Vandremappen ”De tolv”, bog nr. 7
Afskrift udført af Bodil Garne, Oves datter
d.22-11-56
modtaget d.24/11-56 afsendt d. 28/11 56.
Kære Alle!
Mange tak for brevene. Denne gang må de 12 have ros, så flinke de har været til at få bogen i fart, det er ikke en gang 2 ½ md. siden, jeg sidst skrev i den.
Det er forfærdelige ting, der er sket ude i verden siden da, at der dog er så megen ondskab til, man fatter jo ikke, at russerne, der har så stort og mægtigt et land med så mange rige muligheder, ikke kan lade sig nøje med det og lade andre nationer i fred, det må jo være magtbegær ud over alle grænser, som nok kan fylde alle andre lande med frygt.
Sussie har været indlagt på amtssygehuset i Gentofte og er blevet opereret for skelen, hun kom ind i fredags, blev opereret i lørdags og kom hjem mandag, hun var en flink pige derude, var helt bedøvet så hun mærkede ikke noget til operationen, jeg tror næsten hendes mor og far led mest, jeg kom desværre ikke ud for at besøge hende, da jeg netop i de dage fik en voldsom forkølelse. Sussie havde ellers spurgt mig om jeg kom, og hun havde endda talt med oversygepl. Derude, om hvornår jeg måtte komme. Søndag eftermiddag skal Sussie have familie-fødselsdagsgæster, jeg kan nu ikke komme, da jeg skal gå i nattevagt lørdag aften og have dobbelttjeneste søndag. Vagn har fået en ny, flot bil, og de havde regnet med at køre til Jylland i den til jul, men det bliver der vel nok ikke noget af nu, her sparer vi på olien på den måde, at der kun er varmt vand 3 timer om formiddagen og 2 om aftenen, hos Faster skulle de kun have varmt vand om søndagen; men alt det er jo kun småting.
Rigtig mange kærlige hilsner til Jer alle fra
Sinne
–
Aarhus d. 2/12-56.
Kære alle!
Tak for Breve og Tak til Sinne for den nye Bog, det er altid rart med uskrevne Blade, de gemmer saa mange Muligheder.
Saa er vi inde i Julemaaneden igen, bare nu ikke Uroen maa blusse yderligere op nede i Ungarn, maaske burde Vesten og den saakaldte frie verden have tilbudt dem Vaabenhjælp, men hvem kunne og turde tage det Ansvar paa sig, det ville jo også betyde en uanet Byrde af Sorg og Lidelser.
Da jeg var ung, drømte jeg Drømme om at naa en stor Stilling i Samfundet og haabede paa at kunne yde en værdifuld Indsats, nu er jeg saa Taknemlig for, at jeg ikke fik tildelt en Post med saa store Ansvar, som de der staar med Styret i Dag.
Nu har vi atter Farmor hjemme igen, og hun har det helt godt, bortset fra Middagsmaden, som hun spiser hernede, klarer hun sig selv, nu faar baade hun og jeg en Hjælp til Julerengøringen.
Vi fik en Pakke fra tante Agnes i Gaar med en meget fornem Forligger, en Elefantcirkus eller rettere en Cirkuselefant paa Tur, og en Julekalender, som vi ved fælles Anstrengelse fik samlet, det blev til Nissernes Vagtparade, desuden var der en hel Bunke Blade, især Anders And, og de gjorde stor Lykke.
Nu er vi da endelig færdig med Kighosten, ja Ole blev lidt forkølet saa hoster han lidt igen, men naar vi faar Lejlighed til det, synes vi godt, vi kan forsvare at møde Lars, vi længes ogsaa efter at se ham.
Til Lykke med den nye Bil, jeg synes ellers I var flot kørende i Forvejen. Harry skrev og gav Paul et Praj om en Bil der var til Salg i Andkær, det var nok en Hyggemodel med Rullegardin o.s.v.
Dagene bliver korte nu, saa det er rart naar vi som de sidste Dage ser Solen.
Jeg tror det er bedst ikke at presse Citronen mere, inden længe er det jo Julebrevene, det gælder.
Kærlig hilsen til jer alle fra os her.
Inger.
–
Sellerup Skov 12-12
Kære alle!
Tak for Breve og Hilsner. Haaber de forskellige er raske, baade Mor og jeg har været forkølet, ja det er forrresten ikke for godt ovre endnu, Mor synes hun er mere træt, bortset fra at det er ubehageligt at være forkølet, har det ikke generet mig ret meget. Det er et dejligt mildt Efteraar vi har haft, jeg blev færdig med at pløje i Dag.
Vi var en tur i Snede paa Fars Fødselsdag, Gerda og Børnene var med, vi besøgte ingen deromme, det regnede nu ogsaa en Del.
Vi er jo spændt paa om Vagn og Joan tager til Jylland i Julen, og om de faar lov at tage Bilen med. Jeg har faaet Motor til 160 Liter til Bilen, og efter den Ordning der gælder nu skal de vist slaa til i 2 Mdr. Til Motorcyklen fik jeg kun til 30 l. Jeg er ikke rigtig klar over om de skal strække til 3 Mdr. Vi haaber jo at se en Del af Familien i Julen.
Til slut de kærligste Hilsner
fra Mor og Hans Lev vel.
–
Hvidovre, den 17.deceber 1956
Afsendt 18.december.
Kære alle.
Mange tak for brevene. Sikken en dejlig fart vandremappen har haft på denne gang. Jeg tænkte ellers på selv at tage mapperne med til Andkjær, når vi rejser til Jylland den 21., men så blev jeg den eneste, som overskred tiden, og det ville jeg ikke være bekendt.
Vi havde næste opgivet at køre i bil hjem til julen, men nu har vi fået samlet så meget benzin, at det lige kan gå.
Vi rejser altså den 21. og tænker på at tage en tur til Flensborg den 22. under forudsætning af, at man stadig kan regne med at få tanken fyldt op dernede.
Jeg har lige talt med Mor og Hans i telefonen, og det lader til, at der kommer mange hjem juleaften, så vi glæder os meget til at hilse på de forskellige. Selve juleaften skal vi være sammen med Joans familie hos Ruth og Helge i Nyboesgade.
Vi er mere end glade for den nye Hillman, men det skulle vi også gerne være, for jeg fik selv lov at vælge inden for mellemklassen af vogne.
Hvor mange fik sendt julebrev til Jens? Jeg fik ikke, for vi havde ikke hørt, at det var blevet sagt i radioen, men Sinne, Astrid og os havde i forvejen sendt et fotoalbum med et julekort, men kun med en hilsen.
Nå jeg slutter med den samme sætning som Inger.
Mange kærlige hilsener til jer alle.
Sussi, Joan og Vagn.
–
Godt Nytaar
Andkær d.4-1-57
Kære allesammen.
Nu må jeg vist hellere faa Vandremappen af Sted igen, nu har den jo holdt Juleferie her, Vagn foreslog at de yngste af de 12 skulde læse den gamle Bog her, men faktisk er jeg ikke rigtig klar over, om de fik det gjort alle sammen, jeg tror nok Ove gjorde det, vi har ellers haft den Glæde at have Besøg af de 5 yngste af Flokken.
Børnene er helt tossede, de har lige faaet en stor Kat, den er kun ½ Aar, men den er baade stor og tyk, nu er det jo om vi kan holde den i saadan en Stand, det er en Schrøder Olsen fra det nye Bertel Nielsen Komplekser i Vejle, de maatte ikke beholde den, der var en der havde faaet ondt af, at der var 3 derude der havde Husdyr, og saa spurgte han om vi vilde ha’ den, og Børnene var straks Fyr og Flamme. De har ogsaa faaet en ny Hund hjemme, Daisy er jo død, men det har I sikkert hørt allesammen, det er en yndig hvid laadden en med saadan nogle kønne Øjne.
I morgen faar vi Huset fuld af Drenge, Harrys Fødselsdag skal holdes i Morgen, der var en af hans Kammerater syge, da det var hans rigtige Fødselsdag, og han lovede ham, at han vilde vente med at fejre den, til han blev rask, det er bare ikke saa rart med saa Mange Drenge om Vinteren, der bliver 13 Drenge foruden vores egen, hvis de kommer allesammen, og saa kommer 2 af Birgits Veninder ogsaa som Serveringsdamer, saa der bliver nok Liv og Røre, saa skal de jo have Juletræ ogsaa.
I Eftermiddag skal de alle sammen til Juletræ hos Birgits veninde Birgit.
Vi var alle sammen ude og køre i Vagns nye Bil, jeg tror aldrig jeg har kørt i saa fin en Bil før, Vagn hentede os ned til Juletræ ved Mormor Søndag Aften, om Eftermiddagen havde vi været til Søndags skolens Juletræ.
Jeg er lidt flov over, jeg ikke rigtig ved, om de alle fik læst den gamle Mappe, men der er vel ikke andet og gøre end lade dem begge følges ad lidt endnu, Gunnar lod nu det være lige meget om han saa den.
Kærlig hilsen fra os alle
Gerda
–
Modtaget d. 5/1-1957 – Afsendt d. 10/1-1957.
Kære alle!
Tak for jeres indlæg, som det har været mig en glæde at læse.
Ja så er jo både børnene og jeg i fuld gang efter veloverstået juleferie, børnene fik forlænget deres ferie et par dage på grund af oliesituationen.
Karens mor er blevet indlagt på amtssygehuset den 7 ds. og skal opereres for en knude i det ene bryst.
Vi havde jo en hvid jul i år, så det kunne forslå, det sneede og føg meget stærkt, da vi gik fra kirke juleaften, og snestormen fortsatte hele natten, men nu er al sneen væk igen.
Vi havde besøg af Sinne, Tante Agnes og Faster søndagen mellem jul og nytår, og vi havde en dejlig dag sammen.
Jeg har lige fået kort fra Øster Flakkebjærg herreds vurderingskreds om, at jeg er blevet 10.000 Kr. rigere, idet de har forhøjet ejendommens vurderingsværdi fra 22.000 kr. til 32.000 kr.
Jeg kan ikke tro andet Gerda end at du skulde sende den gamle vandrebog til mig, da jeg jo i hvert fald ikke har set den.
Nytårsdag var vi til forbundets juletræ på ”bygningen,” der var tilmeldt ca. 600 børn, men festudvalget regnede med at kun omkring 500 børn var mødt, prisen er 4 kr. pr. ægtepar, uanset om de har ingen eller mange børn, og en del mennesker har så fundet ud af at det er en god forretning bare og komme op og hente godteposen og så gå igen, men vores børn er meget glade for juletræsfesten. Selve juletræet er meget flot, det består af et meget højt træ og fire mindre, der så bliver skubbet ind i siderne på det høje, alle træerne er sat op på en sokkel, så de bliver trukket rundt, det ser vældig flot ud, når træet langsomt drejer rundt.
Inger skriver noget om ikke at presse citronen for meget, jeg må nok have presset citronen for hårdt under julekorrespondancen, jeg kan i hvert fald ikke finde på mere at skrive og ser mig derfor nødsaget til at slutte for denne gang, og jeg vil gøre det med at send jer alle
de kærligste hilsener fra os alle 4 her på Tværvej.
Kristian
–
Afsendt 18/1-57
Kære alle!
Mange tak for brevene, jeg synes ikke rigtig, jeg har noget nyt og spændende at fortælle, men man må jo være glad for at dagene går stille og fredelige, der sker jo store ting nok ude i verden.
Jeg har været en tur hjemme fra den 27.12. til den 1.januar, da var de fleste af julegæsterne jo rejst, så Lars fik jeg ikke at se, der var ellers snak om, vi skulle til Brædstrup søndag mellem jul og nytår, men så blev der glat føre, og vi blev hjemme.
De breve vi sendte til Jens i sidste omgang er endnu ikke nået til Mestersvig, postsækken kom ved en fejltagelse i den forkerte maskine, de ville senere blive sendt derop via Reykjavik. Jeg var henne at se Grønlandsfilmen, det var flotte billeder deroppe fra.
I søndags havde jeg fridag og var ude hos Sinne, det var en hyggelig dag, Vagns og Faster var derude til eftermiddagskaffe, vejret var ikke så godt, der var kommet noget islag, og vejene var glatte, da de skulle hjem, så Vagn var ikke så stolt af at køre, men de kom da godt fra det.
Jeg har lige talt med Tante A. i tlf., hun fortalte, at mor har haft Roskildesyge og ligget i sengen, det har også gået på omgang herovre og der er stadig en del der har det, både tante A., Faster, onkel Karl og Sinne har været syge.
Birgit og Eivin var hjemme fra Stockholm i julen, de var vældig godt tilfreds, selv om de boede langt fra deres arbejdsplads og ret primitiv, der var ikke indlagt vand og ingen afløb i huset, hvor de boede, men det var nu så spændende alt sammen, og de så glade og tilfredse ud, Eivin havde fået rødt skæg, men det klædte ham.
Nu bliver Ballerup snart fuldautomatisk, og så får Sinne tlf. 97.15.80, det er nu mange gange rart at have en tlf. i sin nærhed.
Det er egentlig utrolig, at bogen ikke bliver mere ødelagt af at blive sendt så meget rundt, den gamle har holdt ud i 2 ½ år, men det må da vist være rekorden, ellers kunne denne vist ikke være nr. 7.
Med håb om alt vel sendes alle de kærligste hilsner fra
Astrid
–
Modt. d. 21-1-57 – afsendt d. 29-1-57
Kære alle sammen!
Mange tak for indlæggene i ”de tolv,” det lyder jo til at de forskellige af familiens medlemmer befinder sig godt, det er jo ikke så længe siden, at jeg havde lejlighed til at hilse på en del af dens medl., det var nu dejligt at være hjemme til jul, og hyggeligt at der var så mange hjemme. Det bliver vel nok dejligt for dig når du får telefon,du har måske allerede fået den Sinne tillykke med det.
Sikken en mild vintervejr vi har man begynder ligefrem at få forårsfornemmelser, når man kører ude om dagen, erantisserne og vintergækkerne titter allerede frem i mange haver, men det er nu vist i god tid for kong Vinter kunne vist nemt komme og kue dem, med frost og sne.
I søndags var jeg nede og høre pastor Bartholdy i ”Saron” der var stuvende fuld hus og han havde rigtignok også noget at sige, han talte om inflation og grunden, det han mente var grunden til, der gik inflation i al ting i vor tid, var, at vi vendte os fra Gud og havde nok i det andet.
Det er mærkelig men jeg har altså ikke noget at skrive så I må undskylde dette kedelig brev.
Mange kærlige hilsner
Jeres Edith
–
Modtaget den 31-1-1957 – Afsendt den 7-2-1957.
Kære søskende!
Mange tak for jeres indlæg. Inger siger Sinne tak for den nye bog; jeg synes dog ellers, at det ser ud til, at det er Edel, takken tilkommer.
Da jeg var sammen med så mange af jer i julen, var der jo ikke så meget nyt for mig i ”de tolv.”
Vi går ellers begge og har det godt. Vi venter jo familieforøgelse til pinse, og det glæder vi os også meget til. Anna befinder sig strålende; man hører og læser af og til om, at kvinder kan være vanskelige under deres graviditet; men det er ikke tilfældet her, endnu da. Hun er om muligt i endnu bedre humør end nogensinde.
Skoleinspektøren har været syg siden jul. Han er blevet opereret for galdesten. Det var vist en slem omgang. Nu er han dog ved at være rask igen, og førstkommende mandag overtager han påny ledelsen af skolen. Det har været en travlt tid for mig, idet jeg har haft en del af hans timer i afgangsklassen i realskolen. Desuden har vi haft optagelsesprøve til realskolen, hvor jeg har en del timer. Jeg har derfor også haft en del arbejde med at overhøre disse aspiranter og med at rette de skriftlige opgaver. Men det er jo rart at have noget at rive i; og det er jo også interessant arbejde det meste af det.
I går havde vi besøg af en af mine venner fra tiden i Haderslev. Han er nu arbejdskonsulent i Aalborg og har fået til opgave at finde beskæftigelse for nogle ungarere her i Nordjylland. Han har fået arbejde til to på en fabrik her i byen.
Lørdag-søndag havde vi besøg af Martha Holst, det er hende, som har været på sprogskole i Kairo. Det var sjovt at snakke med hende. Hun har jo oplevet en del.
Til slut de kærligste hilsener fra
Anna og Ove.
–
Modtaget 8-2 – Afsendt 14-2
Kære Alle.
Tak for jeres breve, det er nu mere spændende at læse dem, når de ikke er alt for gamle, mon ikke det er første gang i vandremappens historie, at der slet ikke er nogen der har overtrådt tidsfristen.
Jeg har det ellers stadig ved det gamle, jeg har egentlig ikke oplevet noget, der kan have større betydning for mappens medlemmer. Det tidspunkt, da jeg skal forlade Børnehjemmet her; nærmer sig jo, om det bliver April eller Maj ved jeg ikke, hvad jeg skal ved jeg heller ikke, jeg har skrevet til forstanderen på Diakonskolen, om han vil hjælpe mig ind på skolen der uddanner socialrådgivere, når jeg er færdig med Diakonuddannelsen, men han har endnu ikke svaret, det er nok tvivlsom om han vil hjælpe mig derind, jeg synes godt, han kunne lade høre fra sig, men jeg ved han skal tale her i nærheden engang i denne måned, så måske han vil have en personlig samtale med mig, i hvert fald må der jo da falde en afgørelse i denne mdr. Det lægger sig nu nok til rette, som det skal.
Jeg var i Nibe, de bor nu dejligt der, mon ikke også de gror fast der, det kan lærerpar.
Nå men jeg tror jeg vil slutte med de kærligste hilsner
Gunnar
–
Modtaget 14-2-57- afsendt 21-2-57
Kære alle!
Mange tak for jeres indlæg, det er nu dejlig med en lille hilsen fra jer allesammen, de fleste af jer er det jo ikke så ofte man har lejlighed til at snakke med. Her i Brædstrup står alt vel til, Lars trives godt, han er gerne mest frisk om aftenen, men så sover han til gengæld også gerne til 8 om morgenen, og det passer også meget godt, for vi er ikke just morgenmænd nogen af os.
Bent er til K.F.U.M. møde i aften, med efterfølgende bestyrelsesmøde, så det bliver nok sent inden han kommer hjem. Lars ligger og strutter med den lille mave og vil så gerne op, han er ellers bleven helt flink til at lege med sine ting, og er mere end villig til at hjælpe med at rydde af bordet, hvis han kan få lov til det.
Vi bor stadigvæk på Nørregade 23, og det bliver sikkert ikke før til maj vi kommer til at flytte, men så skulle det også gerne være, for Søndergårds venter en arving sidst i maj, og så var det meningen jeg skulle passe hende den tid. Det var ellers en overraskelse, ikke mindst for dem selv, fru Søndergård gik selv i den tro at det var overgangsalderen, og det er kun 1 måned siden de blev klar over det, de har 3 børn i forvejen, den yngste går til præst i vinter, eller også skal han til sommer, det er jeg ikke engang rigtig klar over.
Til slut sendes jer alle de kærligste hilsner
Lars, Bent og Edel
–
Modtaget d. 22/2-57 -Afsendt 25/2-57
Kære tolv!
Tak for brevene. Jeg er næsten lige ved selv at kunne bringe bogen over til Inger denne gang; men den ville i så fald blive 8 dage forsinket, og det må den jo ikke så gerne. Jeg får vinterferie fra 3/3 – til 10/3, og jeg rejser til Sellerup først, jeg har fået lyntogsbillet til søndag morgen og så er planen, at jeg tager op til Inger de sidste dage, Edith har fri lørdag, søndag og ville da komme til Århus også, det er så meget heldigt, det falder sådan.
Som de fleste vist ved har jeg fået telefon nr. 971580, det er for kort tid siden blevet fuldautomatisk herude, det skiftede midt i januar, og jeg fik min tlf. d. 24/1, det er selvfølgelig lidt dyrt både at få og have tlf.; men jeg er glad for den, det koster 400 at få den installeret og 45 kr. pr. kvartal + samtalerne, og der skal man passe på ikke at føre ret lange samtaler, når man har fuldautomatisk tlf., så kan man let få en ubehagelig overraskelse, når regningen kommer; men jeg vil ikke tro, det bliver slemt for mig, jeg synes ikke, jeg misbruger den. Jeg har også anskaffet mig et fransk bronzeur, det står på sekretæren, der manglede noget der, og jeg savnede også et rigtigt ur, og når det skulle stå oppe på sekretæren, måtte det ikke være et moderne ur, det har metalskive og slår både hele og halve slag, det er en 100 år gammel, og kostede 500 kr., Vagn syntes, det var meget at give for det; men det tror, jeg ikke det er, det viste sig at være en af fasters gamle elever, der havde forretningen, hvor jeg købte ret, det vidste, jeg nu ikke, da jeg gik derud.
Mange kærlige hilsner fra
Sinne
Vagns har lige fået brev fra Jens, de har fået sne deroppe, så det forslår noget.
