Bog 9 (1962-64)

Vandrebogen “De tolv”  – bog nummer 9

Afskrift udført af Ole Helbo, Ingers søn

Nyborg d. 12.11.62
Kære Alle!
Ja så skal jeg have lov til at begynde på en ny bog, og jeg vil sende den afsted med alle gode ønsker om den må blive os til megen glæde den tid den skal rejse rundt, jeg synes det var dejligt, at du købte en lille tynd en, det er meget nemmere når man ikke skal både på posthus for at få den hentet og sendt.
Og mange tak for indlæggene, det er nu altid dejligt sådan at høre fra jer allesammen på een gang.
Ja, så er vi vist ved at skulle have efterår, hvor har det været koldt og blæsende de sidste par dage, jeg var nu så heldig at jeg netop lørdag søndag var på “De gamles hjem”, så jeg kom ikke meget ud de 2 dage.
Det er spændende hvornår Jens kommer hjem fra Grønland, men det lader da til, at det bliver inden jul.
I tirsdags var jeg for første gang til “Hverdagens jura” og det tegner til at blive meget interessant, jeg tror vores lærer har evner til ikke bare selv at give men også få andre til at lukke munden op.
Jeg har ellers haft en værre besvær med mit oliefyr, af en eller anden mystisk grund strejkede den, og kakkelovnsmanden kunne ikke få den til at brænde igen så jeg gik et par dage uden varme det er nu ikke sjovt, men jeg kunne da holde varmen i sengen og det var heldigvis inden der blev så koldt, men nu brænder og varmer den fint igen.
Ja det er ved at være arbejdstid igen, så jeg vil slutte med de kærligste hilsner til både store og små
jeres Edith

 
Nibe, den 18. nov. 

Kære alle.
Mange tak for jeres indlæg. Det er nu godt, at vi har “de tolv”, for ellers kunne vi her i Nibe nu ikke følge med i, hvad familien oplever. Vi har f. eks. slet ikke haft forbindelse med Jens, siden han rejste til Grønland. Men nu ser vi ham forhåbentlig, når han kommer hjem. 

Som nogen af jer vel har fulgt med i, har der i den sidste tid i dagspressen været en livlig debat om  deling eller ikke deling efter 5. klasse. Nibe skole hører til de få købstadskoler, der er gået ind for udelte klasser, hvilket jeg må tage en ikke ringe del af ansvaret for. Nu ser det jo ud til, at man fra mange sider, både fra praktisk og pædagogisk side, er ved at få den opfattelse, at den udelte skole er en vej, der bør prøves. For os her i Nibe ligger det sådan, at vi ikke på forhånd ønsker at binde os til en bestemt opfattelse, og vi har jo ikke mange erfaringer at bygge på endnu. Vore 7. klasser er nu i gang med prøverne med henblik på realafdelingen, og det ser for os ud, som om eleverne i den ene klasse i hvert fald opnår resultater, der er så gode, at ingen af disse elever har opnået ringere resultater, end de ville kunne have opnået i en boglig klasse. I den anden klasse er resultaterne dårligere; men de har også skiftet lærere temmelig ofte.
Min 9. klasse er ude i erhvervspraktik for øjeblikket, og de har faktisk alle fået, det de ønskede. Der er en del i Ålborg; f. eks. er der to ude på flyvestationens mekanikerværksted, en ude hos bugserselskabet “Goliath”, en i børnehave og to på vuggestue. Vore erfaringer med erhvervspraktikken er afgjort gode.
Anna er i aften i Ålborg for at se den stærkt omdiskuterede film “Week-end”. Nu kan jeg jo høre hendes mening, inden jeg tager stilling til, om jeg også skal se den.
 
