anden turnuskandidat (Inger Helene Madshus) gik heldigvis med den første dag. – Jeg kunne jo ikke engang finde rundt i huset….
Sygehuset her har 55 senge fordelt på kirurgisk (24), medicinsk (25) og ”føden” (6). Vagterne dækker vi hele huset. Der er fire turnuskandidater, så det giver vagt hver fjerde dag. Det er højst forskelligt hvor meget der er at lave på en vagt, men to ud af tre gange har jeg haft det fredeligt. Oplandet består af tre kommuner, hver af størrelse omtrent som Fyn, med ca 30.000 indb. Så når vi får meldt en patient fra Haugaligrend eller Dalen, kan der godt gå 1 – 2 timer før den kommer, og på vinterføre er det endnu værre. Vort centralsygehus (Skien eller Oslo) er omtr. 200 km borte, så man må tænk e sig om inden man overflytter. I nødstilfælde kan vi bruge helikopter (hvis vejret tillader og det ikke er mørkt….) Men når man har vænnet sig til afstandene er det et fint og lærerigt sted. Vi får jo alle patienterne ”usorterede”, og er tilmed skadestue for det meste af området også.
P. Gr. Af lægemangelen – Rjukan anses af nordmænd som noge tnær verdens ende – har vi temmelig lang arbejdstid, og vi får ikke noget afspadsering. Jeg er på sygehuset omkr. 63 timer pr. uge, og det synes jeg (og Inger Cecilie) er lidt for meget. Nu sover jeg jo heldigvis en (stor) del af tiden.
Tilbage til December. Min vigtigste opgave mens jeg var her alene var at finde en dagplejefamilie, som kunne se efter Inger Cecilie når jeg havde vagt. Min eneste bekendt her i byen var Fam. Olufsen på Vandrehjemmet, og de kunne ikke passe barn, da der jo var noget at gøre hele tiden derovre. Men til alt held kende de en familie, med fire børn og hund, som gerne ville have en ”lillesøster” til låns”. Børnehave havde vi fået, – vi var jo en smuttur heroppe i September og var blevet skrevet op dengang.
Juleaften havde jeg vagt, og var med til fejringen på sygehuset. Hvor har man mange traditioner i den forbindelse heroppe, og en ting der slog mig var, at for en nordmand er der nogle ting, som man ikke må spøge med, det er landet, nationaliteten og religionen. På de punkter er de forfærdelig selvhøjtidelige… I ”romjulen” (=tiden mellem jul og nytår) fik jeg tid til en to-dages tur til Oslo, hvor Else holdt jul hos nogle af sine venner. Ellers gik turen jo nedover igen til Nytår. Jeg havde fået vagt d. 29. og 30. men fik heldigvis byttet den sidste bort. Men alligevel rakte tiden ikke til at nå helt til Odense. Men Ingrid og Inger Cecilie kom så til Århus og mødte mig. Det var dejligt at se Inger Cecilie igen efter 14 dage. Og oppe hos Farfar fik vi så lov til at fejre jul endnu engang…
Det var vældig spændende for os begge to at komme til Rjukan. Vi kom søndag formiddag, og fik set Dagshjemmet Bjørkelangen, leget lidt på legepladsen, og så vidt set lidt af byen her, så måtte vi hjem til vort lille hummer. Egentlig skulle vi have en 4-vær lejlighed, men de forrige skulle flytte 15/1. Desværre flyttede de lidt før og slukkede for varmen, så elle vandrør frøs. Akkurat på den tid var der omkr. 25 gr. Frost det meste af dagen. Sne var det småt med, sagde de lokale, der var ca. 50 cm. Her i dalen og 1 m på fjeldet….
Børnehaven viste sig at være et dejligt sted, søde mennesker, dejlige børn og masser af materialer. Kristian 6½ år var særlig fin at kende, han er dansk, og kom herop sidste år, så han dels forstod hvad Inger Cecilie sagde, og dels kendte han hvordan det var at flytte så langt væk. Kari (udtales med en mellemting mellem â og å), 4 år boede til og med på Skogveien, hvor vi skulle bo, så der var mange ting at glæde sig over.
Det var lidt trist, da Inger Cecilie skulle i dagpleje første gang (i øvrigt trak vi det lidt ud, ved at hun var med og sov på sygehuset de første par gange), hun tog det nu pænt, og familien Grindalen er vist også et fint sted at være, det ser ud til, at de fleste af kvarterets børn kommer der. Af andre legekammerater var der jo Else Marie på vandrehjemmet, desværre ca. 2 km længere oppe i byen.
Rjukan er et mærkeligt sted: en snæver dal, Vestfjorddalen, som går øst-vest lige nord for sydNorges højeste bjerg Gaustatoppen. Det betyder, at her ikke er sol i omkr. 6 mdr. vi ligger ca. 290 m o.h. og fjeldene omkring byen er mellem 850 og 1100 m, Gausta sågar 1883 m. Om vinteren er der tre muligheder for at se solen: vejen mod syd, vejen mod vest og tovbanen mod nord (går kun i week-enden. Desværre er det lidt sent at tage på fjeldet kl. 15, men vi prøvede at gå på ski 2 – 3 gange om ugen, om ikke andet så på en oplyst løjpe 15 km. Oppe på fjeldet. Men solen så vi nu ikke meget til i den tid.