–
Aarhus d. 4-3-57
Kære alle!
Rigtig mange Tak for Brevene, der er nok gaaet Sport i at faa Bogen af sted i tide. Vi har moret os over deres Juletræsfest i Næstved, er det ikke at forvænne Borgerne lidt for meget? Har I mon behagelige Stole at sidde paa?
Vi har lige faaet hvidtet Lofterne og nyt Tapet i Stuerne, det pyntede godt, vi flyttede ogsaa rundt paa Møblerne, men det har vi ikke vænnet os rigtig til endnu.
Poul og Jørgen har begyndt saa smaat i Haven, dog mest med at fjerne det tørre, beskære o.s.v.
Det har været en meget fredelig Fastelavn her, ja Børnene har da været ude at lufte Maskerne, men det var med moderat Brug af Udklædning.
Saa var det værre til Elses Fødselsdag, hun havde 11 Piger med sig hjem, og de legede Frierleg, saa det var et større Arbejde at faa Orden paa Tøjet bagefter.
I Morgen skal hun til Fødselsdag hos en Skolekammerat, de skal slaa Katten af Tønden nede i deres Tørrekælder, det maa nok være en flink Vicevært, de har der.
Vi venter besøg af Sinne paa Fredag, maaske Mor og Hans følger hende herop, Edith kommer nok Lørdag, hun skal muligvis til Barnedaab Søndag, det er en sygepl., der har været ved menigheden, som giftede sig med en landmand, de har en Gaard lige udenfor Randers, nu har de altsaa faaet en Datter, var det vist.
I Dag kom der Brev fra Gunnar, han ville besøge os den 17. Antagelig skal han til Fyn til Maj, foreløbig som Vikar for én, der skal paa Diakonskolens Afslutterhold. ( Det er arbejdsanstalten for Odense og Assens Amt)
Nu maa i jo endelig alle sætte jeres Kryds paa Valgdagen, og mon ikke det er bedst at faa en ny Regering, rekrutteret fra andre Partier end H.C. Hansen’s. Saa vidt jeg kan skønne, er han den af vore Statsministre, som har haft de mest interessante Rejser, saa han vil ofte kunne mindes sin Ministertid med Glæde trods alt.
Ole og jeg var en Tur gennem Den gamle By nu sidst paa Efterm. Det undrede mig at se at der var Is paa Aaen visse Steder, vi har ellers haft dejlig Solskin i Dag.
Jeg glæder mig med Familien i Nibe og haaber at baade det gode Helbred og Humøret stedse maa trives.
Rigtig mange kærlige Hilsner til store og smaa fra os her i Aarhus
Inger.
–
Sellerup Skov 19-3
Kære alle!
Siden Inger skrev, har vi været i Aarhus sammen med Sinne, Gerda og de 2 smaa var med, vi kørte hjemmefra ved 10 Tiden, og var tilbage lidt før 21, det var jo en kort visit, men vi fik da hilst paa dem. I Søndags var vi til Konfirmation i Ødsted til Johnnas Konfirmation, der var baade stor Frokost og Middag med Suppe, Oksekød, Is og Kransekage. Onkel Hanses kom ikke, saa tante Agnes tog med os hjem, Onkel Hans og Tante Marie var saa heromme og hente hende Mandag Formiddag.
Folk fik saa smaat begyndt at saa i det fine Vejr i sidste Uge, men efter en rask lille Vinter med Snestorm og Isslag Natten til Søndag og kraftig Regnvejr om Søndagen, har saaningen maattet indstilles, nu er Vejret mildt og fugtigt.
Bortset fra at jeg har saaet det meste af Kunstgødningen har jeg ikke begyndt i Marken.
Til slut de kærligste hilsner fra
Hans.
–
Hvidovre, den 21. Marts 1957
Kære alle.
Tak for brevene.
I aftes var vi til Fasters 75 års fødselsdag. Foruden familien her i Kbh., var Johanne fra Kalundborg, Johanne Garne, Jørgen Hauge og frk. Christensen med.
Johanne Garne og Jørgen Hauge var uanmeldt dukket op aftenen i forvejen.
Der var masser af gaver, blomster og breve.
Det var den første runde fødselsdag; den 3.maj bliver tante Agnes 70 og den 10.augut Onkel Karl 65 år.
Jeg ringede lige til tante Agnes for at høre, om hun var kommet godt hjem. Desværre var hun blevet syg på turen fra Odense til Kbh. og måtte straks gå i seng med feber. Hun har haft læge 1 dag, og han sagde, at det var influenza. Der er en masse influenza for tiden.
Kristian må da have misforstået Gerda. Gerda og jeg talte om at lade de 5 små læse den gamle bog, og så bede Kristian sende den direkte til arkivet i Århus. Gerda skriver da også de 5 små, og du er da ”Kristian den 8.”
Sinne skriver om alle sine nyerhvervelser. Vi har også lidt at prale med.
Sussi har ved Bents medvirken fået en ganske dejlig sovesofa – Hun solgte selv sin ”Juno”seng. –Sofaen er med det man kalder nedslagsgavle, så den fylder ikke så meget i det lille værelse.
Og så har vi fået Fasters klaver. D.v.s. Faster har fået en sovesofa, og den skal vi så betale. Vi har ikke fået prisen endnu, men det bliver under alle omstændigheder et billigt klaver.
Både Joan og Sussi far en ½ times undervisning hver om ugen. De har spillet siden 1.februar, og jeg synes, at det går pænt fremad. Sussi er den mest lærernemme, men Joan er den flittigste. De er slemme til at ville spille begge to på én gang, bare iveren nu holder sig.
Det er ikke godt med de faldende landbrugspriser, men forhåbentlig begynder det snart at gå den anden vej igen. Importvarerne viser nærmere stigende pristendens, så valutasituationen kan hurtig blive truende. Inger skriver om valget. Jeg håber, at hun vil give mig et positivt forslag om, hvor vi skal sætte vort x. Der er i hvert fald ingen af de nuværende partier, jeg med særlig glæde vil give min stemme, så jeg sætter nok x med bind for øjnene, for sofapartiet kan jeg heller ikke lide.
Joans lillesøster skal giftes Skærtorsdag, så det er meningen, at vi skal til Jylland i Påsken. Vi håber, at få lejlighed til at hilse på en del af jer.
Masser af hilsener
Sussi, Joan og Vagn.
–
Andkær 28-3-57
Kære alle sammen.
Mange Tak for Brevene nu maa jeg hellere sende en lille Hilsen med ogsaa mere bliver det nok heller ikke da jeg ikke har saa meget at fortælle.
Jeg har det halv skidt samtidig med jeg faktisk er gal i Hovedet, jeg har nemlig faaet 5 Tænder ud i Tirsdags, og man regner jo gerne med at naar de først er ude er det værste overstaaet, men selv i Dag Torsdag har jeg temmelig meget ondt i det, nu tog det ogsaa til at bløde en Del om Aftenen, men det holdt da op igen, men Tandlægen burde jo ikke have taget dem, hvis det var for meget Betændelse.Anker har faaet Brok og skal opereres inden saa længe; det er ikke rart at tænke paa, men vi haaber meget at det maa gaa godt.
Nu er de begyndt på den nye Skole her i Andkær, det bliver meget dyrt vist ½ Mill. Kroner.
Nu mange kærlige Hilsner til jer alle og undskyld det kedelige Brev
fra os alle
Gerda
–
Modtaget d. 30/3 – 1957 – Afsendt d. 5/4 – 1957.
Kære Alle!
Tak for jeres breve, som det har været mig en glæde at læse.
Ja så er det blevet forår igen i gamle Danmark, og her i Næstved har vi travlt med forårsarbejdet, jeg har haft 10 kasser kartofler til spiring nede i vor gartners drivhus og har nu travlt med at få lagt dem, Karen har også måtte rykke ud og være med.
Ellers har jeg ikke meget nyt at fortælle, Karens mor er da kommet hjem igen efter at have ligget på sygehuset 2 omgange, og jeg synes at det får helt godt med hende.
Vi venter besøg af familien fra Hvidovre og Sinne på søndag, Astrid har aftenvagt og kan desværre ikke komme med. Skovdahls er rejst, børnene har været cyklende ud og besøge dem et par gange. De nye naboer der er flyttet ind er medindehavere af en trævarefabrik, de arbejder på fabrikken begge to, så dem ser vi ikke meget til.
Torsdag den 21. Marts havde vi besøg af Poul, han kom og spurgte om Peter og mig ville med en tur til Holbæk, Kirsten var i skole, og det kunne vi jo ikke sige nej til dette tilbud, og vi havde også en dejlig tur, vi kørte fra Næstved kl. 13 og var hjemme igen kl. 17.
Jeg er blevet færdig med at ordne mit stødbrænde, jeg har fået 6-7 rm i alt, så det er blevet til en helt pæn stak.
Den 20.marts var vi til kobberbryllup i Jenstrup. Jeg havde nat-tur i den uge, men jeg fik så lov til at gå på arbejde 2 gange om mandagen, fra 6 til 14 og så igen fra 22 til 6, og jeg fik så på den måde onsdag nat fri.
Vores ”store sommerferie” falder i år fra den 14/7 til 29/7.
Den 14 april skal Ole i Klakring konfirmeres, vi er inviteret derover, men vi regner ikke med at tage af sted.
Jeg vil slutte for denne gang med de kærligste hilsener til jer alle, med håb om at I alle har det godt, fra os alle 4
Kristian
–
København 10/4 -57
Kære alle!
Mange tak for indlæggende.
Ja så er vi godt på vej ind i foråret, hvor har det været skønt vejr i den sidste tid, det har ordentlig sat fart i mange ting.
Vi har lige haft besøg af Gunnar herovre, han har jo fri i denne måned, jeg har nu ikke set så meget til ham, men han var da lige herude en times tid i går, jeg har været syg siden den 4 men influenza, men er ved at være ovenpå igen og regner med at begynde igen på fredag.
Tante Agnes ligger stadig i sengen, hun fik noget bronkitis ovenpå influenzaen, det var jo ikke så rart, men hun har haft husmoderafløser denne gang, så kan det bedre gå.
Det er heller ikke så længe siden, vi havde besøg af Edel og Bent, de var herovre med en busfuld af folk, der skulle til konfirmation, de kom lørdag aften og rejste igen mandag eftermiddag, så det var en kort visit, men det er altid hyggeligt at have besøg fra Jylland, desværre var vejret meget tåget, da de skulle hjem, det var ikke så rart for Bent.
Nu nærmer påsken sig, den falder jo sent i år, jeg ved ikke rigtig, om jeg får fri, sådan jeg kan komme hjem, jeg kunne også godt snart tænke mig at besøge familien i Nibe, Bent var så flot at love og køre derop en tur, hvis jeg sagde til i god tid, men mon ikke han fortryder, det er lang vej for en dag.
I dag skriver vi den 10.april, så er det 20 år siden Far og Mor fejrede sølvbryllup, ja tiden går, hvordan mon det ser ud om andre 20, det kunne være meget rat at skimte lidt ind i fremtiden.
Tante Johanne er i Randers i disse dage til sin moders 85 årsdag, dagen skulle fejres på et hotel.
Nu er man jo så småt begyndt at tænke på sommerferie, jeg regner med at få i August.
Kærlig hilsen til alle
Astrid
–
Modt. d. – Afsendt d 23-4-57
Kære alle!
Mange tak for indlæggene i ”de tolv,” det er nu altid så hyggeligt at læse om hvordan de forskelige har det. Jeg ville ellers selv have bragt vandremappen op til Ove nu i påske, men jeg nåede desværre ikke at få skrevet i den, men det når jeg jo også nok endnu. Jeg var oppe og se til Ove og Anna Skærtorsdag, mon der var andre af familiens medlemmer, der var deroppe, det var de jo begge meget spændt på. Jeg har ellers ligget i sengen de sidste dage formodentlig noget influenza, det florerer jo så vældig for tiden, nu håber jeg ikke, at jeg har smittet hverken Ove eller Anna. Jeg havde ellers regnet med jeg skulle i skoven og plukke anemoner i påsken, hvis det blev fint vejr, men det blev så ikke til noget i denne omgang, men hvor har det da været fint vejr de sidste påskedage rigtig vejr at have fri i for alle de mennesker der har været på påsketur.
Jeg regner med at skal en tur hjem her først i maj hvis vejret holder så er bøgen da nok sprunget ud, det er nu en dejlig tid når alting sådan spirer og gror frem.
Ja nu nærmer ferietiden sig jo med stærke skridt og jeg er da også så småt begyndt at lægge ferieplaner. Jeg regner med at få 2-3uger her i juni og evt. det sidste sidst i juli først i august som det nu bedst kan passe sig, jeg skulle jo gerne op og passe Anna når ”sønnen” kommer, hvis det ellers kan komme til at passe.
Mange kærlige hilsner
Jeres Edith
–
Modtaget den 24-4-1957- Afsendt den 30-4-1957
Nibe, den 28-4-1957.
Kære alle.
Mange tak for jeres indlæg og for brevene til min fødselsdag. Jeg tror aldrig, det er sket før, at jeg har hørt fra alle mine søskende til min fødselsdag, og så godt som alle hilsenerne kom på selve dagen. Og vandremappen får mere og mere fart på. Jo, jeg må sige, at familien har oppet sig.
Det er kedeligt at der har været så meget sygdom i familien i vinterens løb; men nu er de fleste forhåbentlig raske igen. Vi har begge været sunde og raske vinteren igennem, og det er jo dejligt, ikke mindst når vi tager Annas tilstand i betragtning. Hun befinder sig stadigvæk godt.
Vi have jo håbet, at vi fik besøg af en hel del af familiens medlemmer i påsken; men der kom jo desværre ikke ret mange. Heldigvis fik vi dog besøg af Edith. Vi havde sådan en hyggelig dag.
I dag har vi haft årets første tordenvejr, som ikke var voldsomt, men det gav en del regn, og de gjorde godt i haven, de fleste afgrøder er kommet op, kartoflerne står f.eks. fint; men vi er jo lidt bange for nattefrost. Påskedag fik vi spinat for 1.gang. jeg såede dem i september, og de har altså klaret sig vinteren igennem. Rabarberne er vi da også begyndt at tage af. Det er nu en dejlig tid, når alting begynder at grønnes, ikke mindst når man har en have.
Vi havde jo ellers en ret stille påske, vi var dog både i Mou, Gudumholm (for at besøge seminariekammerater) og i Ålborg, hvor vi bl.a. var i Zoologisk have og til udstilling i Aalborghallen.
På skolen sker der stadigvæk forandringer.Til april fik vi to nye vikarer, deres embeder er besat fra 1.juli, men vi kommer nok alligevel til at køre med vikarer også efter sommerferien, for der rejser en lærerinde til 1.juni, og en af lærerne skal ind som soldat 3.juli.
Jeg er glad for mit nye skema. Jeg er klasselærer for en 1.realklasse, hvor de 15 elever er fra landet, og kun 10 er her fra byen. Jeg tror, det bliver en rar klasse; mange af dem taler et bredt jysk sprog, og så tager de det meget højtideligt, hvis man retter på dem, og det må man jo undertiden gøre. Ja, det er jo ikke deres dialekt, jeg vil til livs, den må de gerne beholde; men der kan jo være så mange andre ting, man må søge at forbedre.
Lørdag aften havde vi skolefest, hvor den afgående IV real var værter. Det var også dem, der underholdt. Nå, I får ikke mere denne gang.
De kærligste hilsener
Anna og Ove
–
Modtaget 1-5-57- Afsendt 7-5-57
Kære Alle.
Tak for indlæggene, eg skal love for at bogen er kommet til at gå godt, men det er nu også meget spændende, når det der står i den ikke har været nyt for et år siden.
Jeg har jo i april måned været en tur på Sjælland, og når jeg skal være ærlig så må jeg indrømme at jeg synes at mange af mine søskende har fået et hyggeligt hjem, hvid jeg kunne få så hyggeligt et hjem så tror jeg også at jeg ville stifte bo, jeg har også været en tur i Brædstrup, de er jo ved at flytte, ja nu er det vel også overstået, jeg synes også de får en pæn lejlighed. Lars er nu en charmerende lille trold, han var bare ikke så raks dengang jeg var deroppe, forhåbentlig er han det nu, alt i alt var det hyggeligt at besøge min familie, dem i Århus og Nibe har jeg jo besøgt i den tid jeg var i Sandbjerg og Århus. Ja selvom jeg rejste meget i april, så var jeg da alligevel hjemme det meste af tiden, det er rart sådan rigtig art slappe af, ret meget arbejde fik de ikke ud af mig.
For tiden opholder jeg mig på Fyn, på et hjem for subsistensløse, og her er det meningen jeg skal blive et år. Sidste år havde jeg visse begyndelsesvanskeligheder på børnehjemmet; men efterhånden blev jeg helt glad for at være der. Her har jeg lige fra det øjeblik jeg kom her, haft den følelse jeg nok skulle blive glad for at være her, håber ikke det aftager med tiden.
St. Dannesbo er en gård på 70 tdl., der er ombygget til formålet, her er plads til 50 subsistensløse her er for tiden 26, flere er der ikke om sommeren, om vinteren er her altid fuld belagt, der har engang været 74, men det er faktisk også for mange; men vi kan ikke nægte at modtage patienter, selvom der er aldrig så overbelagt, det går meget fredelig til her på St. Dannesbo, dem som er her har affundet sig med at de ikke må drikke spiritus her på hjemmet, og der er sjælden vanskeligheder med dem; de er naturligvis mere eller mindre fulde, når de kommer her, dem jeg har modtaget har nu været meget godmodige, men de fleste af dem har været møgbeskidte, og der er en stank ved dem, så man er lige ved at brække sig, men utøj er der endnu ikke nogen der har haft, vi får cirka 1 ny ind om dagen. Mit arbejde er kontorarbejde, modtagelse af de nye pat. samt medicingivning (vi bruger meget medicin).
Jeg har en dejlig værelse her 1 ½ værelses lejlighed med egen entré, håndvask og toilet, såvel forstanderens som medhjælperne her, har indtil nu været meget flinke, dem som har lyst er meget velkommen til at besøge mig, nå men jeg må slutte,
De kærligste hilsner
Gunnar
Adr. St. Dannesbo Bellinge
Tlf. Bellinge 282
–
Brædstrup d. 19-5-57
Kære alle!
Mange tak for brevene.
Ja, så er vi flyttet ned i lejligheden ved forretningen, endnu er vi ikke kommet helt i orden, men jeg tror det bliver rart her, når vi nu bliver færdig, køkkenet er blevet gjort i tip-top stand, det øvrige har vi ikke gjort så meget ved, men nyt tapet har vi da sat op.
I går var vi til møbelmesse i Fredericia, vi startede fra Brædstrup ved ca. 10 tiden, og vi fulgtes med en ung møbelfabrikant og hans kone, der også er her fra byen. Der var mange fine ting at se på dernede, men vi var faktisk godt trætte, da vi kom til aften, så vi nød rigtig middagsmaden der blev serveret for os i Lyng skole, hvor vi kørte til lige fra messen, det er et ungt lærerpar her fra Brædstrup, som har fået embede dernede for ikke så længe siden. Farmor havde Lars, det er nu dejligt vi kan sende ham derud, når vi skal noget.
Der er mange unge mennesker her, og jeg tror snart de er kaffetørstige, så jeg vil slutte denne gang med de kærligste hilsner.
Lars, Bent og Edel
–
Ballerup 26/5- 57- afsendt 28/5 – 57
Kære alle!
Mange tak for brevene. Jeg sender et brev med fra Jens, som jeg fik for ikke så længe siden, der er også frem gode billeder, jeg har ikke fået dem vist til Vagns og Astrid; men de kan jo se dem når bogen når til dem. Faster har nu taget ophold i Smidstrup for sommeren, jeg synes nu det er temmelig køligt endnu. Det var så fint i formiddags, så jeg nød både morgenkaffen og middagsmaden på altanen; men så begyndte det at blæse og solen forsvandt lidt hyppigt og nu synes jeg nærmest det er koldt. Jeg plantede pelargonier og lobelier i min altankasse forrige lørdag; men det skulle jeg vist have ventet lidt med, især pelagonierne finder det for koldt og blæsende, de er blevet så gule på bladene; men nu må jeg se om de bliver til noget ellers må jeg plante nye, egentlig skulle jeg vist først have plantet efter 1ste juni; men det er så svært at vente med det, når dagene bliver lange og lyse. Sidste uge har rigtig stået i Dronning Elisabeths tegn herovre, det var ikke svært at få hende at se, da hun viste sig mange steder, jeg så hende 5 gange, i både åben og lukket karet med firspand og de flotte husarer til hest som eskorte.