Pigerne leger ude en stor del af tiden endnu. De har fået så mange legekammerater, så ofte har vi en 10 – 12 børn i huset, til andre tider ingen. Mary er helt god til at klare sig, hun har sådan et sjovt sprog for tiden. Hun kan udtrykke næsten alt, men hverken ordenes udtale eller rækkefølge er særlig korrekt. Men hun vil gerne fortælle om, hvad hun har oplevet eller set i fjernsynet. Hun vil også gerne sladre om de store! Hun har ikke forandret sit temperament, endnu.
Bortset fra, at Bodil hoster så meget om natten, (jå, da kun i et par nætter), står alt vel til  

De kærligste fra os 5, 
Ove
 

 
Ørsholt 5-12-62

Kære Alle!
Tak for brevene der er rart at høre fra jer een enkelt gang, vi har ikke set meget til familien siden vi var til konfirmation i Århus, ja i lørdags var vi til  Sussis fødselsdag. Vi har jo haft Birgitte på sygehuset i en uge, hun havde fået kramper igen, men  nu er hun frisk igen, vi synes ikke hun er så urolig, som hun var en overgang, men der er da krudt nok i hende endda. Vi har det ellers godt alle tre, vi er jo så småt ved at forberede julen, julen, jeg har gået end el ude i haven her i efteråret, vi mangler jo en gartner, men det er jeg nu heller ikke ked af, her mangler man jo aldrig selskab. Vi er ved at bygge værksted til patienterne, i gamle dag var patienterne jo mest beskæftiget i landbruget, nu skal det jo kaldes terapi i stedet. Vi har nu fået indrettet et badeværelse det er vi meget glade for. Vi har endnu ikke bestilt selskabslokale til Birgittes konfirmation, vi skal også skifte præst inden, så vi kan ikke få datoen at vide. 

Vi har en uges ferie tilbage så vi kommer nok til jylland enten i januar eller februar måned.

Jeg slutter med mange kærlige hilsner fra
Grethe, Birgitte og Gunnar.


 
Brædstrup d. 16-12-62

Kære Alle!
Mange tak for brevene, så må jeg se at fa vandrebogen afsted inden jeg går igang med juleposten, for det er vist ikke meget for tidligt at få de julebreve, der skal flyves over Atlanten afsted, det er så dejligt roligt sådan en søndag, ellers er der jo ikke meget ro “i denne søde juletid”, det har været travlt i butikken den sidste tid, og så er vi ned at få lagerrummet lavet om til udstillingslokale, så vi har også af og til nogle folk til at hjælpe. Bent har fået låvet [lavet] værksted nede ved fyret, det er dejligt nem [nemt], så er han fri for at fryse, der er jo altid lunt. 

Bents søster Bodil har været syg siden først i oktober, hun kom på sygehuset omkring 1 nov, de har ikke rigtig kunne finde ud af hvad det var, men det er vist noget med leveren, så vi er ved at være bange for det er alvorligt, sidst de ringede, det var i fredags havde Bodil det ikke godt.
Den første søndag i advent havde vi adventsfest i søndagskolen, der var god tilslutning, alle børnene der går i søndagskole 40 – 50 stk var med i nogle små optrin, Lars var også med til at synge en lille sang.
Hanne løber rigtig omkring nu, hun begyndte at gå alene 1 uge før hun blev 1 år, det kniber af og til Hanne og Jesper at forliges om legesagerne, men til andre tider er de meget glade for hinanden, så både kysser og omfavner de hinanden.
Bents mor og far har købt hus her i Brædstrup, så det sker af og til Lars går om og får sig en sludder.

De kærligste hilsner til jer alle fra os fem
Edel


 
Ballerup II juledag (afsendt                                           )

Kære Alle
Mange tak for brevene her i bogen og for julehilsnerne fra nær og fjern. 
Ja, så er denne jul ved at være forbi, selvom man synger i den gamle sang, at julen varer lige til påske. 
Jeg havde en festlig og hyggelig juleaften i Hvidovre, sammen med faster, onkel Karls og Edith, der havde fået en lille juleferie i år fra juleaftensdag til III juledag. 
I går havde jeg familien samlet her hos mig, da var Grethe, Gunnar og Birgitte også med, så vi var 11 ialt, vi fik suppe, som det var skik derhjemme, herovre er det ellers nok meget brugt med julefrokost, men det vil jeg ikke så gerne gå i gang med. Jeg har et meget sødt lille juletræ, jeg fik af Edith et lille juletræstæppe, så flot applikeret med juleengle og stjerner. Jeg håber træet kan stå pænt til lørdag, da får jeg besøg af familien fra Næstved, de kommer her ved 13 tiden, overnatter her og så om søndagen skal vi til Hvidovre, det er meget længe siden de har været her, det sædvanlige pinsebesøg blev ikke til noget i år. 