I begyndelsen af Februar tog vi en week-end-tur til Bahá’í-konference i Kristianssand. Det var inspirerende og lærerigt, men Inger Cecilie savnede vist nogle flere børn – det har nok været lidt for langt ar rejse med dem… og senere på måneden var vi i Lillehammer og besøge else – og bl.a. inviteret til middag hos hendes ”danseven” (de har nu vist ikke danset så meget endnu…) Jens. Der blev også tid til et besøg på Bauker Gård 30 km. Nordfor byen. Det er et ”helsecenter” for alternativ medicin, drevet af unge idealister – mestendels bahá’íer. (Jeg har for øvrigt hørt, at de har averteret stedet til salg, økonomien har vist ikke været den bedste, så nu måde slutte, det er lidt trist…) Jeg fik omgangssyge deroppe, og var meget glad for at Else og Inger Lunde kunne tage sig lidt af Inger Cecilie mens jeg kom på fode igen. Det var lidt anstrengende at køre hjem natten til mandag (360 km) men det gik nu. Næste dag havde jeg tænkt mig at melde mig syg, men så ville en nystartet kandidat komme til at gå helt alene (med overlægen) på afdelingen, og det syntes jeg ville være for grumt…Så jeg var på arbejde hele dagen, og lignede vist en hængt kat, da jeg kom hjem ud på eftermiddagen…
Det var også på denne tid Ingrid, Mormor og Morfar var på ferie heroppe. Akkurat da skulle jeg til eksamen i Oslo (der kræves ny eksamen i receptskrivning, hygiejne, sosialmedicin, rettsmedicin og rettspsykiatri, for at nå fuld autorisation = godk. Af turnus heroppe), det blev til to ture frem og tilbage. Jeg var egentlig ganske tilfreds med resultatet, undtagen i sosialmed., – nej det var i rettsmedicn, hvor jeg ikke kunne finde på særlig meget at skrive, så der tænkte jeg mig dumpet… Det viste sig at være rettspsykiatri jeg ikke klarede, så jeg måtte til reeksamen i april. Akkurat da var der benzin-strejke, så da kunne jeg ikke komme ind… Det er så blevet til, at jeg må til ny, skriftlig eksamen engang i September.
Våren kom også til Rjukan, og dét var en oplevelse!!! Solen kom til byen i midten af Marts, d.v.s. på ”solfesten”, hvor børnene gik i optog og var udklædte, var det regnvejr! Men senere faldt der ny sne, og vi kunne gå på fjeldet og stå på ski i bar skjorte, og blive solbrændte…
Jeg har slet ikke fortalt om vores lejlighed. Det er en 1. sals lejlighed, lys og stor, huset er bygget i 1919 og rummer to familier, vi deler så kælderen og de to gæsteværelser på loftet, så plads har vi masser af! –Særlig i den første tid, for det norske firma, som skulle flytte for os glemte sagen, og inden et nyt havde overtaget, ConWay i Århus, blev det 20. Febr. Og vi havde boet i huset i 1 måned.
Arbejdsmiljøet på sygehuset er vældig fint, der er kun ca. 120 ansatte i alt, så alle kender alle, i øvrigt kender også alle de fleste af patienterne, og helt sikkert de her fra byen. Jeg begyndte at lufte tanken om at lave revy her tidligt på våren, og den 14. Maj havde 13 af os – vi havde lånt pianist og belysningsmester udefra – sat en sygehus-revy op på byens teatersal, Rjukanhuset. Det blev en vældig succes. Mange af vitserne var så interne, at vi kun ville have ”sygehuset m. familie”, men alligevel fik vi salen næsten fyldt: 165 heraf 2 journalister, som bragte interview også i de to lokale aviser, Varder og Rj. Arbejderblad (Byen er socialdemokratisk højborg p.gr. af Hydro, som er det eneste egentlig industri her, – kvælstoffabrik og plastic).
Bjørn Hubendick fra Oslo (sekretær for det norske bahá’í – samf.), spurgte mig engang i våren, om jeg havde mulighed for at komme med på en rejse til Baltikum for at prøve at kontakte folk derovre. Det lød jo spændende, og d. 6. Juli drog vi til København, traf Ingrid – og havde en dejlig tivoli-dag med Manisja Kaspar og Vahíd (”låne-børn”) og derfra gik min rejse så til Stockholm, og derfra via Helsingki til Sovjetunionen. Nu er Baltikum jo et lidt specielt område i Sovjet, fordi andelen af russere er så lille, Estland ca. 8%, Litaven ca 5 % og Letland 45%. Det var tydeligt at ”russificeringen” i Letland var meget længere fremme end i de to øvrige lande. Men vi kunne i stort set gå som det passede os – indenfor byzonen, som vore visa sagde – og traf en del spændende mennesker, som var interesserede i åndelige emner, samt naturligvis Bjørns venner fra hans tidligere rejser. Formelt er der religionsfrihed i Sovjet, men det betyder, at du må tro hvad du vil, men ikke fortælle andre om det. Kirker og trossamfund får ingen støtte, med mindre bygningen er værd at bevare, så bliver den vedligeholdt… Da jeg kom hjem fra Sovjet, var det tid for feriegæsterne, Lise, Hans Raben og børnene, Kaspar og Vahídskulle være hos mig i to uger, d.v.s. jeg havde lånt sygehusets hytte på fjelde ti en uge, så de gik lange turer om dagen og studerede fugle, samt fiskede. Naturen heromkring er et eldorado. Lutter vidunderlige fjelde, men det kræves nok, at man er glad for naturen for at kunne være her…
Inger Cecilie kom hjem efter tre uger ferie hos Ingrid, bl.a. havde de været en uge på ø-lejr på Samsø, det havde vist været en stor oplevelse. Vi kom så hjem til vores gæster, som nu boede en uge nede hos os i byen. Det blev til flere gode udflugter, desværre nåede vi aldrig til Gaustatoppen, det var der for mange skyer til.