I pinsen venter vi besøg af familien fra Næstved, jeg regner med at have fri begge pinsedage, Astrid har vågeferie; men ved ikke om hun får II pinsedag med. Ja – så nærmer sommerferien sig snart, jeg får ferie fra 6 august, jeg har endnu ikke rigtig lagt ferieplaner, Oda talte lidt om, at vi skulle tage til Løkken sammen en uges tid, nu må jeg se hvad det bliver til; men i hvert fald regner jeg med en tur til Nibe i ferien, sidste år blev det ikke til noget, i år skulle det gerne blive alvor med det. Onkel Karls skal til Stockholm i i ferien, nu Birgit og Eiving er derovre, jeg glæder mig på deres vegne, det er en pragtfuld by med skønne omgivelser.
Nå jeg må vist slutte, jeg skal ud til aftenkaffe, det er hos en kollega i Kornvænget, så jeg får ikke langt, når jeg skal hjem.
Mange kærlige hilsner
fra Sinne
–
Aarhus Pinsedag.
9.Juni 1957
Kære alle!
Tak for Brevene, Sinne har for en gangs Skyld glemt at skrive Dato, men for at det nu ikke skal se ud som om hun har haft Bogen for længe, vil jeg straks indrømme at Skylden er min, jeg har været for lidt hjemme i den forløbne Uge, og saa kom jeg endda ikke med i Tirsdags, da Poul var nede ved Brædstrup, Farmor var udrejst, men jeg var ked af, at jeg ikke fik Lejlighed til at se Lars, ja jeg ville selvfølgelig ogsaa gerne besøge Edel og Bent i deres eget Hjem, det har jeg ikke gjort endnu. I Onsdags var vi paa en dejlig Tur til Gedsted oppe paa Hvalpsund kanten, vi havde Eftermiddagskaffe og Aftensmad med, vi var saare heldige med Vejret, men vi spiste dog Aftensmaden paa Rindsholm’s Kro, paa det Tidspunkt var det for koldt at sidde ude. Poul og Ing. Petersen var til Møde fra 16-19.
Vi har da faaet en Del Regn her, men efter kl. 10 har vi haft fint Vejr i dag, Børnene og jeg var i Botanisk Have og den gamle By i Eftermiddag, der blomstrede ”Familieskovturene” rigtig, Ællingerne i vandet derovre samlede Tilskuere, men det var morsomt at se, hvordan Fiskene i deres Iver efter at faa Brød ogsaa, næsten stjal Billedet fra de smaa gule.
Ole og jeg var jo, som de fleste nok ved, i København til Tante Agnes’ 70 Aars Dag, og vi havde nogle dejlige Dage. Vi boede ude hos Faster, hendes styrtebad var han meget imponeret af, saa sent som i Aftes, da vi holdt Pinsevask, fortalte han ”om den Faster vi har, der har styrtebad.”
Han har besluttet sig til at gifte sig med Bente ”selvom jeg bliver ældgammel før hun bliver stor nok til at gifte sig.” Sidst jeg vaskede, sagde han, mon jeg nu kan regne med, at Bente kan vaske, og da jeg ferniserede lød det ”jeg maa hellere se på det, det er jo ikke sikker hun kan det.” Jeg trøster ham selvfølgelig med, at Moster Gerda nok lærer hende det.
Nu venter vi saa ellers paa at høre nyt fra Nibe, sidst jeg talte med Edith, var hun spændt paa, om det ventede, til hendes Ferie begyndte.
Børnene faar ferie allerede den 24.Juni, saa vi regner med at tage til Sellerup først i Ferien, Pigerne fra Kerteminde kommer til Farmor sidste Halvdel af Juli, saa da skal vi jo helst være hjemme.
Og saa haaber jeg ellers, at vi maa faa en god Sommer med mange gode Timer sammen.
Kærlig Hilsen til jer alle fra os her
Inger
–
Sellerup Skov 7-7-57
Kære alle!
Ja denne Gang, maa jeg indrømme, at Bogen er ved at blive for gammel i Gaarde, det var ogsaa Meningen, at den skulle have været afsted, inden vi fik for travlt.
Vi sendte de første Jordbær ud den 21-6, men det er først i sidste Uge, vi rigtig har haft travlt, da vi har sendt 3250 pund Jordbær på Auktionen, vi har da ogsaa plukket i ca. 7½ time om Dagen, bortset fra Lørdag, en 4-5 Plukkere om Morgenen og en 6-7 Stykker om Aftenen, og jeg synes det er gaaet godt, de har da ogsaa været gode at plukke i, men nu er mange af Bærrene meget smaa. Kartoflerne har vi ingen sendt ud af. Saa jeg har haft mest med Jordbærrene og Køerne og ellers sover jeg Tiden væk.
Hermed de kærligste Hilsner
fra Hans.
–
Hvidovre, den 10.juli 1957-Afsendt 11.juli 1957
Kære alle.
Mange tak for brevene.
Ja vi må jo stadig springe Jens over. Nu er der ellers luftpostforbindelse hver uge via Reykjavik. Brevene skal være på Grønlands postkontor inden kl. 17 om torsdagen.
Vi er ved at have travlt med ferieforberedelserne. Vi skal på campingtur med Lis og Egen til Tyskland og Luxenburg. Det er meningen, at vi skal starte fra Vejle den 31/7 og skal være tilbage i Hvidovre, så Sussi kan begynde i skolen den 13/8. Sussi skal ikke med. Hende har Karen lovet at passe, og det er vi meget glade for. Hun plejer altid at komme så godt ud af det med Kirsten og Peter. Vi har købt en del campingudstyr, men det er temmelig dyrt, så vi mangler en del endnu. Teltet er 270 cm langt, 200 cm bredt og 185 cm højt, og så har vi købt oversejl med apsis, der går skråt ned i bag og ved jorden er 175 cm. Det giver plads til køkken og bagage. Det er et dejligt telt med fastsyet bund af svært lærred på plastik og fuldstændig vandtæt. Vi har været på et par weekendture for at vænne os lidt til teltlivet, og det er faktisk gået over forventning. På næste weekend er der tale om, at Astrid skal med, men vi ved ikke, om hun får sin sovepose, den har Edith lånt. Hun skulle også gerne have noget at ligge på.
Det er kolossalt, hvad der har været af jordbær her i Kbh i år, og de er stadig billige, så sent som i dag har vi købt rigtig pæne bær til 1.25 for ½ kg. De allerfineste koster dog 1.65-1.95, men jeg synes ikke, at der var 50 øre forskel i kvalitet.
Mon familien fra Næstved når at komme til Sellerup, inden sæsonen er slut? Gerda må jo kunne spare portoen til vandremappen denne gang, og Kristian får god tid til at skrive i ferien.
Det var vel nok en stor pige, de fik i Nibe. Vi ville gerne se hende og også jeres hjem, men vi når det ikke i ferien. Jeg har kun 14 dage nu og tager måske den sidste uge i efterårsferien, men det er jo længe til endnu. Jeg er blevet afbrudt i skriveriet. Vi var inde hos Caspersen og se fjernsyn. Det var en Lassiefilm, men Sussie syntes nu, den var lige stærk nok. Fru Caspersen venter en baby til december efter 8 års ægteskab.
I år har vi ingen feriegæster haft endnu, men måske kommer der nogen senere. I ved, at I er velkommen. Birgit og Harry kommer, men da er vi desværre ikke hjemme. Der er heller ingen af Joans familie, der har været her i sommer, sidste år var alle hendes søskende her.
Nå nu ikke mere denne gang.
Mange kærlige hilsener
Sussi, Joan og Vagn.
P.S. En frisk hilsen fra Sinne, hun har lige ringet.
–
Sellerup Skov d. 24-7
Kære alle.
Tak for brevene. Vi er i Dag herhjemme til Mors Fødselsdag, de 4 fra Næstved, Edel og Lars og vi 6 fra Andkær.
Mor har det tilsyneladende godt i Aar vist noget bedre end sidste Aar. Vejret er temmelig koldt i Dag, saa vi har ikke været ved Stranden, derimod har Kristian, Karen, Anker og jeg været en Tur omme paa Bakkely, det var dejligt at se det igen.
Vi har ellers haft en dejlig Dag herhjemme, men der mangler jo meget i at Dusinet er fuld, det er jo ikke nemt at blive det mere.
Nu er der saa ogsaa 12 Børnebørn, siden Lillepigen i Nibe er kommet, vi glæder os til at se hende.
Lars er en rigtig lille Gut, nu meget dygtig efter sin Alder.
Kærlig hilsen fra os alle 6
Gerda
–
Modtaget d. 24/7 – 1957
Efterladt i Sellerup til Astrid
d. 29/7 – 1957.
Kære alle!
Tak for jeres indlæg. Ja denne gang sparer både Gerda og jeg portoen.
Vi er i øjeblikket på ferie i Sellerup, vi har været her siden 14 juli, så vores ferie er ved at gå på held. Vi har haft en dejlig ferie. Vejret har været så som så, men vi har dog haft godt vejr, så vi har kunnet komme i vandet nogle gange.
Der har ligget 500 grønspejdere her omme ved Brejning strand, det var morsomt at se, hvordan de forskellige tropper havde indrettet dem.
I morgen rejser mor og Hans til Nibe for at være tilstede ved ”lillepigens” barnedåb. Så vi skal passe bedriften medens de er væk, det skulle vi vel også nok kunne klare.
Mandag rejser vi hjem til Næstved igen, det er jo også spændende at komme hjem, og se hvordan det står til med hus og have, det var meget tørt, da vi rejste hjemmefra, men nu er de vist blevet forsynet med vand, så det forslår. Vi læste i ”Næstved Tidende,” at et voldsomt skybrud over Næstved havde sat over halvdelen af byens kældere under vand, vi regner dog med, at vi bor så højt, at vi har undgået at få vand i kælderen.
Vores Nibetur gik jo i vasken, Kirsten fik noget lægen kaldte den fjerde sygdom, en tvilling til ”røde hunde,” og så var det jo ikke noget at udsætte det spæde barn for unødig risiko.
Edel og Lars har været hjemme indtil i går, vi bestræbte os alle på at forkæle den lille fyr, og jeg tror også det lykkedes, gjorde det ikke Edel? Han er en dejlig dreng, og jeg tror ikke, han bliver 12 mdr., før han går.
Det regner, og det har det gjort hele formiddagen og eftermiddagen med, vi skulle ellers på Øster Snede kirkegård i eftermiddag, men nu har vi foreløbig udsat det til i aften.
Børnene sidder og spiller ”Matador,” og bølgerne går højt ind imellem, det gjorde det jo også, da vi spillede det som unge mennesker, der hjemme i Gl. Sole.
Vi glæder os til at få Sussi på ferie, vi håber ikke, at hun vil savne sine forældre alt for meget.
Mange kærlige hilsener til jer alle fra os fire,
Kristian
.-
Sellerup Skov 9/8-57
Kære alle!
Nu er det på tide at få bogen ud på vandring igen, den har opholdt sig længe i Sellerup i sommer, i morgen rejser jeg til Aarhus, og så kan bogen følge med nordpå.
Jeg sluttede på D.S.P. 28/7 og har holdt ferie siden, jeg var så heldig at kunne køre med Vagns helt til Sellerup, det er en betydelig rarere måde at rejse på, man er fri for at slæbe på nogen ting, vi var omkring Næstved for at sætte Sussi af, Vagn og Joan rejste sydpå onsdag, vi har slet ikke hørt fra dem, de må vel ellers være på vej hjem nu, håber de har haft en god tur, vejret har da været flot herhjemme i al fald, og det er først i eftermiddags og nu i aften det regner, men det giver også noget skal jeg love for.
I onsdag kørte Hans, mor og jeg en tur til Brædstrup, vi kørte hjemmefra godt 18, og var hjemme igen 23.30, vi havde en god tur, det var morsomt at se hvordan Edel og Bent havde fået sig indrettet.
I går rejste Birgit og Harry med Arnes til København, de havde glædet sig meget til at komme derover, bare det nu ikke styrtregner hele tiden, det er ikke så mange dage de skal være derovre, på søndag rejser Sinne med dem tilbage.
Mor og Hans er gået i seng, og jeg vil slutte dette brev og gøre ligeså, da jeg gerne skulle op i ordentlig tid i morgen, så jeg kan få vasket hår og pakket kuffert og komme med 11 toget til Aarhus. Inger er jo kommet tilbage fra hospitalet, det blev ikke så langt et ophold denne gang. Jeg regner med at rejse fra Aarhus søndag formiddag til Nibe for at tilbringe de sidste dage der, jeg har ikke været der før og glæder mig til at se hvordan de bor og se Ester. Tirsdag aften rejser jeg med Aalborgbåden til København igen, skal begynde og arbejde den 15 på Frederiksberg kommunes daghjem en vuggestue med 51 børn under 3 år. Jeg skal bo derhenne og sørge for eleverne kommer i seng i ordentlig tid, det bliver nok det værste.
Kærlig hilsen til jer alle
Astrid
Min adr.
Rolfs Plads 3
København F
–
Modtaget d. 12-8- afsendt d.22-8-57
Kære alle sammen!
Rigtig mange tak for indlæggene i de tolv, ja det har rigtig været ferietid, det kan man også læse i de tolv, men vi har vel også nok haft en masse dejlig sommervejr i år, sommeren er bare gået så forfærdelig hurtig i år synes jeg, nu går det jo snart mod efterår, jeg er jo nu så heldig at jeg stadig har noget ferie til gode 18 dage, jeg regner bl. andet med at skulle en tur til København og evt. en lille smut til Næstved, der er jo sikkert ikke andre hjemme på ferie til den tid, men skoven er nu så dejlig i sept.
I går var jeg en tur i Århus til Ingers fødselsdag, Mor, Hans og Sinne var der også, så vi havde en dejlig dag, Mor havde det tilsyneladende så godt så det var dejligt, Inger befandt sig også godt, jeg personlig er nu meget lettet over at Inger undgik operation, men det er selvfølgelig ikke nemt altid at skulle passe på sig selv.
Hvor er det nogle fine billeder Jens har sendt af sneharerne især det hvor haren pudser snuden er yndig, det er spændende om Jens kommer hjem til efteråret eller han ikke kan rive sig løs fra det høje nord.
Nu mange kærlige hilsner til jer alle
Edith
–
Modtaget, den 24. aug.-Afsendt den 30.aug.
Nibe, den 30.august 1957
Kære alle!
Mange tak for jeres indlæg. Denne gang var der ikke så meget nyt for os at læse i ”de tolv,” da vi jo har haft besøg af en hel del af familiens medlemmer i sommerens løb, og det har været svært hyggeligt. Men der er jo nogen endnu, som vi slet ikke har set heroppe.
Ester trives godt; hun blev vejet i tirsdags, og da vejede hun 6700g, og hun måler nu 64 cm. Hun er flink til at sove om natten; hun vågner kun én gang i nattens løb, så får hun lidt mad, og så sover hun igen, som regel til mellem 7 og 8, enkelte gange helt til kl.9.00. Hun er blevet så flink til at smile og til at pludre. Det lyder sjovt, når hun pludrer løs.
I sidste uge havde vi 4 lærer og 60 børn i København; de havde en god tur; men desværre blev de fleste syge kort efter hjemkomsten. I dag var der f.eks. 2 af lærerne og ca. 50 af børnene, der ikke var i skole. I den ene af klasserne er der kun to af børnene, der ikke har måttet blive hjemme; men de gik med tørklæde om halsen. Heldigvis er tilfældene tilsyneladende godartede, de først angrebne er i skole igen. Det er vist en art influenza. Udover de børn, der var med i København, er kun ganske enkelte elever syge.
I aftes begyndte handelsskolen igen. Der skal jeg i år undervise en aften om ugen. Desuden har jeg lovet at lede en studiekreds i A.O.F., hvis der kan blive tilstrækkelig tilslutning. Jeg har også planer om at tage på årskursus i Aalborg, det er også en gang om ugen, så jeg skal nok blive optaget.
Vi har haft en masse fine agurker i år, så vi har givet en del væk. Der er også en del pærer og vinteræbler, men næsten ingen sommeræbler. Bare der snart kunne blive ordentlig tørvejr, så landmændene kan få kornet i hus.
De kærligste hilsner fra os alle tre.
Ove
–
Modtaget 31-8- Afsendt 2-9-57
St. Dannesbo. 31-8-57
Kære Alle.
Tak for indlæggene, det er rart at høre hvordan I forskellige har det, jeg har ærlig talt ikke mærket så meget til familien i sommer, min ferie brugte jeg på sommerlejr, men i hele april lavede jeg jo heller ikke andet end at rejse rundt og besøge familien. Jeg befinder mig ellers ualmindelig godt her på ”St. Dannesbo,” jeg er meget gladere for at være her end jeg turde håbe på inden jeg kom her, jeg har gået med planer om at blive uddannet som socialrådgiver når jeg var færdig med min Diakonuddannelse, men jeg bliver for gammel til at komme på Den sociale Højskole, så det har jeg opgivet, i øjeblikket er det min mening at gøre min Diakonuddannelse færdig, og der efter søge ind i det sociale arbejde igen, f.eks. se om jeg kan få en stilling lige som den jeg har nu, i øjeblikket er det gode muligheder for Diakoner indenfor Det sociale arbejde, men konkurrencen bliver selvfølgelig hårdere efterhånden som arbejdsløsheden stiger, men på den anden side efterhåndensom arbejdsløsheden stiger, bliver der jo også flere og flere klemt helt ud, sådan at samfundet skal tage sig af dem, jeg tror der bliver brug for mange af den slags hjem som ”St. Dannesbo.” Der er sådan set sørget for os gennem hele livet hvis man ikke selv kan, vil eller gider, det er jo også sådan at mange mennesker får en dårlig start i livet og ikke selv kan gøre for, at det mislykkes for dem, f.eks. ved jeg folk, der er kommet her i nogle usle pjalter, og når de så har fået Socialkontoret og os narret til at købe nyt tøj til dem, så trækker de i deres gamle tøj igen og rejser til Odense og sælger det hele, og køber spiritus i stedet, så varer det selvfølgelig noget, inden han får tøj hos os igen; men så kan han jo rejse til Næstved eller Aarhus og lave det samme, og sådan som socialloven er lavet, så er der ingen der kan gøre ham noget for det; men jeg synes for resten det er meget interessant at arbejde med den slags fyre, men den dag jeg bliver Socialminister, så bliver der lavet en hel del om på Socialloven, nå men nu skal I slippe for mere.
De kærligste hilsner
Gunnar
Adr. St. Dannesbo
pr. Bellinge
–
Modtaget d. 3-9 – afsendt d. 9-9-57
Kære alle!
Mange tak for jeres indlæg. Allerførst må jeg bekende hvad vores søn har lavet, jeg gik ude i køkkenet og Bent lå på divanen og tænkte ikke på noget, så pludselig opdagede han at knægten havde fået vandremappen firet ned og så havde han fået fat i billederne fra Jens og revet den ene i stykker.
Vi har haft besøg af mor, Hans, Edith og Birgit i dag, det var hyggeligt, men desværre kun et kort besøg, da Hans skulle hjem og røgte.
Lars kan gå alene nu, men han er ikke sikker endnu, der kommer af og til ”slinger i valsen,” når han stolper af sted på sine tykke ben. Vi glæder os meget til at hilse på Lille Ester, forhåbentlig lykkes det i efterårsferien, mor sagde at I havde snakket om at tage hjem til den tid.
Søndergårds skal have både barnedåb og konfirmation den 13. Oktober, det er meningen jeg skal stå fadder til drengen, han trives helt godt nu, det kneb lidt de første 3 uger.
Til de af jer der endnu ikke ved det, kan jeg da lige fortælle at vi nu selv har fået telefon, og vi har nr. 281
De kærligste hilsner
Lars, Bent og Edel
–
Modtaget 10/9 -57- afsendt 17/9 -57
Kære alle!
Tak for jeres breve. Næste gang kan vi måske få Jens med, han har skrevet, at han måske kommer hjem sidst i denne måned. Jeg har besøg af Edith, hendes ferie er ved at være slut, hun skal i morgen rejse tilbage til Randers, i aftes var vi ude hos Astrid, og derfra tog Edith med mig hjem, jeg byttede min fridag i søndags til i dag tirsdag, for at kunne få besøg af Edith, hun havde hele søndagen optaget ude på D.S.T. Så er ferietiden ved at være slut, men vejret er heller ikke så strålende mere, i øjeblikket er det så godt, at Edith kan ligge ude på altanen og nyde det. Det var første gang jeg var ude at besøge Astrid i hendes nye stilling, hun bor dejligt, har et vældigt hyggeligt værelse og masser af skabsplads, vi så også vuggestuen, den så virkelig tiltalende ud, der var så rent og fint overalt, jeg tror Astrid befinder sig ganske godt derude, forstanderinden er i øjeblikket på ferie, så Astrid er ansvarshavende for tiden. Jeg har rigtig haft feriebarn i år, desværre havde vi ikke så meget tid, men faktisk nåede vi utrolig meget på de par dage, jeg ville gerne have været en tur til Sverige med dem; men det var der absolut ikke tid til, det var en stor fornøjelse for mig at have Birgit og Harry, de var så interesserede og glade for alt hvad de så, de er også så store nu, at de kan få noget ud af det og holde til at trave rundt dagen lang, jeg kan forstå, det har været en stor oplevelse for dem, de har jo heller aldrig været i København før. Faster har jeg ikke hørt fra siden vi var deroppe for 14 dage siden, jeg troede ellers, hun var kommet til byen søndag eller mandag, men jeg har ringet et par gange i dag derud, og der bliver ikke svaret, så faster må have fået selskab deroppe lidt længere.