Det blev ad til rigtigt julevejr i år, meget koldt ganske vist; men hvor er det dejligt, når det er så stille vejr og i går havde vi masser af sol her, i aften bliver det nok ikke så rart for den store hjemtrafik med sneen og det glatte føre, jeg kunne mærke det er ret glat, da jeg var i kirke Kl 14, der blev døbt 7 børn i dag; men der har måske heller ikke været barnedåb juledag. Det gør mig ondt for Ester, at hun lige netop skulle få mæslinger juleaften, der må nok være en del af det p.t., Else har vel omtrent nået at få det overstået til julen.

Rigtig mange kærlige hilsner til alle med ønsket om et godt nytår med tak for året der svinder
fra Sinne


 
Århus. 7/12 [2 streget ud] – 63

Kære Alle!
Tak for Bogens 3 Omgange, mere har den nok svært ved at klare, i 61 skrev jeg 5/1 ligesaa 62. 
Tak for året der svandt. Vi havde da Familiebesøg i Julen, efter Brædstrupbesøget Juledag kørte Jens herop med Bilen fuld. Vi morede os vældigt over Erling, lige som der var klar til Start anden Juledag for Erling op og tog sig til Baglommen “min Tegnebog” ind for han og kom hurtigt igen med den fine forgyldte, hvad den indeholdt, melder Historien ikke noget om. Tak for besøget til alle 6.Ove’s blev forhindrede af Esters Mæslinger, ellers ville de have taget Turen herned Anden Juledag. Jørgen og Ole fik fik det ikke som vi ellers ventede da Else måtte gaa til Sengs med Mæslinger. 
Det er streng Frost vi har – 10 Gr. i Morges, da det i Dag er det dejligste Solskin og stille Vejr, glæder mange sig sikkert over Chansen til at drive Vintersport. I Aar har Poul og Børnene da allerede haft Glæde af Skøjtebanen i “Gaarden” endnu er Poul den dygtigste, maar Børnene bliver bedre søger de maaske ogsaa til bedre Baner, som det efter sigende skal være alt for faa af her i Byen. 
I Dag begyndte Skolerne så her i Byen, og selvom Ferien ikke har faldet lang i Aar var vores tre glade for at komme af Sted i Morges. 
Poul ville før Jul have købt en Frakke til Jørgen i Hadsund til 39,50, men de blev revet væk, naa saa forleden Dag var de nede i E.B.M. og fik een af samme Slags og Pris. De er importerede fra Japan, vatterede, vindtætte ¾ lange, med ordentlige Lommer, Lynlaa [lynlås] og Knapper, ja jeg forstaar ikke, hvordan Japan kan. Man skal nok have sit Produktionsapparat i fin stand for at kunne klare sig i Kapløbet om Kunderne paa Verdensmarkedet. Men nu staar vi saa igen med nye pæne Kalendere og Dagene ruller frem, jeg kommer til at tænke på Farbror Frantz Bogen der fortæller bl. a om Dage, “der svandt som Lyn”. Ja det er jo godt, at ikke vi smaa Mennesker skal regulere Tidens Urværk, da blev det nok en hakkende Gang 

Men mit Nytaarsønske skal da være det at vi efter bedste Evne giver Tidens store Hjul det den trænger tilo – Kærlighed -.

Kærlig Hilsen til jer alle  Inger.


 
Sellerup Skov 22-1 63

Kære Alle!
Mange Tak for Indlæggene i de tolv, og for Aaret der svandt. 
Vinteren har bidt sig godt fast. Vejle Fjord har været lukket for sejllads de sidste dage. Hvidbjerg, som jo ellers plejer at klare sig helt godt fik Motorstop, og da det drejede sig om ca 30 000 Kr at faa den repareret, gik der over otte dage inden de kom i gang med at reparere. 

Jorden er kun lige netop dækket af Sne, saa Snevanskeligheder har vi ingen haft af, derimod er der en del frosne Vandrør og Kloaker.

Til slut de kærligste 
Hilsner Hans.