Efter 14 dage havde jeg ferie igen, denne gang skulle vi til Danmark sammen. Turen startede med en fuld bil. Fam. Raben og os, samt bagage til Kongsberg. Derfra kørte vi til Sandefjord, tog båden til Hundested, og kørte til Næstved. Desværre kom vi til at vække moster Edith, som havde været på nattevagt, men alligevel blev vi budt indenfor, og nåede at snakke lidt. Så gik turen til Vordingborg, hvor vi hentede fam. Raben ved toget og tog hjem til deres dejlige, enorme lejlighed ved Amtshospitalet.
Hele den næste uge var der bahá’í – sommerskole på Liselund, lige ved Møns Klint. Det var rigtig ferie. Gode foredrag, gode børneklasser (store og små, jeg havde de store en dag) og hver eftermiddag udflugter og strandture i vejret, som bare blev bedre og bedre, til der til slut nærmest var hedebølge.
Fra Møn gik turen til Knuthenborg –Safaripark, hvor vi tilbragte en hel dag, førend vi tog til Svendborg for at besøge Ellen og Søren, samt deres lille vidunderbarn, Inger, som kun er to måneder. Hun foretrækker tydeligvis ikke at blive behandlet som en baby, og vil helst sidde (!) og var stort set med til alt hvad vi foretog os. Søren og jeg fik spillet noget folkedans, og vi fik plukket massevis af ærter hos en bekendt af Søren og Ellen, Christian, som er søn på hvidkilde. Her fik vi også demonstreret storlandbrug, når det er mest effektivt, en fascinerende, men også lidt uhyggelig oplevelse: en mark med ærter, 45 hektar (=1km x 450m !) og fire store mejetærskere, som hver høstede 1½ ton ærter ad gangen, færdigt bælgede…. Da der var flest kørte der 9 maskiner….
Herfra gik turen til Odense, hvor Lise, Karsten og Rasmus husede os. Vi var i Nyborg for at bade, og var et smut inde omkring ”Strandhøj”, hvor jeg jo arbejdede sidste sommer (Åndssvageforsorgens centralinstitut på Fyn) Det var hyggeligt at hilse på de tidl. Kolleger.
I Odense var vi også en tur omkring GASA, og traf grossist Ehlers fra Bogense, som jeg havde mest med at gøre, da jeg var arbejdsmand dér i sommeren 74. Tænk, at jeg blev genkendt derude, det havde jeg ikke troet! Vi købte os så en sæk kartofler og en kasse gulerødder, – grøntsager er forfærdeligt dyre heroppe. Mormor og Morfar blev også besøgt, – og jeg havde nær taget livet af gamle Wimsey (hunden), da jeg tog ham med ud i sommervarmen. Heldigvis kom han sig efter behandling med is og kolde omslag…..
Næste stop var Tørring, hvor Lisbeth og Frank nu er blevet færdige med ombygningen af deres drømmested, et nydeligt hus, med stor, veldrevet have midt i skoven, er det blevet til. Frank og Kenneth havde fået lov til at låne en kano, så vi var inde i Tørring by og sende dem af sted. (Det må vi også prøve, Far, var Inger Cecilies kommentar…)
I Århus besøgte vi Farfar, Fam. Hermansen og Troense, hvor Inger Cecilie tilbringer timer sammen med Ellen, – præcis som jeg gjorde for 15-20 år siden Vi var også til foredrag om Rhuhia Khanums store undervisningsrejse i Peru og Bolivia. Der var besøg af en engelsk bahá’í, som havde lysbilleder med.
Omsider måtte vi vende næsen hjemad igen, det blev over Hanstholm – Kristianssand, alt andet var optaget, og vi var fremme kl. 2 om natten, det blev nødvendigt med en sovepause ved 5 – tiden, så vi var hjemme kl. 6.30 ved Skovveien. Det var skønt at komme hjem, og kunne se frem til en tid uden alt for meget rejsen. Nu havde vi lidt mere tid til at nyde omgivelserne her. Og det har vi gjort!
Allerede om Søndagen gik vi på Gausta-toppen. Inger Cecilie var vældig dygtig og gik selv næsten hele vejen, som ellers er ret stejl, – ja de sidste par sving løb hun endda i forvejen! Åse, en sygeplejerske på medicink havde udenbys gæster, som gerne ville op på toppen, så dem slog vi følge med.
Ugen efter lånte vi en kano af en af vores sommervikarer, Øyvind, og til den lejlighed købte vi os et telt. Så drog vi med kanoen på bilen op til Møsvann (1100m), padlede tværs over den og ind af en sidegren. Derpå gik vi et par kilometer ind over fjeldet, slog teltet op og overnattede. Jeg blev nærmest ædt op af myg, men Inger Cecilie slap næsten helt fri. Der var nu nogle bittesmå fluer, som bed modbydeligt, så helt ”pletfri” var vi nu ikke nogen af os, men fluebiddene forsvandt på nogle timer.
Nu har vi rigtig fået lyst til at udforske omegnen, og hvis dette vejr holder – i dag var der 31 gr. I skyggen, bliver vi vist nærmest fjeldfolk den kommende tid.
Der er så skønt her for tiden: masser af sol, plads, badesteder vi målte vandet til 21 gr. Forleden! Kort sagt, vi har det dejligt!
Det blev en ordentlig smøre, og alt var vel ikke ligerelevant for alle, men det er nogle af indtrykkene her fra vores første halvår her i Rjukan.
Jo for resten, jeg havde jo regnet med, at skulle ca. 30 km væk når jeg skal i turnus som distriktslæge, men nu er der blevet oprettet en sådan stilling her i byen, så det ser ud til, at vi kan blive her, og at jeg slipper for at køre så langt hver dag…
Og så en anden ting: Det er virkelig helt alvorgt ment, når jeg siger, at JEG HAR MASSER AF PLADS TIL GÆSTER!
Akkurat Oktober-November er vist lidt triste her, men indtil da, er her helt vidunderligt, og efter den tid kommer jo hele skisæsonen!!!! Ta nu og kom, hva’?!