Edith beder mig hilse. Inger plejer at få et ekstra brev, når jeg sender mappen, men det snyder jeg fra i dag.
De kærligste hilsner fra
Sinne
–
Aarhus d. 27/9 -57
Kære alle!
Tak for Brevene, det er lige på Tide jeg faar Bogen af sted. Nu har vi saa vinket Farvel til Sommeren 1957, saa kort synes vi nok den har været, men egentlig har vi haft en god Sommer, ikke med drønende Hede, men mindre kan jo ogsaa gøre det.
Vi har nok haft en Del Feriegæster i Aar, men det har mest været Pouls familie, Familien fra Canada var hjemme i godt en Maaned, de maatte jo hjem og præsentere Datteren som blev 1.Aar 26.Juli, de rejste fra U.S.A. 23.Juli med Stavangerfjord, det betød en Besparelse paa ca. 100 Dollar at rejse før hun blev 1 Aar.
Sinne og Astrid faar Tak for deres korte men kærkomne Besøg, Mor og Hans kørte Sinne herop. Ja Edith var her ogsaa til min Fødselsdag, og har lovet os et Besøg inden saa længe igen, af Erfaring er vi ikke alt for sikre paa at hendes Tid ikke løber for stærkt.
Det var tidligt, vi maatte begynde at fyre i Aar, men saa maa vi jo glæde os over, at det er saa nemt med vores Fyring, selvom vi ikke har Fjernvarme, det arbejder Poul meget paa at faa lov til at lave andre steder, men det er ikke saadan at faa begyndt.
Poul har været i Kbhvn nogle Gange i Anledn. Af et Vandværk ved Kulhusene, én gang var det saa vanskeligt at faa natlogi at han ringede til Vagns og Joan lovede ham Husly, det er jo saadan sin Sag, naar man ankommer Kl. Halv et om natten, Vagns nat blev kort, han havde faaet Jobbet som Natportier. Sidste Gang kørte de til Holbæk, nær Vallø Kro var det vist, de havde sikret sig Værelse, og var saa heldige, at en Oberst fra Nato øvelsen, som ogsaa boede der, endnu havde lys. – Ellers går Livet sin vante Gang her, de store er nu i III kl. og de har egentlig ingen Hjemmearbejde, men de læser en Del, ja Else undertiden lidt rigeligt, er Bogen spændende skal hun helst læse, mens hun klæder sig paa naar Fletningen skal flettes o.s.v. Vi regner med at tage en Tur hjem i Efterårsferien, men der bliver nok større Rykind, saa vi maa se hvordan vi kan ordne det.
Nu kærlig hilsen til jer alle fra os her.
Inger
–
Sellerup Skov 9-10-57
Kære alle!
Tak for indlæggene. Saa maa jeg vel hellere faa lidt kradset ned. Var forsommeren god, saa har Høsten og Efteraaret været vandet, vi fik dog Høsten godt i Hus, vi har jo ikke så meget, vi har det ogsaa tærsket, det gav godt. Vi har ogsaa kartoflerne taget op, vi havde ikke ret stort Stykke, og de var nærmest sløje. Roerne saa en tid ud til at ville give et meget stort Udbytte, men der er vist ikke vokset meget den sidste Tid, vi har kun taget til det daglige Forbrug endnu. Græsmarkerne har været gode i Aar. De tre af Køerne har kælvet i September, men de havde en daarlig start, den ene fik en Patte trådt 3 dage før den kælvede, det er til dels lægt nu, dernæst fik den Mælkefeber den Dag den kælvede, og maatte have 3 Kalkingetturer før den kom i gang, men nu er den god, den næste fik ogsaa Mælkefeber, den kom dog lettere over det, men den er ikke særlig god til Mælk endnu, men det an maaske komme endnu, den tedje fik Yverbetændelse i Mandags og den har fået Penicillin to gange, nu haaber vi den er i orden, saa maa vi jo se om de vil bestille noget.
Til slut de kærligste Hilsner fra
Hans
–
Hvidovrevej 296 22-10-57
Kære alle!
Tak for indlæggene, denne gang må jeg have et par ord med selv om jeg ikke har noget nyt at fortælle, da jeg har hilst på jer alle, tror jeg, på nær Kristian og Edith.
Jeg kom fra Grønland for ca. en mdr. siden, og siden da har jeg haft et 14 dages ophold op Mallorca, hvor jeg havde lidt influenza, vi havde desværre for mange regnvejrsdage, men vi havde dog nogle dage med sol, hvor det var så varm at det var værst i skyggen, jeg fotograferede en del, så jeg tænker jeg siden får lejlighed til at vise billeder dernede fra. De øvrige 14 dage har jeg nærmest gået og drysset væk, det meste af tiden i Sellerup. Nu er jeg tilbage i Hvidovre igen, og regner med at tage en tur ”hinsidan” i første omgang for at hilse på gamle arbejdskammerater, og ellers for at finde ud af hvad jeg skal beskæftige mig med fremover, dog er det en lidt kedelig tid at søge arbejde på, men jeg finder vel på et eller andet.
De kærligste hilsner til jer alle
Jens
Næstved d. 10-11. Jeg har taget arbejde i Hälsingborg og min adr. er % L.Månsson Skånegatan 14 Helsingborg Sverige
Mange hilsener Jens.
–
Hvidovre, den 28.oktober 1957.
Afsendt 29.oktober
Kære alle
Tak for brevene.
Denne gang fik vi så Jens med, og det er første gang i denne bog. Siden han skrev, har han været i Sverige og foreløbig taget arbejde hos sin gamle chef i Helsingborg – ham med sprøjtehistorien. D.v.s. han er ikke begyndt endnu, men er lige taget et smut til Sellerup først.
Man kan da ikke sige andet, end at han oplever noget forskelligt først i Grønland og så en tur til Mallorca.
Ja nu ringede Jens lige i dette øjeblik fra hovedbanegården; han var på vej til Helsingborg.
Det er ikke så længe siden, vi var på efterårsferie, og vi siger tak til de forskellige, som vi besøgte. Så langt nordpå er der ingen af os der har været før. Vi var også i Vendsyssel, d.v.s. vi kørte over Limfjordsbroen og stillede vognen i Nr. Sundby, gik en lille tur ud på broen og fortsatte så ellers kort efter til Randers, men i Vendsyssel har vi altså været.
Gunnar fik vi desværre ikke hilst på, men det er begrænset, hvad man kan nå på 8 dage, når der er familie på begge sider. Joans familie har den fordel, at de bor i Vejle alle sammen.
Sussi er vældig glad for sin skole og også meget flink med sine hjemmeopgaver, som hun tager meget alvorligt.
Nu kan man rigtig mærke, at dagene bliver kortere, men ellers er efteråret stadig smuk i sin farvepragt. Jeg sad i dag og spiste min frokost i vognen i skoven og bladene dryssede ned i stort tal, så herligheden er kun stakket,. Inden man tænker det, nærmer Julen sig. I år regner jeg med, at vi bliver i hovedstaden og fejrer Julen.
Caspersens venter deres førstefødte om em månedstid efter 8 års ægteskab, så forventningen er stor. Sussi er også meget spændt. Det skal være hendes lillebror eller lillesøster, siger hun.
Mange kærlige hilsener
Sussi, Joan og Vagn
1 udklip med Kongen og onkel Karl.
P.S. Jeg sender et udklip med fra indvielsen af frihedsmuseet.
Onkel Karl har det desværre ikke så godt for tiden. Han skulle lige have indvielsen med, men blev så indlagt på Bispebjerg hospital 1 dag eller 2 efter til observation.
Jeg talte med tante Johanne i går, og det er nu konstateret, at det er mavesår, men der er ikke truffet nogen afgørelse om operation. Boldprocenten er alt for lav, og han vejer kun 106 pund. Vi var derude midt i ugen, og humøret var der tilsyneladende ikke noget i vejen med.
Birgit og Eivind er kommet hjem fra Sverige. Birgit skal til undersøgelse for nyrelidelse, som hun har været plaget med gennem længere tid.
Eivind har fået arbejde her i Kbh. hos sin gamle mester, og det er ikke meningen, at de vil til Sverige igen.
Vagn.
–
Andkær d. 7-11-57
Kære alle.
Tak for brevene. Nu er det rigtig blevet Efteraar med Regn faktisk hver Dag, men Vejret er jo ellers dejligt mildt.
Vi havde en dejlig Dag sidste Søndag, de var hjemme fra Aarhus og lige da Anker var kommet hjem fra Besøg hos sin Mor paa Sygehuset kom Poul og Hans og hentede os med ned og se Film som Jens viste fra Mallorca, det var meget interessant, Jens er nu enestaaende god til at finde gode Situationer og filme, men han oplever ogsaa en Masse Ting, man kan jo godt faa lidt Udlængsel, naar man ser det, men paa den anden Side deler Jens jo sine Oplevelser med os paa den her Maade, det faar du hjertelig Tak for.
Her gaar Livet sin vante Gang, Børnene har været meget forkølet, men der er ingen der har været rigtig syge skønt der efterhaanden er mange, der har eller har haft Influenza.
Ankers Mor er stadig meget daarlig, hun har faaet både Saltvand og Blodtransfusion, men hun er ellers saa glad for at være paa Sygehuset og baade Læger og Sygeplejersker er saa gode ved hende, men hvad hun fejler har vi faktisk ikke rigtig faaet at vide.
Der er stadig travlhed på Værkstedet, og vi har alt det Hjemmearbejde vi kan overkomme for Tiden, nu er det jo spændende hvordan det går efter Jul, da plejer der jo at være en stille Tid, men det kan jo ikke betale sig at tage Sorgen paa Forskud, den Tid der gaar godt, kommer da ikke skidt tilbage, som Fru Johs. Eriksen sagde.
Birgit er stadig glad for at gaa i Børkop, men hun har faktisk sin Tid helt besat nu med Skolegang og Hjemmearbejde, nu maa vi jo se om hun kan klare det igennem.
Nu mange kærlige Hilsner
til store og smaa
fra store og smaa i Andkær
Gerda
–
Modtaget d. 8-11-1957- Afsendt d. 14-11-1957
Kære alle!
Tak for jeres indlæg, bogen var meget velkommen, da det var meget lidt nyt vi havde hørt fra familien i længere tid.
I lørdags fik vi besøg af Jens, det var desværre for lidt tid, vi havde og være sammen i, jeg kom først hjem fra arbejde kl. 22 lørdag og skulle så på søndagsarbejde fra 6 til 11, og søndag aften skulle jeg tillige til middag hos noget af Karens familie kl. 17.30, Karen var ikke med, da hun lige var kommet op efter en gang A. influenza, børnene har også haft en tur, jeg er sluppet indtil nu. Men bortset fra tiden havde vi det rart sammen med Jens, han har jo meget at fortælle om, alt det han har set og oplevet.
På søndag og lørdag venter vi at se Gunnar nede hos os, det glæder vi os til.
Jeg er begyndt på et 3 årigt Arbejdsteknisk Skole, vi går i skole 2 gange om ugen a 2 timer, vi får det første år undervisning i papirteknik, dans, regning og fysik, vi er 70 elever fordelt på 3 hold, jeg tror ikke, at jeg kommer til at fortryde at jeg er begyndt på det.
Jeg har en god ende tilbage endnu, inden jeg er færdig med efterårsgravningen, Karen har været ude og give et nap med i eftermiddag.
Kirsten går som sædvanlig til dans en gang om ugen. Peter har ikke meget lyst til den sport og går heller ikke i år. Vi kan godt mærke, at børnene får mere at gøre med deres skolesager, efterhånden de kommer op i højere klasser, men der skal jo sikkert tages betydelig hårdere fat, hvis de skal i mellemskolen.
Mange kærlige hilsener til jer alle fra os 4
Kristian
–
Sellerup skov 21/11 -57
Kære alle!
Mange tak for indlæggene.
Jeg er i Sellerup i øjeblikket efter 10 dages rekreation efter influenza 2 gange, jeg fik nok for tidlig begyndt efter første omgang, har i hvert fald ikke været helt frisk siden og derfor fået så mange dage nu, det har hjulpet godt. Det har slet ikke regnet mens jeg har været hjemme, jeg har gået lange ture hver dag til stor glæde for Bjanka.
Alt går ellers ved det gamle herhjemme, Mor og Hans er til samtalemøde hos Arthur Madsen i aften, i tirsdag var vi til møde i Brejning, det var en Sudanmissionær der talte og hun var virkelig interessant at høre.
I søndags var vi til kobberbryllup i Andkær, og på lørdag skal vi derop igen til Ankers fødselsdag. På søndag rejser jeg til Kbhn. Igen.
Onkel Karl blev opereret i lørdags, vi har ikke hørt derovrefra siden i mandags, da havde han det efter forholdene godt.
Bjankas hvalp er rejst til Vinding, det var ellers en lille morsom en, dens mor er tilsyneladende glad for ar være fri for det lille uro.
Ja nu går året på hæld julen nærmer sig atter, jeg regner med at rejse hjem igen i juledagene, hvor mange dage det bliver ved jeg ikke, men vi har i hvert fald lukket den 24.
Vagns regner med at blive i Kbhn i år og Sinne har vist heller ingen planer om at rejse hjem.
Nå men jeg vil slutte for denne gang med at sende alle de kærligste hilsner
fra Astrid
–
modt. d. 23-11-57- afs. d. 4-12-57
Kære allesammen!
Mange tak for indlæggene i ”de tolv,” jeg har desværre overskredet tiden lidt, men jeg håber I bærer over med mig.
Nu nærmer julen sig med stærke skridt, det er næsten ikke til at forstå, hvor tiden bliver af, men det er nu dejlig med tiden her før jul, jeg har besøg af vor nabos 2 drenge, de nyder at komme herinde og tænde lysene i min adventskrans, og for første gang har jeg selv bundet kransen i år, og jeg synes virkelig jeg er kommet helt godt fra det. Hvor mange af jer mon der kommer hjem i Julen? Jeg har fri i Nytåret nytårsaftensdag og nytårsdag så da regner jeg med og skal en tur hjem.
Sidste onsdag var jeg i Århus, de havde det godt alle sammen, og vi havde en dejlig dag, Poul var ikke hjemme han var på Sjælland og se til det store vandværksarbejde han har i gang derovre.
Det er da spændende om I skal til at have centralvarme Gerda det bliver dejligt nemt, jeg så jo det centralfyr I skal have, kan I nu nå at få det ordnet til Jul?
Vi er jo ellers i fuld gang med vor juleuddeling det er festlig når der bare ikke er alt for mange der snyder os alt for meget, det kan tit være meget vanskelig at dømme om hvem der virkelig trænger og hvem der er ude på at fuppe os.
Nå nu bliver der ikke mere denne gang men i sendes alle sammen en bunke kærlige hilsner og tanker til jer alle
fra Edith
–
Modtaget den 5.dec. Afsendt den 9.dec.
Nibe den 8.december 1957.
Kære alle!
Ja, så står julen igen for døren, og jeg m se at få ”de tolv” sendt videre, for Gunnar bryder sig vist ikke om, at jeg beholder den så længe, at jeg kan sende den sammen med julebrevet.
Mange tak for jeres breve, det er altid så hyggeligt, når ”de tolv” kommer.
Det lader til, at der har været en del sygdom i familien i dette efterår. Her i Nibe har der også været mange syge af influenza; vi tre har dog været så heldige at gå fri indtil nu.
Ester trives stadigvæk godt, hun er stor og tyk og dejlig. Sundhedsplejersken var her sidst den 12.nov., og da vejede Ester 10 kg. Hun har også været til 5 måneders undersøgelse hos lægen, og da blev hun vaccineret mod difteritis, og hun gav ikke et kny fra sig. Både lægen og sundhedsplejersken siger, at Ester er en stor og kraftig pige, men at hun ikke er for tyk. Hun har for nylig fået en kravlegård, og den har hun megen glæde af. Hun kan rigtig ligge og boltre sig. Det meste af tiden kan hun ligge og underholde sig selv, men sidst på eftermiddagen skal hun helst have selskab. Hun ha ren vældig appetit; hun er f.eks. meget glad for rugbrød med leverpostej, men hun kan ellers lide alt, hvad der bliver serveret for hende.
Vi regner med at fejre juelaften i Annas hjem, og vi regner så med at komme til Sellerup 2.juledag eller lidt senere; det afhænger lidt af de øvrige familiemedlemmer i Annas familie. Vi skulle jo helst have lejlighed til at hilse på tvillingerne. Vi håber, at vi får lejlighed til at hilse på de fleste af jer i julen. Vi regner dog ikke med, at vi bliver hjemme hele juleferien i år, idet vi jo både har husdyr og blomster at tænke på.
På skolen mærker man tydeligt, at julen nærmer sig. I de fleste klasser har vi både adventskrans og julekalender, og i de fleste klasser har vi desuden tegninger på tavlen. I mine to klasser har børnene selv lavet deres adventskranse, og 4.klasse har også selv lavet deres julekalender af tændstikæsker.
Også i år har vi fået et par nye lærere, og viv har også haft flere vikarer. Desværre har nogen af dem, også en af de faste, disciplinære vanskeligheder at kæmpe med. Jeg synes nu ikke, at vore børn er så slemme.
Der blev ikke tilslutning til den studiekreds i A.O.F., som jeg skulle have ledet; til gengæld har jeg fået en aften ekstra i handelsskolen, og jeg har desuden en aften optaget af et svenskkursus i Aalborg, så jeg savner faktisk ikke arbejde.
Vi håber, at vi i julen får lejlighed til at se Jens’ film fra Mallorca.
Til slut de kærligste hilsner fra os tre
Ove.
–
Modtaget 10-12-57- ” St. Dannesbo” 10 -1959
Afsendt 11-12-57
Kære Alle.
Tak for indlæggene, det er hyggeligt at læse om I forskelliges oplevelser, nu tror jeg, at jeg vil have bogen sendt af sted med det samme, så kan jeg passende gøre bod for gamle forsømmelser, og så kan Edel måske også få bogen ud af huset inden den allerværste juletravlhed.
Jeg er stadig ualmindelig glad for at være her på ”St. Dannesbo”; men hvad der er at fortælle om pladsen her har jeg vist fortalt i tidligere breve, og bortset fra at vi i år er mange flere end der plejer at være ved denne årstid, så er der ikke sket ret meget nyt, på dette område, til maj regner jeg med at skulle på Diakonskole i Aarhus igen, vi skal have ny forstander på Diakonskolen til april forhåbentlig lykkes det at finde en der er voksen til sin opgave.
Det er spændende om Jens nu falder til her i Skandinavien, eller han atter rejser til Grønland, forhåbentlig får vi hans nye Volvo at se i Julen, jeg ved endnu ikke hvornår jeg får fri i Julen; men jeg får nok ikke fri så forfærdelig mange dage, mændene skal jo passes alligevel, jeg vil sådan set også gerne opleve en juleaften her på anstalten; men jeg skal jo da hjem og se den sidste skud på Garne stammen, nå men jeg slutter for denne gang.
Mange kærlige hilsner
Gunnar
–
Modtaget d. 12-12-1957, afsendt 19-12-57
Kære alle!
Mange tak for brevene. Lars og jeg er hjemme i Sellerup Skov for tiden, Bent kørte os herned i søndags, der var ellers ikke megen trafik den dag, men vejene var også spejlblanke. Bent ringede lige i aften og fortalte, at vi nu havde fået stillet radiator op i den store stue og i vaskerummet, ellers har der kun været radiator i den lille stue, så det bliver jo dejligt nu.
I lørdags var vi til stort bryllup, Bents søster Bodil blev gift, det var en dejlig fest, det unge par har begge fået lærerembede i Ålestrup, der var ca. 80 mennesker med til festen.
Ja så nærmer julen sig med hastige skridt, mor har pakket julegaver ind i dag, Astrid og Jens kommer hjem juleaften og Lars, Bent og jeg fejrer også juleaften herhjemme.
De kærligste hilsner til jer alle
Edel
–
II juledag 1957
Modtaget 20/12 -57. Afsendt 27/12 -57.
Kære alle!