 
Sellerup d. 22-1 63

Kære alle!
Tak for indlæggene, og tak for det gamle år. 
Jeg har det godt, jeg bor stadig hjemme hos Hans. Jeg har [det – streget ud] haft lidt skovarbejde nu og da, jeg har købt en motorsav, og jeg er godt tilfreds med den, jeg har et par dages arbejde til den endnu, og frem mod foråret skulle jeg se at have noget mere plantet i min egen skov, men da der endnu er lang tid til foråret, må jeg jo se at finde lidt arbejde ind imellem. 
I dag til aften var Bjanka og jeg en tur over fjorden, i søndags var der en del biler ude at køre på fjordens is, men det ser ud til, at politiet vil sætte en stopper for den trafik. 
Forpagteren har talt om at købe gården, men foreløbig ser det ud til at det bliver derved. 
Jeg har ingen faste planer for fremtiden, byder det sig ikke noget særlig interessant, ender det jo nok med at jeg tager en tur til Grønland, hvis det byder sig noget der. 
Jeg har fået Simcaen indregistreret i Fredericia og den har YA 25098. 
Jeg har også købt et fjernsyn, så I kan jo nok tænke at Hans og jeg kigger en gang i mellem. 
Jeg går og venter på selvangivelsen, på kommunekontoret mente de at jeg skulle beskattes efter en forventet indkomst for indeværende år.

Hermed de kærligste hilsner og ønsket om gensyn i det nye år. 
Jens 

p.t. Sellerup skov, Brejning


 
Hvidovre, den 30. januar 1963

Kære alle.

Mange tak for brevene.
Edel er kommet til København i dag og bliver nok til lørdag. Hun er rejst herover for at besøge Bent’s søster Bodil, der nu ligger på Rigshospitalet. Jeg har ikke talt med Edel endnu, men vi venter besøg af hende, Sinne og Astrid i morgen.
I kommunalbestyrelsen volder budgetlægningen en del besvær. Der er tale om ret væsentlige udgiftsstigninger, dels p.gr.af omsen, de stigende lønninger og ikke mindst skoleudgifterne. Af det samlede budget på 21 mil. kr. er der afsat 8,5 mill til skolerne eller godt 40 %.Heri er kun indregnet 15 % af lærerlønningerne, staten betaler de 85 %.
Ligesom i Nibe har vi også her haft debat om delt eller udelt skole. På en af vore skoler har man i en 5 årig periode udelte klasser. Det er et forsøg som er tiltrådt af den tidligere skolekommision og kommunalbestyrelse.
Nu har vi i skolekommisionen haft forslag om at indføre udelte klasser ved alle vore 7 skoler, men det gik jeg meget kraftigt imod og indtil videre er planen skrinlagt.
Jeg er helt sikker på, at de idealister, der er spændt for vognen af de mest yderliggående forkæmpere for nivelleringen og “konformeringen” af vort skolevæsen, trækker vor undervisning ned i et plan, som vil få meget uheldige følger.
Jeg er vognløs i disse dage. I det glatte føre var der forleden et rugbrød der lørte op bag i “Viggo”. Rugbrødet tilhørte et autoopretningsfirma fra Hellerup, og de klarer så selv skaden og sender regningen til deres eget forsikringsselskab.
I dag har jeg holdt delvis fri til at se på kommunale sager, udfylde selvangivelse og altså også skrive i vandremappen. Jeg har også været hos fodlæge og frisør, og så viser det sig at sådan en “daskedag” dårligt slår til.
Sussi har også haft fri i dag, de har haft “skøjtefridag”, så hun har haft en skolekammerat med hjemme. Vi har skøjtebane lige i nærheden.

Mange kærlige hilsner til jer alle
Sussi – Joan og Vagn.

 
Andkær d. 8 – 1 – 63

Kære alle.