Kærligste hilsner

Ole Inger Cecilie

– 

Aarhus, 12.9.82

Det er ved at være 14 dage siden, at bogen kom, efter moster Sinnes datering at dømme, så hvis den ikke skal blive liggende i 3 uger, som morbror Vagn jo var bange for, så må den vist (til at) sendes i morgen (Jeg har lidt problemer med at holde dansk og norsk fra hinanden, hvis jeg ikke passer på, så I må undskylde, hvis der ind imellem forekommer fejl i skrivemåden)
Mange tak for en dejlig sammenkomst, moster Sinne, det var virkelig hyggeligt at træffe så mange igen og at hilde på de yngste på stammen. Solen viste sig jo også akkurat i det rigtige øjeblik. Og så morsomt at du virkelig kom med på ø-turene, jeg har ikke været på Endelave, men Tunø er i hvert fald en fin ø, jeg var der som vikar for hjemmesygeplejersken 3 uger sommeren – 76, der var maget fint vejr, bare to dage var der overskyet, en dag, mindst var der 24°C i vandet. Der var figentræer, med frugter i en have, og i kornet voksede der blå kornblomster, det ser man ellers ikke så ofte nu længere, og grøftekanterne var fyldt med cikorier, som lyste blåt hele formiddagen.
Aarhus har stået på den anden ende hele den sidste uge, på grund af Festugen, som efterhånden har udviklet sig til et gigantisk fyrværkeri af tilbud: Udstillinger, teater, koncerter, sejlbåde, veterantog, karolinekøer m.m.m., i år er det nye musikhus også blevet indviet. Jeg kom først i går, så jeg får bare slutningen med. I dag var far, en veninde og jeg nede på rådhuset, hvor der var en udstilling om ældre – i går i dag i morgen – der var flere gamle, delvis uddøende håndværk præsenteret i funktion, så man kunne få en hyggelig snak med udøverne, skrædder, træskærer, møbelpolstrer, træskomager/skomager (tidligere brugte de bjørnelæder til såler, det havde også lykkedes dem at få fat i et stykke, det var næsten så hårdt som sten), spinnerske, sadelmager (han var fra Skotland), bogbinder m.fl.
Ellers må jeg huske at fortælle, at det faktisk lykkedes dem at få fat i en vikar på sygehuset, de havde ringet og snakket med Jørgen, da vi var til fest, så det blev alligevel til en Englandstur, med sejltur begge veje (mellem Oslo – Newcastle) i meget fint vejr, det var bare en kort tut, så der blev ikke tid til så meget, men vi fik da set Edinburgh, det er en meget fin by.
Desværre har jeg ikke fået besøgt Ole og Inger-Cecilie endnu, det var planlagt til en week-end i juli, men da var de ikke kommet tilbage fra Danmark. I stedet blev det til en bestigning af Galdhøpiggen, Nord-Europas højeste bjerg, vi vandrede over en bre med fører i tov og jeg blev forfærdeligt solbrændt af genskinnet fra sneen, men det var en fin tur. På vejen derop kommer man igennemen dal, Ottadalen, hvor de ikke har mere nedbør end i Sahara. M. Hans skriver om 50mm regn i Hedensted i maj, det er ca. årsgennemsnittet deroppe, til midten af august havde de fået 30mm! Fra gammel tid har de derfor måttet vande, detfor var de ikke så rammet af tørken som andre steder, tidligere var det vand fra fjeldene, med overrisling, nu var det mest fra elven, men det var også blevet lidt småt i det sidste. Tidligere satte de også snehegn op for at samle de sparsomme snemængder, så de havde smeltevandet over sommeren. Jorden er meget frugtbar, når bare den får vand nok. I Lillehammer har der været nogen problemer med havedyrkningen i år, fornogen uger siden kom der besøg af en fåremor med tre barn, de spiste rub og stub af nogen store, fine grønkålsplanter, og smagt på alle hvidkålene, foruden ærter, bladbeder og toppen af gulerødderne, så til næste år må der indhegnes. I sidste uge blev der så frostvejr, det havde bønnerne ikke godt af. (Der var frost så sent som begyndelsen af juni, sammen med fuldmånen, men det er sjældent). Så havesæsonen er kort deroppe, man må næsten have drivhus med varme.
Nu må jeg vist til at slutte, så det ikke går på samme måde, som med mine første breve fra Norge, Jørgen syntes de var for lange, så han nåede aldrig til slutningen, hvor der stod, hvor der var gemt chokolade til ham, så den lå på samme sted, da jeg kom hjem.
Nu må I have det rigtig godt, gratulerer alle høstbørn med fødselsdagene,
Kærlige hilsner fra os her, Else
P.S. Ole syede ikke selv 17-maj dragten til Inger-Cecilie, det troede jeg også længe og var meget imponeret, han skulle nemlig have bånd fra Lillehammer, det var en på sygehuset, som syede den.