Tak for brevene. Jeg må hellere få gjort alvor af skriveriet i aften, det er sidste frist med afsendelsen i morgen, og så passer det også ved samme lejlighed at sende en fødselsdagshilsen til Jørgen, jeg synes ellers, jeg har haft bogen så kort denne gang; men det kommer vel af, at jeg lige fik den i de travle dage før jul. Ja- så er julehelligdagene ved at være slut, de går altid alt for hurtigt, jeg havde en hyggelig juleaften ude hos Vagns, juledag var jeg til frokost hos tante Agnes sammen med onkel Hans’s, Arne og Mary og Birgit og Eivind, onkel Karls var ikke med, det går ellers godt fremad med onkel Karl, tante Agnes var der ude dagen efter, at onkel K. var kommet hjem fra hospitalet også igen juleaften, og hun syntes, at det var utroligt, som den uge havde hjulpet på ham. I dag har jeg haft faster, tante A. Og Vagns til middag og eftermiddagskaffe, jeg har et lillebitte sødt juletræ, som vi også har haft tændt og gået om, det er en rigtig kontrast til Sussis juletræ, der er meget stort og et ualmindeligt smukt træ; men det er også normangran, og det er en stor fordel at det ikke drysser, mit træ drysser allerede meget; men det står på et bord, så det gør ikke så meget.
På søndag skal vi til Næstved, faster skal med derned, tante Agnes var også inviteret; men hun synes, det bliver for meget for hende, hun skal have gæster igen i morgen og ud lørdag, så hun har også haft hele julen optaget. Jeg glæder mig til at høre om julen derhjemme, når nu Astrid vender tilbage. Jeg regner med, hun har været sammen med de fleste af flokken.
Mange kærlige hilsner med ønsket om et velsignet nytår for jer alle
Sinne
Tak for julehilsenerne
(på hovedet øverst:
Undskyld jeg har så mange rettelser i brevet +en klat som min pen har skylden for, det må nok være juletræthed hos os begge.)
–
Aarhus 7/1 – 58.
Kære alle:
Mange Tak for Brevene her og for Juleposten.
Bogen laa nede i Kælderhalsen, da vi den 29. Kom hjem fra vores Juletur til Sellerup, vi havde nogle dejlige Dage sammen, og der var fuld hus hjemme, Poul var jo i Andkær, bortset fra et Besøg Fredag aften, var han kun i Sellerup et Par Timer Søndag Eftermiddag. Jens, Astrid, Ove’s og Gunnar var ogsaa hjemme, men da Astrid stod for Husførelsen, havde hun jo nok at gøre. Der var ogsaa fyret inde i den anden Stue for at fordel Trængslen lidt.
Det lød sjovt med Ole, da vi i Aften stod og vaskede op, kom han, trods Forbud mod Rend i Køkkenet ”jeg maa have lov at komme igennem jeg skal paa W.C.” Han fik saa tilladelse. Nytaarsaften kom Anna og Ove med Ester paa gennemrejse, men da Ester var en del forkølet tog de hjem allerede Nytaarsdag Kl. 11, hun er gerne mest veloplagt om Formiddagen, saa derfor vilde de rejse med hende først paa Dagen.
Jeg fik en del Billeder af Jens, og nu da vi kom hjem, skulle Else saa vise dem frem til en veninde, og paa Spørgsmålet om ikke veninden syntes, det var nogle søde Kusiner, hun havde, svarede Else:” Det ved jeg ikke, men hun syntes vel nok Hvalpen og Bjanka var søde.”
Mon der er mange Bastarder, der nyder større Bevaagenhed end Bjanka?
Jeg fik til Tysk før Jul og skulle egentlig begynde næste Tirsdag, men skal vi fortsætte med det grimme Vejr, har man ikke meget Lyst til at komme ud, det er dog kun én Gang om Ugen, og ikke to son Kristians, men skal vi tro hvad han skriver, tænker de jo ogsaa paa Fornøjelserne.
Vi tog fejl af Datoerne og fejrede først Hellig trekongers Aften i Aftes. Vi læste et Afsnit i Enid Blytons Bog om Vismændene, den fik Børnene af Moster Astrid til Jul.
Foreløbig har de haft deres Tid godt besat med julegaverne og Snevejret, og i Gaar begyndte skolen. Naar de spiller Ludo, synes Ole det er dumt at ”slaa hjem,# det bruger vi ikke.
Bare dog Øst og Vest kunne anlægge et fredeligt Samvær i det nye Aar, og vi i det smaa kunne gøre vores til, at Kærlighed og Godhed maatte faa en større plads.
Jeg haaber Jens maa kunne naa at faa skrevet i Bogen før han rejser til Grønland igen, og saa glæder vi os til igen, at se hans Film og Lysbilleder, naar han sidst på Aaret vender hjem igen.
De kærligste hilsner og Tak for alt godt i Aaret der svandt og vores bedste Ønsker om et velsignet Nytaar fra os alle her.
Inger
–
Sellerup Skov 12-1-57
Kære Alle!
Tak for indlæggene. Der er ikke meget nyt at berette saa tæt efter Jul. Vi havde en kraftig Snestorm sidste Tirsdag, det er første gang, vi ikke har leveret Mælk paa Grund af Vejret, dermed være ikke sagt, at det aldrig har været værre Vejr og Føre, men da Vinden var næsten stik Nord, fik vi Vejen fyldt godt op med Sne, De sidste 8 Dage har det været meget glat, i Fredags havde jeg købt et Læs Halm i Sellerup ved Hans Daugaards, og han skulle levere det med Traktoren, men han naaede knap op til no 13, før det begyndte at løbe baglæns, Vognen løb ud over Skrænten, men Traktoren blev på Vejen.
Inger har været eller er indlagt på Hospitalet, hun haabede dog at komme hjem til i Dag.
Til slut de kærligste Hilsner
Fra Hans.
–
Knudshoved d. 13-1-1958
Kære alle!
Jeg er lige kørt om bord på færgen ”Halsskov” denne gang på den underste dæk, jeg er på vej fra Sellerup til Hälsingborg, men jeg har beregnet rigelig tid, så måske jeg gør ophold i Helsingør eller København. Jeg har været en lille smut om af St. Dannesbo og hilst på Gunnar, det er jo en større virksomhed, men det er jo nok ikke altid lige let at omgås med sådan en flok.
På onsdag skal jeg ind og afslutte min hushandel i Helsingør, jeg er jo ved at være husejer, det er en 7 lejligheders hus i udkanten af byen, den koster mig 43000 kr. deraf udbetaler jeg de godt 32000 resten står i et 3% kreditforeningslån, jeg har en sagfører til at ordne alt, og der er ikke stort at tjene, men så undgår jeg at have så mange penge stående i sparekasserne.
På fredag den 17-1-1958 skal jeg efter planen lette fra Kastrup, og inden da skal jeg have bilen gjort i stand til at ”ligge i hi,” og ellers rundt at sige farvel til venner og bekendte, og jeg vil benytte lejligheden til at sige tak for indlæggene i ”de tolv,” og inden jeg afleverer den udmeld mig indtil videre.
d. 17-1
Nu da det er lige ved at jeg skal stikke af igen, ,Vagn har lovet at køre mig til Kastrup, og jeg får tid til andet end at melde farvel og sende eder alle de kærligste hilsener
Jens
–
Hvidovre, den 19.januar 1958
Afsendt 20.januar
Kære alle.
Mange tak for brevene.
Ja, så er Jens fløjet til Grønland igen. Efter planen skulle maskinen afgå den 17. Kl. 18, og vi kørte ham derud, men på grund af uroligt vejr over Island, blev afrejsen først udsat til kl. 20.30 og derefter udsat til næste dag, så han kom først af sted den 18. ved 9 tiden. De var ca. 17, der skulle af sted, og Mineselskabet måtte så skaffe hotelplads til dem på hotel Østerpark. Nogle af dem var så ude at se på byen, og da jeg talte med Jens kl, 8.45, var der en, som ikke var kommet til lufthavnen, han har nok moret sig for meget.
Onkel Karl er igen kommet på hospitalet og ligger på Bispebjerg hospital pavillon 3 stue 9, Kbh. N.V.
Som Sinne skrev gik det ellers godt den første tid, han var hjemme, men så stødte der en lungebetændelse til, og da det var ved at være overstået fik han årebetændelse med høj feber, og i mandags blev han så indlagt på samme afd., som han havde ligget på før. Jeg har lige talt med tante Johanne, og det lød til, at de var ved at forlige sig med tanken om et nyt længere hospitalsophold. De havde ganske vist ikke talt med lægerne, men afd. Sygeplejersken havde sagt, at der måske kunne gå en måned, før onkel Karl kunne komme hjem. Han ligger ikke i sengen hele tiden, men går oppe en del af dagen.
Sidst jeg skrev i vandremappen, sendte jeg et udklip med af Onkel Karl og Kongen, hvor mon det er faldet ud? Det var ikke med, da Sinne havde vandremappen.
Astrid har sagt sin stilling op til 1.februar. Hun kunne kun blive, hvis hun ville lade sig fastansætte, og det ville hun ikke. Hun ved endnu ikke, hvad hun vil efter den 1., men hun søger værelse på kraft, så hun regner da med at blive i hovedstaden.
Joans onkel bliver 60år på tirsdag, men festen skal først holdes på lørdag. Det skal foregå i selskabslokalerne her i komplekset, men der må vi ikke være efter kl. 23, og så skal vi fortsætte oppe hos os. De kommer alle sammen fra Vejle, og der bliver 23 i alt.
Sussi har indtil videre skrevet med kejten, men nu håber vi, at få det rettet. Jeg har købt et skrivehæfte, som hun er gået med til at skrive i med højre hånd 10 min. hver dag. Jeg skriver dato på, så der er ingen mulighed for at snyde. Det betales med 5 øre om dagen og en negerdukke eller en anden større ting, den dag hun helt går over til højre hånd, og hvis interessen holder, varer det ikke så længe.
Bent har skaffet os et par dejlige tæppesoveposer, Jens har indviet den ene, og nu får vi god brug for dem næste weekend med 10 overnattende gæster.
Mange kærlige hilsener til jer alle
Sussi- Joan og Vagn.
P.S. Nå Inger stikker også til Kristian med dansen. Vi drillede også, da vi var der mellem jul og nytår.
–
Andkær d. 28-1-58.
Kære alle.
Mange tak for Brevene.
I Dag er det lige 8 Dage siden jeg fik Mappen, saa maa det jo passe meget godt og faa den sendt af sted nu.
Der skal være Begravelse her i Andkær i Dag, det var det ogsaa i Gaar, det er to ældre Damer der er død, den ene er Marie Hauge fra ”Alders Hvile” der blev 85 og den anden Maren Bjerre herovre fra ”Vænget” altsaa vores Nabo, hun blev 75, hun har ellers været saa ualmindelig rask og dygtig efter sin Alder, men blev syg her ved Juletid.
Poul var som Inger skriver om, herned mellem Jul og Nytaar og lægge Centralvarme ind, det er vel nok dejligt, noget andet end Karls gamle Kakkelovn, vi har Fyret i Køkkenet, saa nu er der ogsaa altid dejligt varmt, det er en stor Behagelighed, da man jo faktisk bruger Køkkenet lige saa meget som Stuen, nu er der ogsaa altid varmt i den anden ende af Stuen det kneb det ogsaa med før.
Jeg gaar på Sykursus i Aar, det er egentlig ikke fordi vi faar saa meget bestilt deroppe, det er en ganske ung Lærerinde, vi har og det er sikkert heller ikke let, naar vi syr forskellige Ting alle sammen, men hun er saa sød og vi har det saa hyggeligt og fornøjeligt.
Vi er ellers alle raske, og bortset fra Forkølelser er der ingen af os der har været syge i vinter.
Bente er lige ved at kravle ind i Radioen, der er Legestue for Tiden, det er begge de to smaa meget interesseret i.
Sidst jeg skrev i Mappen fortalte jeg, at Ankers Mor stadig var meget daarlig, men hun levede dog en Maaned efter, men det var ogsaa et meget svært Sygeleje til sidst og hun blev ogsaa ked af Sygehuset til sidst og længtes efter at komme herfra, saa det var godt hun fik Fred, det er ogsaa saa svært at staa ved et Menneske der er saa sygt, og slet ikke at kunne hjælpe.
Nu mange kærlige Hilsner
Til store og smaa
fra os alle her
Gerda
–
Modtaget d. 29-1-58. Afsendt d. 31-1-58
Kære alle!
Tak for jeres indlæg, bogen har jo haft god fart på trods julen.
I søndags var vi til ”festlig komsammen” i vores kantine, det var papirfabrikken der havde inviteret Arbejdsteknisk skoles elever med damer, vi var ca. 100 i alt, det var en god aften, formanden for Arbejdsteknisk skole i Danmark var til stede, vores forbundsformand og afdelingsformanden, ligesom alle de høje herrer, på både ny og gl. Magle mølle, ligeledes med damer var tilstede. Hvis man kan gennemføre dette treårlige kursus med en mødeprocent på 100, kommer man med på en 12 dages studierejse i Sverige, jeg har allerede forsømt en gang, det var den dag, jeg var oppe til køreprøve. Jeg må hellere lige nu, vi er ved det gøre opmærksom på, at vi får ikke undervisning i dans, det ville måske ellers ikke være nogen skade til, men jeg trænger måske ligeså meget til at få undervisning i det danske, børnene var ene hjemme for første gang en aften i søndags, det var gået fint.
Vores logerende har fået arbejde i København, men han har da ikke sagt værelset fra sig endnu, han regner vist med at få arbejde her i byen igen, hans mor bor i København, så der bor han for tiden.
Vi er alle raske, og jeg håber det samme for jer, det går jo rigtig løs med at kælke for tiden. Karen har sit hyr med at få tørret Kirsten og Peters tøj, efterhånden som de gør det vådt. Peter og hans kammerat Jens Otto, ja de har for resten vist været flere om det, har rullet nogle mægtige store snebolde, som de har sat op ad hinanden, så de udgør en hel fæstning.
Karens mor er rask i denne vinter, hun tager meget ud på besøg, hendes ældste søster fyldte 80 år d. 23. dc., de er 8 søskende, og de lever alle endnu, de 8 søskende er 570 år tilsammen eller godt 71 år i gennemsnit, det er vist ret enestående.
Jeg vil slutte med at sende jer alle de kærligste hilsener fra os 4.
Kristian
–
Randers d. 27-2-57
Kære alle sammen!
Allerførst mange tak for indlæggene i ”de tolv!” Ja nu må jeg vist også se at få skrevet i bogen og sendt den videre. Sikken en vintervejr der bliver ved med at være, jord og himmel har i dag i perioder stået i et, så det er sikkert slemt på landet mange steder, det er ikke særlig fint vejr at have vinterferie i Sinne, men det er da godt at husene er hele, jeg begynder ellers snart at længes efter bar vej at køre på igen.
Ja jeg blev desværre ikke færdig i går så nu fortsætter jeg i dag, det er vist også ved at være på tide at få vandremappen af sted.
Jeg var i Århus i søndags sammen med Sinne, vi havde en god dag, men Inger lå i sengen, det var blodtrykket, der var blevet for høj igen, nu har jeg ikke hørt noget siden, men forhåbentlig er det faldet igen, det må nu heller ikke altid være let altid at skulle passe på, men der er nok ikke andet at gøre.
Og Astrid har sådan holdt flyttedag igen, det er da godt du har fået et rart værelse, nu ville du vel også gerne have noget fast arbejde, det må ikke altid være sjovt at være privatsygeplejerske, det er bare med at finde det rigtige.
Nu mange kærlige hilsner til jer alle
Edith
–
Modtaget den 3.marts. Afsendt den 9.marts
Kære alle sammen!
Mange tak for jeres indlæg i ”de tolv.” Det er altid morsomt at høre lidt om, hvad de forskellige medlemmer af søskendeflokken oplever.
Ja, så er kommunevalget overstået, og det blev i Nibe som så mange andre steder til et nederlag for socialdemokratiet, hvad vel egentlig ikke er så mærkeligt, eftersom både den socialdemokratiske borgmester og viceborgmester nægtede at lade sig genvælge, og man ydermere ikke rigtig havde andre at sætte i stedet, og nogen af dem, som der kunne være tale om, ikke ville lade sig opstille. Desværre kan de borgerlige ikke enes indbyrdes. Spidskandidaten på upolitiske liste er uven med spidskandidaten på den konservative liste, og det ser ikke ud til, at de på nogen måde vil gå med til forlig, således at den ene bliver borgmester og den anden viceborgmester. Det ser heller ikke meget ud til, at de kan enes om at vælge en tredje. Men nu får vi se.
Ester vokser stadigvæk godt. Sundhedsplejersken skulle have været her i går, men hun kom ikke. Jeg vil tro, at Ester nu vejer knap 12 kg, for hun vejede 11 kg den 31.jan. Hun har kun været forkølet én gang, nemlig i nytåret. Nu har hun tre tænder; den sidste var lidt værre at få igennem end de første, som hun tilsyneladende slet ikke mærkede til, at hun fik. Den tredje var heller ikke slem at få igennem; men hun var lidt vrøvlet et par dage. Inger har sendt os en børnestol (en højstol, som også kan bruges som legebord). Den er hun meget glad for. Når hun kommer op i den, giver hun sig til at klappe kage. Vi var ude at rejse med hende i sidste weekend, og det var sjovt. Folk i rutebilen ville gerne snakke med hende, og hun var ikke kostbar.
På skolen har vi travlt med eksamen; jeg har ikke mindre end 11 hele dage optaget af eksamen eller oprykningsprøver i realskolen, og det er næsten for meget af de gode. Fra 1.april skal jeg kun have 36 timer, indtil nu har jeg haft 2 eller 3 ugentlige overtimer.
Igen i år skal jeg med en klasse til København. Tidspunktet er endnu ikke fastsat; men vi håber, at det bliver i maj eller juni. Sidste gang havde vi kun 30 børn med; i år er der tilmeldt 61. Det er eleverne fra II realerne + 7.klasse, der får tilbuddet.
Vi længes jo snart efter lidt forår, så vi kan komme i gang i haven. Jeg har bestilt noget hestegødning, som det er meningen, jeg vil bruge til at lave en varmebænk af. Det er så rart med lidt tidlige grøntsager.
Annas lillesøster (plejesøsteren) skal konfirmeres den 23.marts; men vi rejser ikke hjem til festen. Jeg kan næsten ikke på grund af eksamen, og Anna har ikke lyst til at rejse alene med Ester, hun er jo også så tung.
Vi har endnu ikke bestemt, om vi vil rejse hjem i påsken; men hvis nogen af jer har planer om at besøge os, er I velkomne, og så bliver vi hjemme.
Til slut de kærligste hilsener
Fra Ester, Anna og Ove
–
Modtaget 10 marts, afsendt 19.marts
Kære Alle.
Tak for indlæggene, ja efterhånden som de fleste får eget hjem, så ser vi jo ikke så meget til hinanden; men så er det jo da godt vi har vandremappen, når den går så stærk som den har gjort de sidste par år, så får man jo da brev fra alle sine søskende hver 3de maaned og det synes jeg er rart. Jeg har hjemme i går, de havde det godt både mor og Hans, men Bjanka er bange for mig, det er jo også rart at kunne sætte sig i respekt.
Her på St. Dannesbo går alt ved det gamle, jeg glæder mig egentlig slet ikke til at komme herfra, det er også lang tid at skulle sidde på skolebænk i 11 mdr., jeg skal begynde 4.maj, men det er da rart at man kan smutte en tur ud til Poul og Inger, når man bliver ked af at sidde og hænge over bøgerne, jeg ved ikke, hvad jeg skal lave når jeg er færdig på skolen, jeg er blevet tilbudt en god stilling på arbejdsanstalten i Svendborg, men den skal tiltræde til maj, og jeg tror det er klogere at gøre sin uddannelse færdig,
nå men jeg vil slutte med de kærligste hilsner
Gunnar
Adr. Fra maj
Diakonhøjskolen
Dalgas Avenue 52
Aarhus.
–
Modtaget d. 20-3, afsendt d. 27-3
Kære alle!
Mange tak for brevene.
Lørdag- søndag var vi hjemme i Sellerup, Bent var i Fredericia om lørdagen og hente et skab, imens gjorde Lars og jeg så rast i Andkær, da Bent kom tilbage spiste vi aftensmad, afbrudt af en lille tur ud i det friske vejr, for at se Sputnik, Lars, Gerda og jeg nøjedes med at stå og lure ved vinduet, og vi så såmænd lige så meget derfra, som de øvrige medlemmer ude i kulden, for de så nemlig heller ikke andet end de stjerner der plejer at være de. Edith var også hjemme i søndags, hun var kommet fredag aften og skulle rejse igen mandag aften. De havde det ellers godt derhjemme, de havde lige fået små kyllinger, de er henne i kostalden, det er jo nok også det eneste sted, der er til at holde det varmt nok til dem.
Lars er meget glad for at køre i bil, han skal helst sidde og holde i gearstangen, og så sidder han med en mine, som om det var ham der førte hele skuden, jeg kan da lige tilføje, at det er en DKV Snelaster vi har for tiden.
For ikke ret længe side var Inger, Poul og børnene en tur hernede, det var hyggeligt, Sinne var også en lille smut hernede i hendes vinterferie, hun tog rigtig fødselsdagene med Elses den 23., Bents den 25. Og Birgits den 26.februar. Edith har da også været her en lørdag-søndag lidt længere tilbage, nu håber vi jo også at se Gunnar lidt oftere, nu han kommer til Århus.