Tak for Brevene. mon ikke hellere jeg må få givet mit Bidrag så “de tolv” kan komme af Sted igen, det er ellers slet ikke fordi jeg er i Skrivehjørnet.
Set er koldt derude, i Dag mærkes det mere da der ingen Sol er og der blæser lidt, men ser man bort fra det Ubehag Vinteren kan gi er der jo en vis Spænding ved naar Fjorden lægger til, Børnene har da ogsaa haft Glæde af Skøjterne i År det er jo ellers tit det er smaat med det.                              
Vi var til Sølvbryllup oppe i Skolens Festsal i Gaar, det var Richard Laursens der festede, vi var 70 – 80 til Middag og det var en hyggelig og vellykket Fest.
Edels svigerinde Bodil havde faaet det meget bedre, Overlægen mente de fundet frem til den rigtige Medicin det var jo ogsaa at haabe hun snart maatte komme hjem til sin Mand og Børn, de har to Drenge den ældste er vist 4 og den yngste lige fyldt 1 Aar, det maa ikke være nemt at undvære dem saa længe.
Vi fik Lov at laane Hanne og Lars i de Dage Edel var i Staden, de var baade søde og sjove at have, Hanne har altid været yndig men hun bliver nædten sødere og mere uimodstaaelig for hver Gang man ser hende, og nu er hun jo også ved at være sjov.

Nu mange kærlige Hilsner til baade smaa og store fra os alle 6
Gerda


 
Næstved 17/2 – 1963.

Kære Alle!

Tak for jers indlæg, det var rart at høre nyt fra de forskellige familiemedlemmer.
Ellen har været her på ferie i 14 dage, hun måtte forlænge ferien med et par dage på grund af isvanskellighederne over Storebælt.
Vi har lige fået lagt centralvarme ind, ja vi er dårligt nok færdig, vi har haft varme på de sidste dage, men det varme vand er ikke sluttet til endnu, ligesom der mangnler isoleringsarbejde, vi nyder rigtig at have varme over det hele, kan I tro.
Peter er blevet en hel balløve, han har været til danseturnering i Nykøbing F 2 gange i den sidste tid, den første gang var han reserve, 2 gang deltog han uden at blive placeret.
Peter går til præst i vinter, han skal dog først konfirmeres den 6. oktober 1963.
Fra sommerferien af er det meningen at Kirsten skal på Næstved Gymnasium, både Kirsten og Peter har gået i udelte klasser i de første 7 år, Peter skal på realskolen efter sommerferien, angående delte eller udelte skoler er det min opfattelse og ondtryk fra vores skole at forskellen ikke er så stor endda, børnene fra en udelt klasse klarer dem lige så godt som de fra en delt.
Ellers går alt ved det gamle her i Susåbyen. Her i vinterens hjerte er det jo nærmest de indendørs sysler der er i højsædet, ovenpå centralvarmeinstalleationen bliver der jo en del håndværksarbejde.
Jeg tror det er Storm Petersen der engnag har sagt”det er dejligt at sidde ned og tænke, eller bare at sidde ned.”
Jeg synes ikke rigtig jeg er i skrivehumør så jeg vil slutte med at sende jer alle de kærligste hilsner fra os alle 4
Kristian


 
København 26/2 – 63.
Kære alle!
Mange tak for brevene. Ja her i denne lange vinter er det jo ikke fordi man oplever så meget, det er rarest at blive hjemme i varmen, det er en rædsom masse tøj man skal have af og på, vi længes alle meget efter forårets komme, men det varer jo nok lidt endnu, selvom vi skriver marts om et par dage, det vil jo også tage lang tid før al den is smelter.
Karen og jeg havde besøg af en elevkammerat sidste weekend vi var i det kgl. søndag aften og så en operette “Retten er sat” meget fornøjelig og “Coppelia” en Ballet også et festligt stykke, Kongen og dronningen var der også, Ingrid blev nu godt nok sendt hjem, da det første stykke var til ende samt sin 2 hofdamer, så var Frederik ene tilbage.
Herovre går ellers alt ved det gamle alle er raske og ved godt mod det var hyggeligt at have besøg af Edel nu venter vi på Inger. Gunnar og Grethe har jeg ikke set siden Sussis fødselsdag men de har det også godt, Birgitte skal jo have en lillebror i juli engang.
Karen har vinterferie midt i marts og kan ikke rigtig bestemme sig til om hun skal rejse til Norge eller Østrig så det kan vist gerne ske at hun tænker så længe der ingen plads bliver.
Nå, nu vil jeg slutte for denne gang med at sende jer alle de
kærligste hilsner
Astrid.