Århus 13/9 – 82

Inden bogen sendes, undskyld forsinkelsen, men jeg synes Else skulle skrive.
Til bemærkningerne i de forskellige breve:
Vores Ildtjørn klarede Frosten fint. – Blommer har vi haft mange af. – Ingen Ferie her – Mange Hyldbær – Vi købte Olie for 3500kr sidste Vinter –
Isrel er nogle hårde Fyre – ja men PLO er en Verdensomspændende Organisation der er vanskelig at bekæmpe. –
½ år i Kalifornien, det er ikke dårligt, gid det var mig.
Så fik vi endelig en ny Regering – (Jeg synes nu kan de alle sammen sige der skal spares og nedskæres, det er som Glistrups ord fra 1973. Har de taget ved lære af ham?) (Men vi er jo også på Kanten af Bankerot.
Kærlig hilsen Poul

– 

Anemonevej 25 – 9

Kære alle!
Mange tak for hilsner og indlæg.
Ja saa er Sommeren ved at være slut, men vi har da ogsaa haft en god Sommer. Sidste Søndag eftermiddag var Astrid og jeg i Sellerup Skov, vi traf Sonja og Jørgen, vi var saa med dem hjemme og saa hvordan de boede, de havde taget Kostalden med til Beboelsen, saa de har virkelig meget Plads, de har lejet at Jorden ud.
I Aftes var jeg omme og hilse paa Louise, bortset fra at hun stadig har besvær med blodomløbet i Benene havde hun det godt, hun havde bestemt at hun vilde om til Arthurs Grav i formiddags, saa jeg tilbød at køre for hende, saa vi var i Gaurslund i formiddags.
I morgen er jeg inviteret til Middag ved Jutta og Jens, dem fra Brædstrup kommer først til Kaffe.
Kristian Georg er død, jeg tog med til Kirken, der var mødt mange, og børnekoret sang, Grethe har Brækket et Ben og ligger på Sygehuset, det er dog sket efter Begravelsen
Med mange kærlige Hilsner Hans

”Karlsbo” d 4 – 10 – 1982 

Kære alle!
Mange tak for hilsener og breve, især tak til Ole for hans interessante brev.
Sommeren har været overordentlig god for vores træer, men frugttræerne har ingen frugt båret, men dog overlevet på nær 2, bærfrugt har vi haft en del af og samtlige grøntsager har været fine, blad og knoldselleri er enda meget flotte.
Endnu har vi stort set ikke haft nattefrost endnu, så vores blomster er meget fine endnu.
I lørdags fik jeg meddelelse fra tipstjeneste om at jeg have en 13 4-12 og 6-11 til i alt 13.035. – ÷ skat 1.77,95 netto 11.263,05., i sidste uge var jeg mere beskeden og nøjedes med 2-10 + Jutta 1-10 a 46.-.
Her står alt vel til
Kærlige hilsner
Jutta og Jens