Ja, vi har lige fået brev fra Jens af med en hel del billeder, det lyder til at vi for tiden har koldere vejr her end de har i Grønland.
Nu sendes I alle de kærligste hilsner
Fra Lars, Bent og Edel
NB. Gerda Jørgensen(Lund) fik en datter d. 14. Marts
–
Modtaget 28/3-58. Skærtorsdag 1958
Kære alle!
Mange tak for alle jeres breve. Det lader til jeg er heldig at få bogen til de store højtider, sidst jeg skrev i ”de tolv” var II juledag og nu er det påske; men foråret mærker man ikke meget til, selvom vi har haft dejlig solskin i dag, var det rigtig væmmelig koldt og blæsende i aften, da jeg kom hjem. Min altankasse står også stadig med sin vinterpynt af gran og fyr, og jeg må indrømme glansen er gået af den, men skulle have løg af forårsblomster i den; men det prøvede jeg, det første år, jeg boede herude og da frøs de for mig, så siden har jeg haft mod til et nyt forsøg med det. I Hvidovre har de forårsblomster i deres altankasse; men den er heller ikke så lidt større end min. Trods kulden er faster rejst til Smidstrup i påsken, det skal vist være slemt vejr, hvis faster holdt sig hjemme, det er bare galt med de lathyrus, de plejer altid at blive sået i påsken; men faster var klar over, at det lod sig ikke gøre i år. Faster har en dejlig stor kakkelovn deroppe, så jeg tror ikke hun kommer til at fryse. Onkel Karl begyndte at arbejde lidt før påsken, og det var gået godt, nu er det meget heldigt med helligdagene her, så han kan få hvilet lidt efter den første omgang. Jeg venter onkel Karls, tante Agnes og fru Wengel til middag II.påskedag. Jeg har været på arbejde i dag og skal også i morgen, det ville jeg gerne, så har jeg et par ”skæve” dage til gode til en anden gang, jeg har rigtignok heller ikke overanstrengt mig i dag, der er ikke så mange patienter på afdl. i påsken, så jeg fik endda tidligt fri.
Mange kærlige hilsner med ønsket om en god påske.
fra Sinne
–
Aarhus d. 17/4- 58.
Kære alle.
Mange tak for Brevene, jeg havde helt glemt Bogen som jeg ellers fik Paaskelørdag (5April), saa jeg beder undskylde.
I Aftes var Farmor, Poul og jeg taget på Restauration for at se paa Stadsen i København, saa Børnene var for en gangs skyld alene hjemme, Ole i Seng, de to store skulle blive oppe og høre Talerne. De skulle saa have en Ispind, Ole startede i Morges Kl. 8 paa Indkøb, det blev til 2 Salmiakstænger og 5 Pinocciokugler, og da han faaer oplyst, hvad vi nød paa ”Gartnernes Salgsauktion” gav han mig en Kugle ”Fordi det du fik er ikke saa godt som 2 Salmi.”
Vi havde en dejlig Tur hjem i de to første Paaskedage, der far fuldt Hus men ingen Pladsmangel. Skærtorsdag Efterm. F.eks. Onkel Hans og Tante Marie, 3 fra Hvidovre, Astrid, 6 fra Andkær, 5 fra Aarhus + Husets faste bliver det 19, ja Bjanka var der selvfølgelig ogsaa det meste af Tiden, men naar bare Ungerne enes er det jo ingen Sag.
Endelig fik vi da mærke, at Foraaret var paa Vej, nu er der da dejligt i Solen, selvom Vinden stadig er kold, Poul og Børnene har begyndt Foraarsarbejdet. Edith havde vi besøg af Paaskedag og nu varer det nok ikke længe før Gunnar kommer til Diakonskolen igen.
Det var da ærgerligt, at Kristian maatte forsømme sit kursus, saa røg sverigesrejsen vel men det er vel ogsaa ret tvivlsomt, om ret mange kan klare et kursus paa 3 aar uden Forsømmelser.
Efterhaanden er det maaske mig der har ”den værste klo” her i Bogen, det er nu ogsaa en Form for Sjuskeri, som man burde gøre noget ved.
Det er dejligt med den lette Adgang til at forny eller vedligeholde sind kundskaber, og den frie Adgang til velforsynende Biblioteker.
Der er ofte glimrende Skoleudsendelser om Formiddagen, og jeg lægger til dels min Arbejdsplan efter dem. Og min daglige Middagshvil gør jo, at jeg ogsaa faar noget læst. Ja tro nu ikke at jeg lader støvet hobe sig op, men Formiddagen er jo egentlig fredelig og drøj, naar de to store er i Skole, og vi spiser Middag om Aftenen.
Nu rigtig mange kærlige Hilsner, og så haaber jeg, at vi maa faa en god Sommer med mange gode timer sammen. Jeg glæder mig til at Moreltræet vaagner op til nu Blomstring, og saa er jeg taknemmelig for, at jeg p.t. befinder mig bedre end det længe har været Tilfældet.
Jeg begyndte paa nogle andre Tabl. Og det bekom mig daarligt til at begynde med, men nu nøjes jeg med 3 om Dagen, man bliver noget søvnig af dem, men det er der jo Raad for.
Kærlig Hilsen til jer alle fra os her.
Inger
–
Sellerup Skov 4-5
Kære alle!
Ja saa maa jeg se og faa Bogen sendt af sted, der har været så meget i den sidste Tid, saa jeg har stadig udsat det. Vi har været i Aarhus i Dag, de havde det godt deroppe, det tror jeg ogsaa Inger havde, Edith var deroppe, og Harry og Birgit var med os, ja ogsaa Gunnar, han skulde begynde på Diakonskolen, han skulde være der Kl. 6, vi kørte hjemmefra Kl. 10 og fra Aarhus Kl. 5 og satte saa Gunnar af ved Skolen, vi havde en god Tur.
Jeg er blevet færdig med at saa baade Korn og Roer, ja Kornet er da ogsaa kommet op, jeg lade de sidste Kartofler i Lørdags. Foraaret kom jo sent, men vi har ikke faaet megen Regn, saa det har gaaet let at blive færdig. Køerne er paa Græs mange Steder, jeg regner med at vore skal ud en af de første Dage.
Mange kærlige hilsner fra
Mor og Hans
–
Modtaget 6.maj, afsendt 13.maj 1958
Kære alle.
Mange tak for brevene.
Foråret kom sent i år, men nu er det vel også nok smukt i naturen, hvor alt står i fineste lysegrønne flor.
Joan har alligevel sagt ja til centralen igen i sommer og skal begynde på fredag. Foreløbig kun som sommervikar. Hvidovre central bliver nedlagt fra på søndag, så Joan skal på ”Byen og Palæ,” som ligger inde i telefonhuset i Nørregade, så der bliver længere til arbejde.
Sussi og jeg må så tage alene på ferie i år. Vi tager sikkert på campingtur med teltet, men bliver sikkert inden for landets grænser i år.
Jeg havde først lovet Emily og Oluf at komme med; de har ikke sagt endelig besked endnu, men det bliver næppe til noget, da Viggo kun er 3 år, og ham vil Emily ikke tage fra, da hun jo arbejder til hverdag, og derfor ikke ser så meget til ham og Dorte.
Jeg talte med Anna og Ove om eventuelt at tage med, men Ove ringede nu forleden, mens han var i Kbh og sagde, at de alligevel ikke syntes, at de kunne tage med i år. Nu har jeg talt med Kristian og håber at de tager med, hvis Emily og Oluf siger fra.
Joan og jeg var til pokalfinale i Idrætsparken i søndags, hvor Vejle vandt over K.B. Joan var en af de aller ivrigste til at råbe, så hun var næsten hel hæs, da kampen var forbi.
Jeg er begyndt som fodboldtræner her i Hvidovre. Det er 2 gange om ugen. Det er en måneds tid siden jeg begyndte, og jeg synes selv, at det går fint med at holde styr på dem og at få dem til at gøre det rigtige uden at skælde for meget ud.
Sussi har fået en undulat, men indtil nu er det nu Joan, der at taget sig af dens pasning.
Solsortene har også i år bygget rede i en af blomsterskålene ude på altanen, og hunnen er begyndt at ruge, så det er det rene pip her. De andre år har vi haft meget fornøjelse af ungerne, så vi glæder os også i år.
Sidst skrev jeg om Sussi, der var begyndt at skrive med højre hånd, men det gik ikke i første omgang. Nu er vi i gang med et nyt forsøg, og jeg håber, at det lykkes denne gang.
Mange kærlige hilsener til jer alle.
Sussi – Joan og Vagn.
P.S. Fra på søndag er vores telefonnummer fuldautomatisk. Hvidovre falder væk og nr. bliver: 78 1598
Områdenummeret 01. D.v.s. at Århus, der har fuldautomatisk selv kan dreje ind 01781598 uden at forlange rigstelefonen. I andre skal først have rigstelefonen.
Fra ca. 15/7 får vi selv posthus i Hvidovre. ”pr Valby” falder væk og postadressen bliver; Hvidovre.
–
Andkær d. 14-5-58.
Kære alle sammen.
Tak for Brevene, selvom jeg ikke har så spændende at fortælle om maa jeg hellere lige faa en Hilsen med.
Vi er jo nu i Aarets skønneste Maaned det er ogsaa saa dejligt herude paa Landet som H.C. Andersen skrev, alt er lysegrønt og det begynder at kan ses Rækker i Køkkenhaven, blot var det dejligt med noget mere Varme, det er nærmest koldt endnu, men alligevel har jeg ikke kunnet slippe for at finde Sommertøjet frem, saa Drengen er i korte Bukser og Birgit begyndt at bruge Sommerkjole, Bente finder sig stadig i at gaa i ulden Kjole.
I Søndags var Bente og jeg med Hans, Mor og tante Agnes i Brædstrup, vi havde en dejlig dag, Edel har vel nok et Ønskekøkken, ja i det hele taget har de et dejligt Hjem, og Lars var saa kær og sjov, han siger mange Ting nu.
Børnene er begyndt oppe i den nye Skole, og Lærer Johansen er flyttet ind, men det er ikke helt færdigt endnu hverken Skolen eller Lærer embs. Bolig, saa der har ingen Indvielsesfest været, men Pladsberg vilde ikke vente længere, da han havde afstaaet sit Værksted i Vejle og han havde købt det til overtagelse 1ste Maj, der skal jo være ”Møbelfabrik” i hvert fald laver de Ottomaner.
Nu haaber jeg at faa Lejlighed til at hilse paa jer alle sammen inden Mappen kommer igen og saa var det jo herligt om vi maatte faa en god varm sommer.
Nu kommer Posten snart saa jeg vil slutte med mange kærlige Hilsner
til jer alle fra os alle 6
Gerda
–
Modtaget den 23/5-1958, afsendt d. 28/5-58.
Kære alle!
Tak for jeres gode breve.
Det er regnvejr i dag, så det må jo være vejr til at skrive i vandrebogen.
Vi har haft besøg af familien fra Nibe i pinsen, og jeg synes, at vi havde nogle særdeles gode dage sammen, vejret viste sig også fra den allerbedste side af, så vi fik nogle gode ture i Herlufsholm skovene. Børnene var vældig glade for den lille Ester, og hun var også glad for dem, en aften gjorde Ester stormkur til Peter, det var herligt at se på, det var første gang vi så Ester, hun var en sød og nem pige at have med at gøre, hun spiste det samme mad som vi andre.
Ja Vagn har inviteret os på Campingtur, og vi vil gerne med nogle dage, men ikke hele ferien, vi skal også have nogle dage hjemme hos mor, vores ferie falder fra den 13 til den 27.juli, jeg må se om jeg kan få lånt noget lejrudstyr til den tid, vejret skulle jo gerne være godt, når man skal leve på feltfod; vi regner med at Sussi kommer her ned på ferie en uges tid, den 5-6-7 juli regner vi med at besøge familien i København.
Vores afgrøder i haven står godt, især kartoflerne er godt med, vi har været heldige og ikke haft nattefrost siden sidst i april, og nu vi er nået så langt hen i maj måned, skulle der vel ikke være så stor far for overraskelser i den retning, vores jordbær tegner også godt, jeg håber, vi kan nå at få de fleste plukket, inden vi rejser på ferie.
Jeg håber der bliver lejlighed til at hilse på de fleste af vandrebogens skribenter med familie i løbet af sommeren.
For ikke så længe siden havde vi jo besøg af Gunnar, vi var ude at køre en dejlig tur her i Sydsjælland, vi var bl.a. i Vordingborg og en tur over Storstrømsbroen, det er alligevel en lang bro, hva Gunnar.
I håb om at I alle har det godt både store og små, sender jeg jer de kærligste hilsener fra os alle her i Næstved.
Kristian
–
København 7/6 -58.
Kære alle!
Mange tak for indlæggene.
Ja, så må jeg vel hellere se at få skrevet et par ord i ”de tolv.”
1ste Maj begyndte jeg igen på Diakonissestiftelsens børneafdeling, men bor stadig på Tesdorpfsvej 7, det tager kun 5 min. at cykle på arbejde, så det er jo ingen sag, nu har vi fået samlet arbejdstid derude også, de fleste dage fra 7-15.30 ellers fra 10-18.30, det er kun undtagelsesvis jeg har fritimer, man får meget mere ud af sin tid, når man kun skal til og fra arbejde 1 gang om dagen. Jeg nyder rigtig at have så let adgang til haven og har tilbragt mange timer derude, der er altid læ og sol et eller andet sted, når ellers solen vil skinne, og der har da været ikke så lidt sol i den sidste tid.
Nu håber jeg snart at få min egen telefon nummeret bliver Fasan 8571, den skulle meget gerne komme inden 1.juli, da rejser så Ingrid på ferie, og så må jeg sove på D.S.P., når elever har vagt, og det vil jeg jo helst være fri for.
Faster har for længst bosat sig for sommeren i Smidstrup, Sinne og jeg var deroppe i pinsen, og vejret var vel nok skønt, så vi solede os rigtig.
Tante Agnes har lige været i Jylland på ferie, jeg syntes da hun havde haft sådan en god ferie. Edith kommer vist snart på ferie herovre, jeg ved ikke hvornår, men bogen bliver nu sendt til Randers.
Min ferie bliver fra 10 til 31.august – Sinnes fra 19.august.
I morgen eftermiddag efter arbejdstid havde jeg tænkt mig at cykle ud i Onkel Karls have og tilbagelevere en taske, jeg lånte derude i efteråret, og som jeg fik fyldt med æbler dengang, det kan ikke være for tidlig at få den afleveret igen, det er en strandtaske, det undskylder jo lidt.
De kærligste hilsner
Astrid
–
Sellerup skov d.24-6-58
Kære alle sammen!
Allerførst rigtig mange tak for indlæggene, ja ”de tolv” holder en lille ferie sammen med mig, jeg havde glemt at få skrevet i den inden jeg rejste til København, men nu kan jeg jo slå to fluer med et smæk og sende den med fødselsdagsbrevet til Ester, ja det er en stor dag når man fylder 1 år, det spændende går jo lidt af når man først har prøvet at fejre fødselsdag mange gange.
Ja nu synger jeg jo snart på sidste vers med ferien, på lørdag begynder hverdagen igen, men jeg synes jeg har haft en dejlig ferie, jeg har også været meget heldig med vejret og er også blevet en del solbrændt, det er nu rart når det kan ses jeg har haft ferie.
Jeg har i år for første gang ferieret ved Vesterhavet oppe ved Hirtshals, vi var 5 der havde lejet et sommerhus til den billige pris af 50 pr. uge, der var jo absolut heller ingen komfort, men vejret var så dejligt i den uge, og naturen er jo pragtfuld deroppe, og jeg nåede at se Vesterhavet både fredelig og stille og i oprør, det er et pragtfuld syn, og jeg så også solen gå ned i Vesterhavet flere gange, hvor er det smuk, men det er så sjælden, jeg har lejlighed til at se solen gå ned i havet.
Jeg er spændt på hvad familien i Næstved vil synes om at komme på Campingtur, det kan ellers blive dejligt især hvis det bliver fint vejr. Ja nu er jordbærrene så småt ved at blive modne, Hans snakker om at begynde og plukke i morgen aften, men det giver jo nok ikke så meget de første gange.
Nu mange kærlige hilsner med ønsker om god ferie til de forskellige.
Hilsen fra Hans og Mor.
Jeres Edith
–
Modtaget den 26.juni. Afsendt den 6.juli
Nibe den 2.juli 1958
Kære familie!
Mange tak for jeres indlæg; det er dejligt at høre, at I alle har det så godt.
Ja, så blev det ferietid, og det ser jo ud til, at vejret vil vise sig fra den pæne side i år. De sidste tre dage har vi haft temperaturer fra 26-28 grader i skyggen, og så er der vel ingen, der ønsker at have det varmere?
Jeg har jo nok den længste ferie af alle vi søskende; men i kan tro, at jeg også får det at vide tit.
Vi sluttede af med et stort skoleidrætsstævne, hvori deltog ca. 1100 børn fra Nibe og opland. Det var en festlig dag, og der er nok at gøre, idet det er arrangeret således, at alle børn over 10 år kan deltage i fri idræt. Desuden er der langbold, rundbold, håndbold og fodbold. Det sidste samler størst interesse i Nibe.
Nu skal vi jo til næste år til at arbejde under den nye skolelov. Det bliver spændende at se, hvordan den kommer til at virke i praksis; jeg synes ikke, at den ser alt for tillidsvækkende ud på papiret, og der er da også i lærerkredse deroppe en del skepsis over for den. Men selv om det er sagt ofte, er det jo alligevel sandt, at i skolen er indholdet vigtigere end formen, og det gælder såmænd også på mange andre af livets områder.
Vores ferie varer til den 12.august. vi regner med at være hjemme til omkring den 10.juli, derefter regner vi med at rejse hjem til morfar og blive en uge, hvorefter vi agter at rejse til Sellerup og feriere også en uges tid, hvis der er plads; men det plejer der jo at være.
De sidste dage af juli er det planen, vi vil være her, og så er det meningen, at vi rejser til København først i august. Det meste af tiden er det dog tanken, at vi skal være oppe i Smidstrup hos Faster.
Ester er jo vokset meget siden sidste sommerferie både opad og til siderne; hun er nærmest en lille tyksak. Hun kan ikke gå alene endnu, men går et godt ved en hånd. Hun snakker meget; men det meste forstås vist kun af hendes forældre. De sidste dage har hun sagt: ”Hvad er det?” til næsten alting.
I går var jeg ved at lave en sandkasse til hende, og det ser også ud til, at hun er glad for den, dog ikke så glad, at hun vil være der hele tiden, et par gange var hun kravlet op i køkkenhaven, hvor hun gik i gang med at plukke persille.
Nu er der ved at være en del jordbær, der er modne, og vi er jo glade for at få nogen inden vi rejser på ferie. Det ser ud til at blive en meget stor jordbærhøst i år.
Nu håber vi, at vi ser de fleste af jer i ferien, og så vil jeg slutte med de kærligste hilsener fra
Ester, Anna og Ove
–
*jeg fik skrevet rettidigt i bogen; men fik den desværre ikke sendt af sted til tiden, dels på grund af sløseri, det er fordi jeg ikke vidste, hvor Gunnar for tiden opholder sig.
–
Kerteminde 19-7-58.
Kære Alle
Tak for jeres breve, ja det er jo ferietid, og mappen har også holdt en lille ferie på husflidshøjskolen i Kerteminde, når man sådan er på lejr , så er det ikke til at tage sig sammen til at skrive.
Jeg er ellers ualmindelig glad for at være her i Kerteminde, vi bor i telt men vi har lånt en skur af skolen og der har vi et kosangasanlæg, så det går meget godt, vi har vores tid stærk optaget, vi har været her i 2 uger, den første uge havde jeg knytning, i denne uge har vi haft bogbinding, det har været meget interessant, jeg har bundet 5 bøger ind, nu kan I jo se dem, når jeg kommer hjem en gang. Jeg kommer nu nok ikke så meget hjem i sommer, vi får godt nok en ferie på 1 dag, når vi er færdige her, men da har jeg lovet at komme til St. Dannesbo som ferieafløser, og i min efterårsferie skal jeg hjælpe med en Bazar i Aarhus, men nogen af jer kommer vel også til Aarhus.
Ja det har været nogle spændende dage for dem der har fulgt med i storpolitikken, nu ser det ud til at det klarer lidt op, vi har da lov at bede til Gud om at han vil bevare os fra krigens rædsler, vi kan nu ikke se andet end at Amerika og England har handlet klogt, og at det var på høje tid, men man må selvfølgelig heller ikke glemme, at der er en stor risiko forbundet med det. Nå men jeg vil slutte med mange kærlige hilsner
Gunnar
p.t. Husflidshøjskolen Kerteminde
–
Brædstrup d. 1-8-58
Kære alle!