 
Modtaget d 28.2.  afsendt d 7 – 3 – 63

Kære alle!
Allerførst rigtig mange tak for indlæggene i “de tolv”, det er nu altid så hyggeligt, når den kommer, selvom alle nyhederne ikke alle er lige nye når bogen kommer.
Og så kom tøvejret endelig, jeg synes det er forbavsende så hurtig sneen svinder ind, men hvor er det dejligt ovenpå så lang og streng en vinter når tøbruddet kommer, I forskellige land- og havemænd længes vel også efter snart at kunne komme  i jorden. Men det har ellers været spændende at følge isen på Storebælt en dag kan man komme derned og der er bart vand og næsten dag er der is så langt øjet rækker men nu må det vel begynde at tø på det selvom det vel tager sin tid før det er hel væk.
I dag har jeg fridag og har gået og syslet med lidt forskelligt, det er nu dejligt at have sådan en hverdag til at ordne lidt forskelligt som ikke så nemt bliver gjort på arbejdsdagene.
Ja jeg har det vist ligesom Astrid at jeg ikke har oplevet meget den sidste tid, men nu må jeg jo så håbe på at foråret og sommeren vil bringe gode oplevelser. Diakonissestiftelsen skal jo have 100 års jubilæum d. 26. maj så jeg er meget spændt på hvor mange af os der kan komme med, det ville jo være vældig festligt at være med, men nogen skal jo blive hjemme.
Nu mange kærlige hilsner til alle
jeres Edith.


 
Modtaget den 9/3 1963. Afleveret det 18/3  – 63
Nibe, den 17. marts 1963.

Kære alle!
Rigtig mange tak for jeres indlæg i “de tolv”. Denne gang var det særlig rart at modtage vandrebogen, idet vi, bortset fra en enkelt telefonsamtale, ikke hverken har set eller hørt noget som helst til familien siden jul. Men nu går det jo mod forår og sommer, og så bliver samkvemmet nok af betydeligt større omfang. Gunnar ringede forleden, at vi kunne forvente deres besøg i morgen mandag, og det tager vi som et glædeligt forårstegn.
Det er helt klart og rigtigt, at der kan anlægges forskelligt syn på spørgsmålet delt eller udelt skole. Men jeg tror dog først og fremmest, at vi skal drage lære af de erfaringer, vi gør i disse år, da vi prøver på at finde nye og bedre veje i undervisningen. Jeg tror ikke, at man skal “låse sig fast” ved på forhånd at indtage alt for afgjorte standpunkter. Men så meget vil jeg dog gerne fastslå som mit standpunkt i dag:
1. Vi (*lærerne ved Nibe skole) er aldeles ikke spændt for “vognen” af nogen som helst, selvfølgelig ikke, men arbejder helt på eget initiativ.
2. Det er netop “konformeringen”, vi vil til livs.
3. Skolen har hidtil lagt al for megen vægt på opøvelse til at reproducere (genfortælle lektier fra lærebøgerne) og gjort alt for lidt ud af øvelser i at anvende det indlærte.
4. Eksamen bør være et middel og ikke et mål i sig selv.
5. Barnet er ikke at sammenligne med “en flaske der skal fyldes, men med en spire, der skal gro.”
6. Delingen efter 5. kl. har altid været for usikker; vi begår for mange fejl, og for mange elever og forældre betyder efter 5. kl. en meget hård belastning.
7. De hidtige [hidtidige] forsøg synes at vise, at det kan gå an at vente med at dele til efter 7. kl., og at det rent faglige hensyn kan varetages fuldt forsvarligt i udelte klasser.
I vores 2 I-realklasser kommer ca. halvdelen af eleverne fra udelte klasser. I A-klassen var der f. eks. ved sidste terminsprøve kun to fra delte klasser blandt de 12 bedste. Den bedste fra delte klasser blev nr. 8. I B-klassen gør samme tendens sig gældende, dog knap så udtalt. I II-realerne ligger det noget anderledes, dog ikke omvendt.
Der skal ikke lægges for meget i ovennævnte eksempler; mange andre forhold spiller ind. Men det er ingen ulykke for vort skolevæsen, om der bliver indført udelte klasser overalt indtil 8. skoleår. Hvorfor skal vi ikke uhildet forsøge at finde de bedste veje frem og også lære af de erfaringer man har gjort i andre lande? Vi kan ikke standse tiden og udviklingen; men vi har mulighed for at være med til at forme og give indhold.
Vi har i nogle dage haft nogen unge mennesker fra “Moralsk Oprustning” boende hos os. De har medvirket i skuespillene “Vinden vender” og “Stigen”, som er blevet opført i “Ålborghallen” og i “Vejgårdhallen”. De er meget idealistiske og ofrer meget på den ide, som de går så fuldt ind for. Jeg må beundre dem for det; men jeg kan dog ikke slutte mig til dem, da jeg trods alt finder deres form for agitatorisk.
I dag har vi været i Gudumholm på besøg hos en klassekammerat fra Haderslev. Vi var med rutebil og kom først hjem i aften kl. 10, så der var tre, nej fire, søvnige piger, der faldt om i sengene, da vi kom hjem.
Til slut de kærligste hilsner fra os 5,
Ove.