– 

Hvidovre, den 12 oktober 1982

Kære alle.
Mange tak for breve og samvær i sommeren, som var god og holdt længe ud.
Til lykke Jens med tipsfuldtræfferen, det var fint. Vi kan jo ikke alle være lige heldige. Den uge Jens vandt i havde jeg på en 5-ugers kupon de første 8 foreliggende tipstegn rigtigr, men de sidste 5 aftenkampe var alle forkerte.
I afvigte uge havde jeg på mit 8-rækkers system de første 5 foreliggende tipstegn forkerte og de sidste 8 rigtige.
Et kuriosum, men desværre ikke noget jeg blev rigere af.
Her står det ellers vel til. Vi var den 8. til Birgits 50-års fødselsdag. Det var en form for reception. Vi kunne drysse ind efter kl. 17 og gå når vi fandt det passende. Vi er endnu næsten hver weekend oppe i ”Fasters Hus”. Græsset gror stadig næsten for stærkt.
Vi har også i år haft en masse sveskeblommer på det gamle træ. Bella de Boskop træet bugner også med flotte rødkindede æbler, men dem plejer vi ikke plukke før i november.
Louise og Rasmus er flinke til at komme på besøg, og det er hverken de eller vi kede af, og de skal nok holde os i ånde for der er liv i dem begge – heldigvis.
Det er blevet dyrt at fyre op i weekenderne i vinterferien. Vi plejer at tage derop hele året, men måske lukker vi af en 3 mdr. i vinter.
Firmaet kom da ud af betalingsstandsningen, men økonomien er stadig dårlig.
De hjerteligste hilsener
Joan og Vagn

– 

Andkær d. 17-10-82

Tak for brevene og tak for at I alle huskede min fødselsdag. Astrid og hans er her i dag jeg vil så lige skrive et par ord så Astrid kan få bogen med, både hende og Hans studerer for tiden de gamle vandrebøger som for tiden er her.
Jeg havde en dejlig uge hos Birgit og Vidar i september måned, blev både hentet og bragt i Larvik af dem alle fire det var 400 km i alt for dem. De har fået hele huset gjort fint i stand og nye møbler og tæpper.
Den 9.okt fyldte Martin 2 år så der var jeg ovre og fejre den glade lille gut. Bente er begyndt og spille guitar og synge med dem Maria synger godt.
Erling har vagt i denne weekend så han kom hjem sidst på eftermiddagen i går og kørte i morges, han er flyttet til Skanderborg men arbejder stadig på Vejle Fjord, så han har lang vej at køre, forhåbentlig får vi ikke for dårligt føre i vinter, af og til kører han sammen med en læge dernedefra.
Fjernsynet går så det kniber en smule med tankerne og så meget spændende har jeg heller ikke at berette om så jeg tror jeg slutter, men kan lige fortælle at brødrene der har gården derhjemme er ved at få lavet llejlighed til Grethe (Lille Grete) det blev vist for dyrt for hende at bo alene i huset. Hans siger der skal være badeværelse i mælkestuen ved ikke om det hele skal bruges til det.
Håber I alle har det godt og sender alle de kærligste hilsner
Gerda

– 

Vejle 28 – 10 – 82

Kære alle.
Tak for brevene, nu er dagene blevet korte, når man har nattevagt, ser man ikke ret meget af dagens lys, men alligevel har jeg været heldig med fridagene, der været mange fine oktoberdage, men nu flyver der mange blade af. Sidste år var skoven så fin 1 nov., den 2. nov stormede det voldsomt, og så var skoven nøgen, men ok nøgne grene har også deres charme, kender I sangen hvori der står: tro ej at storm alene bringer dig sorg og ve, imellem de nøgne grene, der kan du bedre himlen se”. Den randt mig lige i hu, ikke fordi jeg er spor traurig, jeg har det udmærket, jeg har da godt nok lige sveden en kringle, købte mig en røremaskine, og så skulle den jo prøves, det gik også nemt og hurtigt med kringlen, men da jeg så havde den i ovnen, faldt jeg i snak oppe på loftet. Henrik var lige kommet med en hel del frossen frugt, som jeg skulle have anbragt i min i forvejen fyldte fryser, og så kom min underbo og underholdt mig, sort blev kringlen, men Henrik siger han nok kan spise den.
Henrik har skrællet så mange æbler til mig så kommer han med mosen, og den fryser jeg så, skulle nogen komme på besøg, kan jeg hurtig klare en æblekage.
I morgen fredag skal Gerda have naboerne til fødselsdag, Ingrid fra Højen kommer også og så lille mig, Henrik kører nok en tur til Røjle , på lørdag fylder Hans jo år, så tager vi derom en tur.
Jeg har i den sidste tid studeret de gamle vandrebøger, de er anbragt i en taske, jeg har tænkt mig at lave et papstykke for hver bog, eller noget io den retning, og så kan der noteres op hvem der låner af dem, for det er ganske interessant læsning nu, de ældste er fra februar 1945, hele biblioteket kan jo også ved lejlighed transporteres til Sjælland, måske gør Krisitan alvor af at skrive en roman om barndom og ungdom, det har du engang snakket om, og hvis du bliver arb.løs el. går på efterløn.
Jeg vrøvler, jeg er søvnig slut
Kærlig hilsen
Astrid