Tak for brevene. Mappen lå og ventede på mig, da jeg kom hjem fra ferien i søndags, denne gang var stoffet knap så spændende som ellers, da vi jo lige har været sammen med de fleste af jer. Lars og jeg var hjemme fra forrige søndag til sidste søndag, det var dejligt at være sammen med så mange af jer, og takket været Vagns lejrudstyr gik det jo helt godt med at få de mange mennesker placeret om natten. På mors fødselsdag var vi 24 i alt + fru Høse og Ketty der kom om eftermiddagen, fur Høse blev til om aftenen, Ketty skulle nogen før hjem, hun er bleven en hel lille dame at se på.
Alle børnebørnene var jo samlet den dag, det var helt morsomt at se dem samlet alle 12.
Harry kørte med os hjem søndag aften, og var her til i går, han skulle hjem og med på søndagsskolelejr. Vi kom for sent til rutebilen i går (det ligner jo ellers ikke familien at styrte af sted i sidste øjeblik) –, jeg har nu chaufføren mistænkt for at være kørt lidt før tiden, Gerda sagde også at den var inde før tiden i Vejle, nå, Bent kørte så Harry til Vejle, der ventede hele familien ham.
Lars var til tandlæge i går, det er jo lidt tidligt at begynde, han døjer stadigvæk med det her mundbetændelse, og det havde sat noget ned på de øverste fortænder, som skulle skrabes af, og så fik han noget meget stærk noget smurt på gummerne, hans læber blev snart dobbelt så tykke som ellers, han gik også med åben mund og græd hele vejen hjem, men tandlægen sagde at det plejede at hjælpe godt, det var vores læge der havde sendt ham derop, han siger at der er ikke noget børn bliver mere vrøvlet af end når de har den mundbetændelse, så man må jo undskylde den lille mand, når han af og til har været noget irritabel, jeg håber vi snart må få bugt med det. Lars er ellers bleven god til at snakke, han har fortalt mange gange i den sidste tid om ”Nicolaj der er en gris på Gerdas bord,” det er en tam Allikeunge, der hoppede ind af vinduet og efterlod en klat på Gerdas køkkenbord, da vi var deroppe søndag aften.
De kærligste hilsner
fra Lars, Bent og Edel
–
Ballerup d. 6/8 -58
Kære alle!
Tak for brevene. Jeg har lidt god tid i aften, så jeg vil se at få skrevet i vandrebogen. I morgen aften skal jeg ud til Vagns, familien fra Nibe kommer også efter afsluttet besøg hos faster, og fredag skal de med dagbåden til Ålborg, de var her hos mig fra lørdag til mandag, hvor er Ester en kær lille unge, hun er da ikke til at stå for, jeg glæder mig til at se hende igen i morgen aften i Hvidovre, Ester var helt glad for sandkassen hernede, der tilbragte hun en hel del af søndagen, hun er jo absolut ikke af den bange og nervøse slags. Astrid har ferie fra lørdag, og da rejser hun sammen med Karen til Bornholm i 8 dage, de skal bo i nærheden af Gudhjem. Nu bliver det også snart min tur til at holde ferie, en patient fortalte mig forleden, at vi fik godt vejr fra d. 20/8, og jeg kunne sige, at det passede mig glimrende, da min ferie begyndte 19/ 8, jeg har fået plads på pension glimt Samsø fra 20/8, det lyder vældig tiltagende, så jeg håber, at vi bliver glade for det, en kollega på øjenafdl. holdt for nogle år siden ferie på Samsø og var meget begejstret for det. Lørdag er vi inviteret til fødselsdag hos onkel Karl, den skal holdes ude i haven, hvis ellers vejret bliver nogenlunde.
Mange kærlige hilsner
fra Sinne
–
Aarhus d. 13/8 -58.
Kære alle.
Tak for brevene, at dem forstaar jeg at sommeren Vejrmæssig set ikke helt har artet sig som de forskellige haabede, værst gik det vel ud over Vagns og Kristians, jeg blev jo vækket en tidlig Morgen Kl. 5, Mor kom op paa det lille værelse og fortalte at en Flok trætte Teltliggere kom og bad om Natlogi, nær ved Middagstid klarede Vejret op og de trætte Landstrygere dukkede op. Teltet blev rejst og idyl Billeder blev taget, det eneste synlige Bevis paa, at de havde besøgt Skagen, var en pakke Smør. Men vi fik saa nogle gode Dage sammen hjemme, det var vi glade for, det plejer ellers at hedde Morbror Kristians’s Børn, som vi kke kender saa godt. Alle har vel hørt, at Ole og jeg skal med Sinne til Samsø.
For mig bringer det Tanken hen paa vores Barndomslege, naar de voksne, det var mest om søndagen det foregik tror jeg, da var Middagsstunden længst, de smaa sov nok ogsaa, saa tog vi paa Rejse som fine Damer, solide Kurve blev pakkede med Kitler, Kjoler og Forklæder fra a` Stativ, og saa selvfølgelig et Spejl oveni. Saa gik Turen rundt i Verden, Roehuset var et straalende Hotel i Paris, Laden Italien osv. Verden laa foran de straalende Damer, Ja Samsø kan bare vente sig.
Naa nu kom Ungerne i Seng og jeg maa se at faa Brevet færdig. Fredag-Lørdag venter vi Besøg af et Par Sygepl. fra Norge, de kommer fra Kalundborg.
Forleden plukkede vi Stikkelsbær til Henkogning. De to store faar gerne et bestemt Maal, den Dag gik det nu nemt, der var 4 kammerater, som straks sagde – vi hjælper, saa kan vi hurtigt komme til at lege igen.
I aar skal Jørgen og Else ogsaa gaa til Svømning, de begynder nok i næste Uge, det skal foregaa nede i Svømmehallen.
Vi skal have nye naboer, Laursens rejser op til Bøvlingbjerg Apotek, saa de har lige solgt deres Hus for 55.000, men det er ogsaa meget velholdt, der er Oliefyr o.s.v. Apoteket maatte de give 112.000.Men de har været meget flinke Naboer.
Nu haaber jeg saa, at vi maa faa en god Eftersommer og Tak til de forskellige vi var sammen med i Ferien.
Kærlig Hilsen til alle.
Inger.
N.B. Vi har lige haft besøg af Gunnar, men det var kun et kort Søndagsbesøg, saa Tiden er gaaet og jeg har ikke faaet Bogen sendt. undskyld.
–
Sellerup Skov 31-8
Kære Alle!
Tak for Hilsner og Breve! Ja saa gaar sommeren på Hæld, Avlsmæssig har det været en god Sommer, især med Græs og Jordbær, men Jordbærpriserne var jo ikke høje, det var fint Vejr i næsten hele Jordbærtiden, det var kun det sidste Uge Regnen generede lidt. Kornet fik vi ind i Fredags i god Stand. Der er kørt meget Korn ind de sidste Dage, meget af Kornet var overmodent, da det blev høstet. Vi har ret stor Besætning for Tiden, 4 Køer hvoraf en skal kælve i September og en i Oktober og en Kvie der skal kælve i September en et Aars Kvie og en Fedekalv + 4 Grise og Høns og Kyllinger som er begyndt at lægge Æg.
Til slut de kærligste Hilsner fra
Hans.
–
Hvidovre, den 6.september 1958.
Kære alle.
Mange tak for brevene.
I morgen venter vi Sussi hjem fra ferie, og så er der vist heller ikke flere, der har sommerferie, men det ser ud til, at man enten skulle have taget ferien tidligt eller ventet indtil nu. Bortset fra de kortere dage har vejret ikke været mere ideelt til ferie end nu. Det er en ganske særlig klar og ren luft ved en sådan ”indian summer.” For landmændene betyder det fine vejr forhåbentlig, at høsten alligevel kommer velbeholden i hus. Det så ellers ikke lovende ud en lang overgang, og der er sikkert også kommet meget vådt korn ind.
Nu skal vi snart begynde at tænke på efterårsferie: Skoleferien falder her fra den 19.- til den 26.oktober. Jeg har gemt 8 dage af min ferie, og vi regner med at tage en tur til Jylland. Mon der er flere storke i Jylland? Mon ikke snart der skal sendes en til Nibe? Det trækker forhåbentlig ikke lige så længe ud som sidst.
Sussi er begyndt som grønsmutte hos K.F.U.K. spejderne fra 1.august. Hun er til møde en gang om ugen, og de har tur en søndag i hver måned. Hun er meget ivrig, og i går var vi efter megen overtalelse inde at købe uniform til hende. I kan tro, hun var stolt, men hun er også en kæk spejderpige at se på i den grønne uniform med skråhue.
Onsdag aften var jeg til grundstensnedlæggelse i vor nye sognekirke ”Risbjerg-kirken.” Der var både kirkeministeren, biskoppen, amtsmand og 12 præster i ornat. Bagefter var jeg med til en lille festlighed med et kaffebord i Holmegårdsskolen. Jeg er medlem af kirkekomiteen og af menighedsrådet, men der var adgang for alle i sognet til begge dele.
Vi har ikke hørt noget endeligt om Birgit og Eivinds emigration, men det er også noget, siden vi har talt med nogen fra Vanløse.
Masser af kærlige hilsener til jer alle
Sussi – Joan og Vagn.
–
Andkær d. 18-9-58.
Kære alle sammen.
Tak for brevene, nu maa jeg hellere lige faa en Hilsen med, jeg er ogsaa mere oplagt i denne Uge end i sidste Uge, da var Anker meget syg, nu gaar det bedre, han har haft Influenza, Slim i Lungerne, Nyrebækkenbetændelse og Blærebetændelse og naar saa Temperaturen var oppe ved 40, var det jo ikke sært han var sløj, han laa og døsede saa jeg var langt nede, men nu gaar det Gud ske Lov bedre, han regner da med om alt gaar vel og begynde paa Værkstedet paa Mandag.
Jørgen i Aarhus har vel nok været heldig naar han saadan har vundet et Fjernsyn, det er jo da nogle der faar de store Gevinster, han var ogsaa saa lykkelig, at han maatte ringe ned og fortælle Mor og Hans det.
Nu er der saa en lille Pige mere i Familien, det er da godt, det er vel overstaaet, ”til Lykke” med hende Anna og Ove.
Mange kærlige Hilsner til store og smaa
fra os alle i Andkær
Gerda
–
Modtaget den 19.september, afsendt den 24.september
Kære alle!
Tak for jeres indlæg. Det var dejligt at få de tolv på besøg igen.
Det var jo en grim omgang Anker har haft, men det er dejligt, at han er ved at være rask igen.
Ja, så er ferien vel overstået for os alle, vejret var jo ikke os alle lige nådig, men trods vejret havde vi en oplevelsesrig ferie, vi fik set Kattegat både i smukt vejr og i storm, vort humør og Hilmas energi holdt jo heldigvis til de, til tider, hårde strabadser.
Det er jo desværre rigtigt, hvad Inger skriver,- at vi fik ingen erindring med hjem deroppe fra, det værste var næsten, at vi glemte t få Hans’s lygte med hjem, som Jens og mig glemte deroppe, da vi var på cykeltur derop i 1937.
Ja, så er vi begyndte i Arbejdsteknisk Skole igen, vores fysiklærer rejser til Vejle d. 1.november, han er ingeniør på stadsingeniørkontoret her i byen, i Vejle skal han også være på stadsingeniørkontoret, han hedder Block.
Den 4.september var vi til guldbryllup hos Karens moster og onkel, det var en stor fest med mange gæster, – de havde salon og spillemænd til at spille til dans.
I år begynder både Kirsten og Peter i skolen hver dag kl. 8, det er Karen glad for, det er rarere for hende, når de skal af sted på en gang. Kirsten går i 5.kl., Peter i 3.kl., der bliver råbt ude fra køkkenet af, at jeg går i 2 kl. og mor går slet ikke, så ved I det med.
På søndag skal vi have samlet hele Karens søskendeflok med ægtefæller og børn, vi bliver en snes stykker i alt.
I den nærmeste fremtid vil er blev sendt en ny slags toiletpair på markedet, det er kreppet, hver enkelt rulle er pakket ind i blåt papir.
Der er brændt 6 store gårde her på Næstvedegnen de sidste 14 dage, for et øjeblik siden kørte der 5 sprøjter ud ad Fensmarksvej; så nu brænder det jo sikkert et sted igen.
Mange kærlige hilsener til jer alle fra os 4
Kristian
–
København 7/10-58.
Kære alle!
Tak for brevene, nu må jeg se at få bogen sendt videre, det er altid galt, nå den bliver sat i reolen, så glemmes den for let.
Efter kalenderen skal det være i oktober nu, men som solen har artet sig i den sidste tid skulle man tro det var omkring 1.september, vejret har vel nok været fint og solen varmer så dejligt, skoven har heller ikke fået sin efterårsfarve endnu.
I søndags var vi i Næstved, Vagn kørte derned, og Sinne og jeg var med, det er en dejlig nem måde at komme derned på og vi havde som altid en hyggelig dag dernede.
Birgit og Eivind er nu nået godt og vel til Johannesburg, og efter deres breve er de godt tilfredse, foreløbig bor de på et pensionat, men så snart deres bagage kommer, skal de have en lejlighed, dem er der nok af skrev Birgit, jeg læste hendes brev i eftermiddag hos tante Agnes; var lgie deroppe en smut efter at have besøgt s. Ingrid på Militær hospitalet, s. Ingrid er leder på afd. hvor jeg er, hun blev pludselig dårlig en aften på gaden og kunne hverken se eller tale, har ligget til sengs i 3 uger, men har det godt nu og regner med snart at komme hjem og i arbejde igen.
På fredag kommer frk. Kristensen herind og rejser med Faster op i huset og bliver i 8 dage, så må vi håbe det gode vejr holder.
Den 19. begynder efterårsferien, da rejser familien i Hvidovre til Jylland. Joan har fri de sidste 14 dage i oktober, hun vil fortsætte på Centralen i vinter. Familien i Nibe kommer vel ikke ud at rejse i år, dertil er ”Bodil” vel for lille.
Nå men jeg vil slutte for denne gang med de kærligste hilsner til alle fra
Astrid
–
Randers d. 18-10-58
Kære alle sammen!
Allerførst mange tak for indlæggene i ”de tolv,” det er nu så hyggelig når den kommer, og man hører lidt nyt fra de forskellige familiemedlemmer, det er jo ikke hver dag, man har lejlighed til at hilse på de forskellige.
Ja så har vi jo fået familieforøgelse igen, nu er det spændende, hvad den unge dame kommer til at hedde, jeg håber også på snart at komme en tur til Nibe og se vidunderet.
Nu kan man alligevel begynde at mærke det er efterår, for hvor har vi da haft en dejligt oktober vejr, men nu er det koldt morgen og aften og komme ud og køre.
Vi har også her i Randers haft travlt med kirkebyggeri, men vi er ikke nået så langt som i Hvidovre, vi har i denne måned været ude og tegne bidrag til kirken og det er gået langt over forventning, det er alligevel morsomt at se hvor mange der vil være med, vi har kun tegnet i sognet, og vi er kommet over de 90.000 kr, pengene skal så indbetales om 2 år.
Det er lidt synd for onkel Karl og tante Johanne, at Birgit og Eivind er rejst til Johannesburg synes jeg, det må nu blive tomt, når de ikke sådan kan komme hjem en gang imellem, og de skal vel binde sig for en vis årrække, når de rejser sådan et sted hen.
Jeg har besøg for øjeblikket af naboens dreng, så det er ikke så nemt at koncentrere sig om skrivning, men han vil så gerne gå herinde og nusse rundt, han er også meget fredsommelig og sød at have og forlanger ikke megen underholdning, hans bror er i byen og se fjernsyn, så han keder sig nok.
Nu mange kærlige hilsner til alle familiemedlemmerne
Jeres Edith
–
Modtaget den 19.okt. Afsendt den 26.okt.
Nibe, den 26.okt. 1958
Kære søskende!
Også jeg siger mange tak for jeres indlæg i ”de tolv” og benytter lejligheden til at sige tak for jeres interesse for vores lille Bodil. Hun blev jo døbt søndag den 19.okt. Anna bar hende, jeg fulgte med, og mormor og Gunnar var faddere. Ester var også med i kirke; det gik helt godt; men jeg måtte dog have hende på armen under selve dåbshandlingen, da hun ellers ville løbe sin vej.
Der var en lille pige mere i kirke; hun var hjemmedøbt; men hun hed også Bodil. Var det ikke et mærkeligt træf?
Vores Bodil er ellers nem; hun er vældig flink til at spise og sove. Men når hun vågner og er sulten, kan hun vel nok tage på vej, og hun holder ikke op, før hun får mad. Så jeg tror nok, at hun har mere temperament end Ester.
Ester har udpræget ordenssans, når det gælder mors og fars ting. Hun er f.eks. meget forarget, hvis jeg lader mine sko stå midt på gulvet. Men med sine egne ting er hun slet ikke sådan. De må for hende gerne flyde over hele huset.
Hun siger meget, og det meste betyder noget; men finde ud af, hvad det betyder, kan vist kun mor og far, da hendes sprog ikke er i overensstemmelse med rigssproget. Et par eksempler: sutten hedder ”Anna,” katten hedder ”Bi,” bolden hedder ”A bai,” og sådan kunne jeg blive ved.
Vi har mange grønne jordbær i haven, men onsdag den 22. Okt. Fik vi også et pænt stort modent jordbær. Det er da vist ikke helt almindeligt. Blomsterne står også fint endnu, da vi næsten ikke har haft nattefrost. Georginerne er f.eks. ikke faldet endnu.
Fra 1.nov. til jul skal jeg have en grønlænder til at følge min undervisning 14 timer om ugen. Han er elev på Ranum seminarium og er ude ”på græs.”
De kærligste hilsener fra os fire,
Ove.
–
Modtaget 27-10-58. Afsendt 29-10-58
Sellerup 28-10-58.
Kære alle.
Tak for indlæggene, og tak for brevene til min fødselsdag, i år har jeg fået brev fra alle mine søskende, det er vist første gang det er sket. Diakoneleverne havde skrevet en sang til min fødselsdag, i anledning af at jeg blev 30, de stod uden for min dør og sang den kl. 6.30, jeg vedlægger en kopi af sangen. Om eftermiddagen var der fin kaffebord som sluttedes med taler og cigarer, om aftenen havde vi en hyggelig aften ude på Blåmejsevej. Jeg fik 6 peberbøsser, + en masse kager fra mine søstre, jo det var i alle måder en vellykket dag, nu må jeg vel hellere se at få fat i en kone, nu da jeg har fået denne festlige dag ud af det.
Jeg har efterårsferie og jeg er hjemme i Sellerup i disse dage. Hans har lige fået brev fra Jens, han kommer nok ikke hjem inden til forår; men han tænker åbenbart på at blive hjemme og få benet under eget bord, det bliver spændende om han virkelig gør alvor af det denne gang.
Hjemme har de lige fået tapetseret i sovekammeret, jeg synes det er blevet vældig pæn. Nå men jeg vil slutte med mange kærlige hlilsner
Gunnar.
hilsen fra Mor og Hans.
–
modtaget d. 30-10, afsendt d. 3-11-58
Kære alle!
Mange tak for indlæggene!
Sidste lørdag-søndag havde vi besøg af Edith, om lørdagen var vi en lille smut hjemme i Sellerup Skov, vi skulle ellers have kørt lige efter luk tid, men så kom der et par unge mennesker og så på møbler den lørdag eftermiddag så det blev næsten aften inden vi nåede hjem, de havde det ellers godt derhjemme, bortset fra der var en ko der havde mælkefeber. Vi fik både hyldebær, sveskeblommer og æbler med hjem, så jeg havde travlt med at sylte om mandagen, nu har jeg også alle mine flasker og krukker fyldte. Lars var meget glad for mister Edith, og ikke mindst for hendes sko, så snart hun satte dem så skulle han ha’ de på, og så gik det i fulde trav gennem hele huset.
I dag for 14 dage siden var vi ude til ”figerfars” 60 års fødselsdag, som Lars siger, når Lars er i drikkehjørnet (og det er han tit) så kan det nem ske at det er Lars der er 60 år og figerfar 2 år.
Vi havde ellers en dejlig fødselsdag, der var kun lige den nærmeste familie.
Jeg er begyndt at arbejde i søndagsskolen her, endnu har jeg kun været med en gang, men hvor er de kære børnene især de små der ikke går i skole endnu, jeg tror jeg bliver glad for det arbejde, og så må man jo kun håbe at det må blive gensidig fra børnenes side. Jeg er også med på sy-kursus i vinter, det skal være 17 gange i alt, jeg skal have rigtig lært at sy drengebukser.
De kærligste hilsner til jer alle
Lars, Bent og Edel
–
Modtaget 4/11-58, afsendt 9/11-58.
Kære alle!