 
Modtaget d. 18. marts 1963. Afleveret 21. marts 1963.
Hobro 19. marts – 63.

Kære Alle!
Tak for brevene, denne gang har jeg ikke talt med ret mange af jer, siden i skrev i vandremappen.
Vi holder ferie for tiden, så jeg hentede bogen i Nibe og afleverer den i Brædstrup, det er vor plan at vi vil besøge alle mine søskende vest for storebælt, eller rettere lillebælt, for til Nyborg når vi vist ikke. Grethe taler ellers ofte om at hun gerne vil se hvordan Edith bor, men vi må se og klare det på en vek-end.
Jeg kunne godt tænke mig at give et indlæg i debatten om delte – eller udelte klasser; men jeg må nok indrømme, at jeg ikke kan udtale mig med tilstrækkelig erfaring. Vi har jo ikke haft delte klasser længe nok til at man kan sige om vi får vore patienter fra den ene eller den anden af klasserne. Men uden at ville misforstås, vil jeg gerne fortælle, at jeg i mit arbejde har mødt såvel lærere som kommunalbestyrelsesmedlemmer, der er trådt ud af dansen, fordi de ikke kunne klare de opgaver som det moderne samfund stillede til dem, een af grundene har jo nok været, at de ikke havde evnerne til at slappe af fra deres arbejde.
På Ørsholt går livet ellers sin vante gang, bortsat fra Vagns har vi vist ikke haft besøg af familien siden jul, men vi håber at det forandrer sig til forår.
I år skal jeg have tilsynet med gartneriet, vi har 10 tdl. hvoraf dog de 3 er frugtplantage. Jeg glæder mig til at komme lidt ud i det friske luft, det er vist også o haven man lettest kommer i kontakt med patienterne. Pigerne har det godt begge to.
Nå, men jeg vil slutte med mange kærlige hilsner
fra Birgitte, Grethe og Gunnar.

 
Brædstrup d. 28 – 3 – 63

Kære alle!
Mange tak for brevene, dagene flyver afsted, jeg blev helt overrasket over at det er gået en helt uge siden Birgitte, Grethe og Gunnar var her; og så er det altså tid at få bogen afsted igen, det var hyggeligt med et lille besøg, vi havde også besøg af Sinne, Hans, Jens og familien fra Andkær, for ikke så længe siden.
Det går godt med Bent søster Bodil nu, hun har fået lov til at komme hjem den 2 april, så har hun også ligget på sygehuset 5 mdr, det er lang tid, det var først for ca 2 md siden lægerne fandt ud af at det var en infektion i lever og nyrer og betændelse ved hjertet.
Vi har solgt vores klaver, men det er endnu ikke afhentet, vi ville godt have fat i et der var lidt bedre, men det er vist heller ikke vanskeligt at købe.
Nu er Hanne vågen af hendes middagssøvn, så nu er freden nok forbi, hun og Bent er bleven så forkølede, og førstnævnte dertil lidt vrøvlet, hun er ellers begyndt selv at spise med ske nu, og hun er en meget selvsikker dame, hun tillader ikke man hjælper hende det mindste smule.
I får nøjes med dette denne gang og så får i alle de kærligste hilsner og tanker fra os alle fem
Edel