Hilsen fra Henrik

– 

9/11 – 82
Næstved d. (30/10) 1982

Kære alle!
Tak for jeres indlæg og for samvær i sommer.
Jeg skynder mig at skrive i bogen, da vi skal være sammen med Edith og Mogens io morgen, vi skal ind til Joan og Vagn, det glæder vi os til.
Andreas kom til Næstved og fejrede sin 1 års fødselsdag, det faldt sig så heldig at hans mormor og morfar også kunne komme med, så vi holdt rigtig børnefødselsdag med lys i lagkagen, som drengen ville puste ud med det samme.
Gode fortsætter er ikke af vejen, men jeg fik altså ikke skrevet i bogen inden Hvidovreturen, vi havde en fin tur og dag derinde, tak for en god dag Joan og Vagn. Vi havde i sommer fornøjelsen af at besøge Jutta og Jens, det var fine ting, særlig dine frilandstomater af egen avl var fine.
Ak ja
At kunne når man skal , hvor er det herligt, at løbe langt til V.C er besværligt, så bruges må den gode danske jord, til næste år tomater frem der gror.
I Ladby skrider det fremad med at reparere på de gamle bygninger, men der er lang vej endnu, men nu er tagene nogenlunde tætte, og den ene udlænge ud mod vejen er blevet rettet op.
På fabrikken går det nogenlunde, men heller ikke mer, jeg har ikke været på arbejdsfordeling siden sidst i maj måned, så det er jo billigt sluppet.
Vi har lige talt med svenskerne i telefonen, nu render han rundt i lejligheden den lille og kravler op hvor han kan, de kommer hjem nogle dage sidst i november, men så kommer de heller ikke hjem juleaften, måske kommer de en tur til nytår.
I det store og hele er jeg færdig med havearbejdet for i år, men der er stadig blade der skal rives sammen.
Mange kærlige hilsner til jer alle
fra os i Næstved
Kristian

– 

Næstved d. 19 .11.82

Kære alle!
Først tak for indlæggene i ”de tolv”, det er altid hyggelig læsning i den når den kommer, det vil sikkert også være meget spændende at læse i de gamle bøger, det er jo en rum tid ”de tolv” har eksisteret.
Jeg er på vagt i denne uge så jeg benytter natten til at skrive i bogen, der er jo normalt ret fredeligt på den tid. Mogens og jeg var herude Mortensaften det var nu meget festlig, vi fik andesteg og fløderand, og der var et tyrolerorkester fra Holmegård det underholdte, men mange af beboerne bliver nu hurtig trætte så efterhånden var der mange tomme pladser, da der blev spillet op til dans, men vi har en mand på 93 år, jeg skal love for han fik danset, han fortalte mig dog, at det var ikke, som dengang han var ung.
Og tillykke med Bodil og Stig Ove og Anna, jeg håber I har haft en god dag.
Mona Lisa en nu vokset sig til en stor og flot hund, hun er meget nem og følger Mogens som en skygge, så det er meget morsomt.
I aften skal vi i teater vi skal se ”Goddag er De min far”, det skulle være et meget morsomt stykke, så det glæder vi os til.
Vi går begge til slægtsforskning i vinter, det er meget spændende, så må jeg jo se at få lavet en Anetavle, det ville være meget morsomt, men også et stort arbejde, jeg er meget glad for at have lånt stamtavlen Vagn jeg regner med jeg kan skrive den af.
Nu ikke mere denne gang, men de kærligste hilsner til alle
Mogens og Edith

– 

Fredericia, den 30/11 – 82

Kære alle!
Tak for jeres indlæg i ”de tolv”, og mange tak for jeres opmærksomhed ved Bodil og Stigs bryllup, som blev en festlig dag, selv om brylluppet blev fejret i al beskedenhed ved en middag hos ”Josty” med deltagelse af forældrene samt Sinne, Magda og Aksel foruden brudeparret selv og lille Jonas, der er en fornøjelig og frisk dreng, der med levende interesse følger med i alt, hvad der foregår omkring ham. Nu vil Bodil og Stig gerne købe hus, ikke mindst for at give Jonas bedre opvækstvilkår. De har haft kig på flere tofamilieshuse, idet de har planer om at købe hus i fællig med et andet ungt par – han er dyrlæge og hun er snart cand. Mag.
I week-enden havde vi familien fra Odense hjemme. Kristina var ikke helt på toppen, da hun havde feber på grund af fåresyge. Men nu går det vist noget bedre. Mary var også hjemme, og hun er fortsat glad for at gå på seminariet.
Ellen er optaget af så mange ting, bl.a. har hun en hel del hold, hun underviser i svømning, og en forestående revy på gymnasiet tager også meget af hendes tid og interesse.
Og så er juleforberedelserne i fuld gang, vi har dog ikke færdige planer, men vi ved, at Anna skal på arbejde juleaftensdag og begge juledagene, og vi forventer da at få alle børn og børnebørn hjem.
Med hensyn til havens afgrøder har vi i år haft den hidtil bedste avl her i Fredericia. Det gælder ikke mindst tomater og æbler. Vi har endnu modne tomater af egen avl, og vi har en masse dejlige Belle Boskop og Bodil Neergaard æbler.
På søndag skal vi på besøg hos Edel og Bent; det glæder vi os til.
De kærligste hilsner
Ellen, Anna og Ove

Det bliver spændende at høre mere om Ediths slægtsforskning.