Rigtig mange tak for brevene. Så kommer Jens altså ikke hjem til jul, vi har sendt julegave til ham, det er nu tidligt, vi har også fået sendt julehilsner til radioen, så er det spændende, hvornår vi skal indtale dem, nu håber jeg ikke lige netop det falder sammen med min aftenvagt, jeg regner med jeg snart skal våge inden så længe, jeg kan ikke lide, når jeg skal spørge om at bytte. Onkel Karls har også sendt julegave til Birgit, flyvepostbreve kommer hurtigt derned, ellers tager det en farlig tid at sende noget derned, deres bagage som de sendte før de rejste hjemmefra, ville først komme til Durban d. 25/11 skrev Birgit., og så går der et par dage ekstra før det kommer til Johannesburg, de havde fået en lejlighed, som de skulle flytte ind i 1/11, de kan låne sengetøj og den slags hos deres venner, indtil deres egne ting når frem, lejligheder er ikke svære at få i Johannesburg; men de er dyre, skrev Birgit, jeg ved ikke hvor dyre; men er gagen derefter gør det jo ikke noget.
Det er et sødt navn, I har givet jeres lille pige – Anna og Ove, det er heller ikke så almindeligt, når jeg hører navnet Bodil, ser jeg for mig Bodil i Vejle som barn; men det bliver jeg nok ikke ved med, når jeg lærer vores egen lille Bodil at kende. Jeg synes nok det var flot med et modent jordbær i oktober, da vi sidst var i Næstved, havde de både blomster og grønne jordbær; men det er nok tvivlsomt at nogen af dem er blevet modne, min altankasse er stadig meget frodig og blomstrende, jeg glæder mig så længe frosten holder sig borte med sine skarpe kløer, lidt frost kan pelagonierne tåle; men heller ikke for meget.
Faster er i denne weekend oppe for at lukke ”Fasters hus” for vinteren.
De kærligste hilsner til jer alle fra
Sinne
–
Aarhus d.19/11-58
Kære alle!
Tak for Brevene, jeg kunne ikke forstaa den virkede saa bekendt, indtil jeg erindrede, at Ove havde den, da vi var der til Barnedaab den 19.oktober. Vi var kørende derop og havde en ganske dejlig Dag, rigtig en hyggelig Festdag, vi var jo med i kirken. Bagefter bad Anna på et smukt Frokostbord, med Dug som hun selv havde vævet, vi fik en morsom varm Ret serveret i Bradepanden. Kartoffelmos med Bacon, Pølser og Tomatbaade, Bodil fik vi ikke sagt Godnat til, hun sov fra 4-10. Ester morede sig godt med især Kusinerne, Annas Broder var der med Tvillinger, lidt ældre end Ester.
Lørdag havde vi Besøg af Familien i Brædstrup, det var første gang Lars var her. Kl. syv tog Gunnar af sted til ”Solbakken” et Hjem for vanføre Børn – for at hente sin Pige der, saa det bliver nok ikke længe, han vil vandre rundt som Pebersvend, hvis ellers han til Foråret kan faa en Stilling, hvor der er husrum til en Kone. Grethe virkede sød og tiltalende, er fra Hobro og 25 Aar.
Jeg har været paa Sykursus i Dag, det er dejligt, naar man kan komme af Sted om Eftermiddagen. Poul er ikke meget hjemme om Dagen p.t., de laver Fjernvarme i Rønde og Ryamgaard, endelig blev det da til Alvor.
Edel fortalte, at hun og Lars tog hjem til mormor 8 Dage før Jul.
Else har begyndt at gaa til Gymnastik paa Møllevangsskolen 1 Gang om Ugen, og pudsigt nok har hun den samme Lærerinde, som jeg havde paa Testrup, Elses Holdning er daarlig, saa Skolelægen mente, hun burde have noget ekstra Gymnastik.
Farmor skal have Behandling for Gigten i hendes Knæ og vr henvist til med. Ambulatorium Kl. 8 i Dag, det varede til næsten halv eet, det var kun de indledende unds., hun var helt udkørt af al den Venten – Vi har ikke været i Sellerup siden Ferien, men Børnene var i Andkær, da Poul og jeg var til Konf. I Kerteminde 5.okt., da fik vi hilst på Mor og Hans om Aftenen.
De kærligste Hilsner til alle fra os alle her
Inger.
–
Sellerup Skov 28-11
Kære alle!
Tak for brevene i Bogen og Tak for Fødselsdagsbrevene. Sikke et mildt Efteraar vi har haft til nu, men Solen ser vi jo ikke meget til. Jeg er ved at være færdig med Markarbejdet, Kulerne har jeg dog ikke vinterdækket endnu. Der har været en god Avl af de fleste Afgrøder i Aar, det retter jo da lidt paa de smaa Priser der en periode var for de fleste Ting.
Vi har fem Køer for Tiden, saa vi har ret godt med Mælk, selvom jeg nok synes de kunde bestille lidt mere med den Behandling de faar. Hønsene er ogsaa gode, men der gaar alt for mange til, Grise har vi ingen af. Vi leverede en Kalv i Mandags, den var født den 2.Juni; den gav 699,50 Kr. hjem, men den havde ogsaa taget godt fra. Vi var en tur omme på Kirkegaarden paa Fars Fødselsdag, Gerda og de to smaa var med.
Til slut de kærligste Hilsner
Fra Mor og Hans.
–
Modtaget 1.december
Hvidovre, den 8.december 1958.
Kære alle.
Tak for brevene.
Ja jeg må se at få vandremappen af sted, hvis jeg skal overholde tiden.
Lis og Egon har været her siden i torsdags og rejser igen i morgen, og så er der jo ikke så meget tid til at skrive, når man skal tage sig lidt af gæsterne.
Vi har også haft mange gæster i den senere tid i forbindelse med pigernes fødselsdage. Vi fik fjernsyn til min fødselsdag, og det går også, at der er flere, der lige kigger op, når der er noget særligt på skærmen. Vi skal jo også til at tænke på juleforberedelserne. Vi bliver hjemme i år. Joan skal på centralen julenat fra kl. 22-, men vi kan godt nå at få holdt jul forinden. Både Sinne og Astrid rejser hjem til juleaften, og det gør Onkel og Valka vist også, så vi regner kun med at se Faster juleaften. Hvis det kan komme til at passe, tænker jeg, at vi tager til Næstved en af julehelligdagene eller søndag mellem jul og nytår.
I går var vi med Faster oppe i sommerhuset for at se, om alt stod vel til og få lidt fyr og gran med hjem til julen.
Det er morsomt med avisartiklen og billedet af Edith.
På søndag skal vi i radiohuset og sende vores julehilsen til Jens. Det er vist de sidste optagelser, provinsen skulle være i orden inden søndag.
Birgit har skrevet både til min og pigernes fødselsdage, så vi må se at få sendt julebrev derned. Sidste frist for luftpost er 18.12., hvis der er andre, der skal skrive. Adressen er: Kirchhoff 203 Greenlands St. Georgs street Yeoville, Johannesburg, South Africa.
Nå så klarede jeg alligevel et par sider uden for meget besvær.
Mange kærlige hilsner til jer alle.
Sussi – Joan og Vagn.
–
Andkær d. 16 -12 – 58.
Kære alle sammen.
Tak for Brevene. Nu nærmer Julen sig med hastige Skridt, Børnene glæder sig ogsaa vældig til det, men det gør de fleste Børn vel, undtagen i de Hjem hvor Julen ikke fejres. Birgit går i Skole sammen med en Pige hvis Forældre er >Jehovas Vidner< og hun deltager slet ikke i Juleforberedelserne paa Skolen heller ikke Juleafslutningen, det maa nu ikke være saa nemt for saadan en lille Pige, naar alt og alle snakker og tænker Jul.
Det var en rask lille Vinter vi lige havde, Børnene vilde gerne det havde blevet ved, men vi gamle glæder os over Vejret er blevet mildere.
Nu ebber det ud i Besætningen paa Brejning Kurvefabrik, nu er de igen kun 3 tilbage, men Anker regner med at blive ved til Jul, Henning af Mette Madsens har ogsaa været deroppe.
Kærlig Hilsen til smaa og store fra os alle 6
Gerda
–
Modtaget d. 17/12-58. Afsendt d. 18/12 -58.
Kære Alle!
Tak for jeres dejlige breve, det var dejligt at høre nyt fra jer. Vi bor jo sådan set lidt afsides, så der kan jo itl tider gå lang tid imellem, at vi hører nyt fra familien, vi har dog nylig fået brev fra mor, i søndags ringede jeg til Sinne 2 gange og Vagns 1 gang uden at træffe nogen, hvad farer de dog rundt efter de københavnere, mandag aften var jeg heldig at træffe Sinne, hun var ellers lige på vej ud af døren, som jeg ringede til hende, men Sinne og Astrid holder jul hjemme hos mor oh Hans; vi håber at Hvidovrene, Faster og tante Agnes vil besøge os i julen.
Vi er færdig med efterårsarbejdet i haven, det trak noget ud med at blive færdig, bladene ville ikke falde ned, de sidste blade måtte jeg ryste og pille ned for at få en ende på det.
Jeg har sat mig til at skrive i vandrebogen lige efter at jeg har læst den, Astrid skal gerne have bogen og fødselsdagsbrevet, inden hun rejser på juleferie, det forekom mig, at Sinne fortalte, at Astrid rejste hjem på lørdag. Og når der til så kommer, at jeg er i skrivehumøret, er sagen jo ligetil.
Vi skrev til Gunnar for nogen tid siden, om ikke han kom en tur herover i julen, men det var inden, vi havde hørt noget om, at han var blevet forlovet. Så det er jo ikke sikkert, at han kan afse tid til at besøge os, nu efter at han, nå jo, er gået i fælden.
Børnene har haft travlt med at lave julestads, vi får hver år på fabrikken udleveret en pakke julepapir, det er papir af mange forskellige slags og farver, så der er jo noget at lave julestads af. Børnene har selv i år været ude at købe julegaver. Vi har fået julebrev fra Jens, det er vel snart en uges tid siden, nu varer det vel ikke så længe, inden han vender næsen hjemad igen.
Karens mor har det ikke så godt, så måske hun flytter herud et stykke tid, når det bliver rigtig koldt.
Kærlig hilsen til alle både store og små,
fra hele familien i Næstved,
Kristian
–
København 6/1 – 59
Kære alle!
Tak for jeres breve.
Kristian skriver, han har afsendt bogen 18/12, den er først kommet mig i hænde den 3/1. Hr. Larsen omadr. den 22/12, men bogen er i hvert fald først kommet til Sellerup Skov efter den 29.
Ja så skriver vi 1959 og alle ønskes et god tog lykkebringende nytår, jeg for mit vedkommende håber året bliver lige so godt som 1958, det har været sådan et hyggeligt år, om man kan kalde et år sådan.
Nu er julen for længst overstået, jeg havde fri i hele 10 dage og nød rigtig den lange ferie, vi havde sådan en hyggelig jul i år, synes jeg.
I dag har det rigtig været snevejr, der er kommet et godt lag, det pynter selvom det giver husejerne extra arbejde.
Nå, jeg blev ikke færdig i går og fortsætter derfor i aften. Jeg har lige talt med tante A. i tlf., hun har det desværre ikke så godt og skal indlægges igen.
Lissen har født en søn den 2-1 et stort velskabt barn, hun ville jo helst have en datter, men det blev til en dreng.
I julen var der rigtig mandefald på D.S.T., juledag lå der 35 til sengs, det menes at stamme fra én i køkkenet med en bullen finger, mange var meget syge og flere med bylder i halsen, men nu er de fleste da vendt tilbage til arbejdet igen, så det blev en streng jul for mange, både syge og friske.
Da jeg ikke har flere nyheder vil jeg slutte for denne gang.
De kærligste hilsner
Astrid
–
modt. d. 9-1-59, afs. d. 18-1-59
Kære alle sammen!
Allerførst mange tak for indlæggene i ”de tolv” det er nu altid så hyggeligt når den kommer og man kan følge lidt med i hvad de forskellige bedriver.
Ja nu står jeg snart for at skal flytte, ikke fra Randers, men hen i en 1½ vær. Lejlighed. Vi må nu få vores egne lejligheder, når vi selv kan skaffe en, det glæder vi os alle til, det må nu være dejligt at have sin egen lejlighed, jeg skal også til og ud og se på tapet og gardiner i nærmeste fremtid, lejligheden bliver ledig til 1.februar.
Ja så har vi lige haft en lille rask omgang vinter, nu er det heldigvis tøvejr igen, bare det nu bliver ved til al sneen er af gaderne, hvor er det da smattet at køre i dag, da gælder det om at holde tungen lige i munden og holde øjnene på kørebanen.
Jeg havde besøg af Gunnar og Grethe for en tid siden, det var meget hyggelig og jeg håber de får tid til at gør det om en anden gang. Jeg regner også så småt med at tage en lille tur til Århus, når jeg har fri på torsdag, det er snart noget siden, jeg har været der, det er nu da ikke fordi der er så lang vej.
Jeg går så spændt og venter på, om jeg snart hører noget om, at Jens er kommet hjem, det skulle vel være ved denne tid, at han skulle komme.
Min nye adresse bliver gl. Hobrovej 20 I Jeg får også ny telefonnr., men det ved jeg jo ikke endnu.
Mange kærlige hilsner til alle
jeres Edith
–
Modtaget 19/1 -59. Afsendt 26/1 -59.
Kære søskende!
Mange tak for jeres indlæg. Jeg er nu så glad for 2de tolv.” Det var en god idé, I fik dengang.
Det var morsomt at læse om Ediths arbejde. Og tillykke med lejligheden, Edith.
Vi tænker så småt på at bygge til sommer; men det kan godt være, at det først bliver til sommeren 1960, vi kommer i gang. Vi har købt en dejlig grund, ca. 960 m2, med et lille havehus for 2500 kr. Grunden har været dyrket som have i 13 år, og der er flere pæne frugttræer og mange frugtbuske. Den ligger ved en vej, der hedder Møllevej, men vejen er endnu ikke ført helt op til vores grund. Der er både lys og vand, og kloakarbejdet bliver udført i løbet af foråret. Den tidligere ejer har betalt sin andel af udgifterne til rør; men vi skal selv udføre arbejdet. Der er bygget to huse længere ud end vores grund, og to mere skal bygge si løbet af foråret.
Vi læste i avisen i dag, at vores skoleinspektør er indstillet til embedet som skoledirektør i Vejle. Det kom som en bombe. Han er meget dygtig og meget agtet her i byen, så det bliver et stort tab, hvis han rejser. Der er 5 kandidater, so men indstillet sideordnet.
Vi har endnu ikke set Gunnars Grethe her; men vi håber, at vi snart får besøg af dem.
Vi håber også, at Jens får sig betænkt til at komme en tur herop. Måske kan han tage Mor og et par fra Andkær med også.
Bodil er sådan en glad pige; det er meget sjældent, at vi har vrøvl med hende. Ester er jo sjovere; men hun laver flere spillopper. De kommer ud hver dag begge to, og ingen af dem har været forkølet i vinter. Ja, jeg bør dog tilføje, at der har været regnvejrsdage, hvor vi har måttet holde dem inde.
De kærligste hilsener fra os 4,
Ove.
–
Modtaget 27-1-59, Afsendt 4-2-59
Århus 3-2-59
Kære alle
Tak for indlæggene i de tolv, det er hyggeligt sådan at få brev fra alle sine søskende på en gang.
Her i Århus har vi det godt, Jeg har, som de fleste vel er klar over, fra 1.april d.å. fået ansættelse på ”St.Dannesbo” igen. Det var måske lige så klog af mig at jeg havde taget en anden plads; men forstanderen her på Diakonskolen syntes jeg skulle tage der ned igen, og det har jeg altså indvilget i. Jeg var også ualmindelig glad for at være der nede, og skulle jeg ikke blive slet så glad for det denne gang, er jeg jo da ikke bundet for livstid. De har ellers tilbudt at de ville bygge et hus til os, når vi vil giftes, men det er jo ikke så aktuelt de første par dage.
I søndags var Grethe og jeg i Hobro, vi skal prøve, om ikke vi engang kan komme til Nibe, når vi er i Hobro, men det er ikke så let på en dag at besøge både Grethes forældre og familien i Nibe. Jeg har fri fra lørdag middag til tirsdag middag, og regner med at rejse til Sellerup. Den 22. d.m. har Grethe fri og da regner vi også med at vi vil til Sellerup.
Det er en frygtelig trist skæbne, der er blevet de stakkels mennesker på Grønlandsskibet til del, nu er der nok ikke meget håb om, at der findes overlevende mere, men man ved jo ikke; mennesket kan hold etil mere end man skulle tro.
Jeg vil slutte med de kærligste hilsner fra Grethe og mig
Gunnar
adr. fra 1.april St Dannesbo pr. Bellinge
–
modtaget d. 5-2-59, afsendt d. 12-2-59
Kære søskende!
Mange tak for brevene! I søndags var vi hjemme i Sellerup Skov, mor lå i sengen, det var den højre arm det var galt med, den kunne hun ikke rigtig bruge og det trak også ned i benet, de havde haft doktor i fredags, jeg ringede lige hjem i aften og snakkede med mor, hun havde da været en del oppe i dag, så det gik da godt nu, blot var hun noget træt, men lægen havde også talt om at der var for meget sukker i urinen, så hvis det ikke blev bedre, skulle mor måske på sygehuset og have det undersøgt.
Datteren ovenpå fik en søn den 16.januar, hun blev 17 år den 30.januar, så det er en ung mor, foreløbig skal hun være hjemme med drengen, ham der er far til drengen er soldat for tiden, de kommer stadigvæk sammen, men de er jo for unge endnu til at blive gift. Bent har haft mægtig travlt den sidst tid, bl.a. har han haft meget bolstre arbejde. Lars har lige haft en omgang med mundbetændelse igen, men nu er det ved at være bedre igen, i morgen skal jeg op til lægen med ham, han talte om at vi muligvis skulle til en specialist med ham, da det stadigvæk bliver ved med at komme igen.
De kærligste hilsner
Fra Lars, Bent og Edel
–
Modtaget d. 13/2-59, afsendt 21/2 – 59.
Skrevet d. 17/2 -59
Kære alle!
Mange tak for brevene. Jeg tillader mig denne gang at sende bogen en dag for sent, da det så kan passe med en lille pakke, jeg skal sende til Elses fødselsdag. Jeg har talt med mor og Hans i tlf. i aften, det går da heldigvis bedre med mor nu; men mor synes det går lidt langsomt, dr. var ikke helt tilfreds med sukkeret i urinen og ville have en ny prøve i denne uge.
Tante Agnes kom hjem fra hospitalet i fredags, og har i dag fået besked på, at hun kan komme på 4 ugers rekreation på Solgården nede ved Køge, hun skal rejse derned på fredag, det håber jeg må hjælpe på kræfterne, for dem kniber det lidt med i øjeblikket. Tante Agnes havde tabt sig meget før hun blev indlagt –var helt nede på 88 pund; men havde da taget 6 pund på, før hun kom hjem fra hospitalet.
Faster har haft uheld med langfingeren på højre hånd, hun har fået en sene læderet og må gå med en skinne på fingeren, det er jo ikke slrig bekvemt, det skete, da Faster var ved at rede sin seng, sommetider kan man komme så underligt afsted.
Jeg har lige været ved at skrive til Jens, det er også længe siden, jeg har gjort det, jeg troede jo han var kommet hjem noget før. Astrid rejser til Norge på 8 dages ferie på torsdag sammen med Karen, de skal bo i nærheden af Lillehammer, Karen har ikke stået på ski før, så det blier nok ikke let for hende at følge med Astrid, der har stået så meget på ski. Jeg har endnu ikke haft min vinterferie, jeg har fået lov til at få påsken i år, det kan lade sig gøre da den falder i marts måned, vi skal have ferie før April.
Tillykke til ”Nibe” med jeres nye grund, det må da være spændende at skulle til at bygge sig eget hus, mor talte om at I kom hjem i påsken, det ville da være dejligt, så kunne jeg få Bodil at se. Hvor flot med Edith, du sådan er kommet i avisen endda med stort billede, det var virkelig interessant at læse om dig. Jeg synes jeg har hørt noget om, at du også skal i fjernsynet?
Nå så blev det mig der kom til at slutte denne bog, det er pudsigt nok, da jeg ser tilbage, ser jeg, at det også er mig der har påbegyndt den, lidt besværligt er det, at der nu en overgang må sendes 2 bøger, men derved er intet at gøre.
Lørdag da jeg var ude hos tante A., var Lissen der med sin lille dreng, han er født 2/1, en køn og dejlig lille knægt, hun var blevet sagt op i den stilling, hun havde før fødslen, men har nu fundet andet arbejde og skal begynde 1/3, barnet skal på buggestue, der bliver nok for Lissen at gøre, det må ikke være let at stå ene med et barn; men hun er så lykkelig for sin dreng, så det kommer nok til at gå godt.
Mange kærlige hilsner til jer alle
fra Sinne