– 

Skannerup 12-12-82

Kære alle!
Tak for jeres breve og for samvær i 1982, det sidste har der nu ikke været så mange af som vi kunne ønske, men det skyldes måske også at vi er kørt lidt oftere til Hobro.
Det går ellers godt fremad med svigermor, de er da ved at spekulere på at holde jul i Århus de bor på 3 salder er jo da nogle trapper at komme op ad, men min svoger er jo Diakon så han mener nok det skal gå, de får stadig hjemmehjælp 3 gange, det er jo også en betryggelse for os at vide, at de får den rigtige hjælp, og at der kommer nogen og ser til dem når vi andre er så langt væk.
Karsten er stadig glad for at gå i skolen, og Birgitte skal op til sin første eksamen i næste uge. Jens Peter går jo på gymnasiet i Silkeborg, han er i dag oppe at besøge en kammerat i Arden, der var et ualmindelig godt kammeratskab på Borremose ungdomsskole. Samtidig spiller han også håndbold der har han en fordel i sin længde. Vi vil jo helst have vores børn hjemme, men de har nok også godt af at komme lidt hjemmefra.
Ellers er vi jo ved at gøre klar til at holde jul, vi bliver nu ikke så mange til jul i år som vi plejer for der er en hel del der rejser ud eller hjem til juleaften.
Jeg vil slutte , med de kærligste hilsner fra os i Skannerup
Gunnar

– 

Brædstrup d. 14-12-82

Kære alle!
Tak for brevene og tak for alt godt vi har delt med hinanden i året, der snart går på hæld.
I dag er det Bodil og Ansgars sølvbryllupsdag, Bent er lige taget af sted, for at køre for sin mor og far til Skjern, hvor Ansgars far der er op i halvfemserne er på plejehjem, Bodil, ansgar og deres børn kommer så der, og vil sammen festliggøre dagen. Selve festen holdes den 29 dec på ROLD STOR-KRO, det skyldes bl.a at nr 2 af børnene og hans pige er i England og først kunne komme hjem ved den tid, så Bent kommer til sølvbryllupsfest 2 gange, nu må jeg så se om jeg kan klare julehandlen herhjemme, indtil nu har julehandlen været ret moderat.
Hanne og Bjarne er kommen hjem igen fra Californien, de havde jo ellers regnet med at blive der til foråret, men det var kun Bjarne der fik lidt arbejde, så Hanne ville hellere hjem så, og se om hun kan få noget her, men det har da været en oplevelse for dem.
Jeg passer butik ind imellem jeg skriver, så jeg tror jeg vil slutte for denne gang, nu er det jo også snart tiden at gå i gang med julebrevene.

Følgende brev vedlagt vandrebogen:

Egedesminde d 3/9 – 82
Kære Johanne!
Tak for billederne af min Far som jeg fik af Signe da jeg besøgte hende her i august måned. Det var meget betænksomt af dig at tage disse billeder fra for at give dem til mig, jeg er meget glad for dem.
Som du kan se befinder jeg mig i Grønland. Jeg er gift med distriktsingeniøren her i Egedesminde og arbejder selv ude på skolen, hvor jeg underviser 1. 2. og 3. kl. et dejligt arbejde.
Vi har lige haft Dronningebesøg hvor vi var med til middag om aftenen, byen stod på den anden ende.
Rasmus bor i Viborg, han kom i byrådet ved sidste valg. Først Far i ca. 30 år så mig i Haderslev byråd i omtrent 8 år og nu Rasmus, det må være en familiesvaghed-
Jeg har tre drenge, den ældste er ved skovvæsenet, den mellemste læser til lærer, og den yngste er i forretning i Haderslev, der har jeg også hus endnu, hvor han bor.
Jeg er en af de heldige, tror jeg der er kommet godt over en cancer operation, idet jeg har fået begge bryster fjernet.
Her på Grønland lever vi i pagt med naturen så meget som muligt, vi har 7 hunde og hundeslæde, som vi i vinterhalvåret benytter i hver weekend. Om sommeren er det båden, vi sejler ud i og fisker, så vi har føden til hundene. En sæl har Erik (min mand) da også skudt, og i øjeblikket er han på rensdyrjagt i Sdr. Strømfjord. Vi lever i midnatssolens land, men har til gengæld mørke i december og halvdelen af januar måned, det er en stor dag, når vi igen ser solen, så festes der. Havnen er frosset til fra november til april, så det er altid spændende hvilke varer der er i butikkerne om foråret, men vi lider nu ingen nød. Det var løst og fast om
Nanna Garne Jessen
Som sender dig de venligste tanker.

På bagsiden af brevet er tilføjet:
Kære Sinne. Jeg vedlægger brevet her for at du kan se at nogle af Mosters billeder er komme ti rette hænder. Jeg var ellers bange for at der var blevet uenighed i familien ved skiftet da jeg ikke hørte fra nogen af dem. Men Signe har jo nok meget at gøre, og Nanna er så vidt jeg ved blevet skilt og gift igen og hun har jo skrevet ret hurtigt efter sin ferie. Jeg har lige sendt hende en julehilsen ud fra den tanke at når man er fjernt fra Danmark er en ekstra hilsen kærkommen.
Du behøver ikke at returnere det Hilsen Johanne