– 
 
Modtaget 29/363 Afsendt.  2/4 – 63

Kære Allesammen!
Mange tak for brevene. Jeg fik ganske uventet besøg af Jens torsdag aften, han havde, da han kom til byen ved aftenstid, ikke truffet nogen af os hjemme – ved at ringe til os; men havde så fundet ud til onkel Karls, jeg var ellers hjemme hele aftenen, men var vist på lidt indkøb, så jeg kom senere hjem, senere på aftenen ringede tante Johanne, at der var en herre, der gerne ville hilse på mig, og enden på det blev, at han kørte herud og boede her om natten, han kom fra Næstved, ville en tur Sverige, på besøg hos Gunnar og derfra over Hundested til Nibe. Efter påsken går det efter planen atter mod Grønland, så han havde lidt spekulationer angående bilen; men var vist mest indstillet på at sælge den. Astrid har købt Vagns fjernsyn, som hun er vældig glad for, det er vist ellers ikke mere end et års-tid siden Vagns fik det; men nu skulle det udskiftes. Den 9/4 fylder Sisse Jørgensen 70 år, det skal fejres med en familiefrokost på Søpavillonen, vi er inviteret til påskelørdagaften til spisning, vi har haft en del spekulationer angående gave; men nu er det blevet til, at det skal være en taske, som tante Johanne og jeg skal ud for at købe fradag aften. Karen har nu afstået sit pensionat, og er flyttet til Bredal, hvor hun skal bo sammen med moderen og søsteren, moderen er meget gammel, jeg ved ikke hvor meget over 90 år, man må håbe det bliver godt for Karen, uden at overdrive kan man vist sige, hun er lidt for sig, og det har også knebet med nerverne i lang tid.
Forhåbentlig opnår Edith at komme med til Diakonissestiftelsens 100 års fest i maj, det må da siges at være en begivenhed, i september måned kan kommunehospitalet fejre 100 år, hvor stort det skal slås op, ved jeg ikke; men 75 års dagen, har jeg hørt om, var en meget stor festdag. Faster regner ikke med at komme i sommerhuset i påsken, det bliver vist for koldt, nu måtte det ellers gerne snart blive forår, i går var her dejligt solskin, men koldt, jeg var dog til middag på altanen, ganske vist godt indpakket i puder og tæpper og med en varmedunk, det har jeg lært af Oda.
De kærligste hilsner fra Sinne


 
Langfredag Aarhus d. 12/4 – 63.

Kære Alle!
Tak for Brevene, lidt sent er jeg jo paa vej, men Posten holdt jo Påskeferie, saa Resultatet var nok det samme, selvom jeg havde skrevet i Onsdags.
Der kan øjensynligt selv inden for Familiens “snævre” Kreds blive livlig Debat om Skolespørgsmålet. Vi her, som hører til en udelt Skole, maa vel erkende, at i Virkeligheden sker der “en Deling” omkring konfirmationsalderen, flere fra J. og S Klasse har forladt Skolen, og her træder Efterskolen jo ind i Billedet, som en glimrende udvej for skoletrætte Børn. Mon ikke de fleste af de 18 der er tilbage i deres Klasse kunne liste med i en boglig Klasse.
Tænk saa kom Foraaret da, Fuglene er godt tilfredse med, at Krokus nu blomstrer, især er de glade for de gule.
Aages’s har været hos Farmor i Dag, saa vi var ogsaa deroppe til Kaffe.
Selv har vi ikke haft Gæster her i Paasken, og ingen har heller meldt deres Ankomst i de sidste Paaskedage.
Jeg havde en dejlig Weekend for 3 Uger siden, det er i Aar 35 Aar siden mit Hold vi fik Eksamen på Vejle, og vi var 15 der fejrede Begivenheden, først saa vi en Del af den nye Bygning i Vejle, saa moderne og fint, vi kiggede ogsaa ind paa det gamle A. der tikkede Bornholmeren som for 25 Aar intet syntes forandret, men man sagde, at Skyllerummene var moderniserede.
Siden spiste vi Middag i Hedensted hos en Kammerat, Enke efter Svend Age Hüttel, dejligt Hjem, som var en festlig Ramme om Sammenkomsten. Søndag var jeg i Andkær, hvor man jo altid bliver modtaget med aabne Arme.
Inden Bogen naar her igen, er Ferietiden vel næsten inde, i Aar regner vi med at være herhjemme til efter d. 8. Jule, da Farmor haaber at kunne samle sine, ja hun venter nu ikke Amerikanerne, selvom det er et rundt Tal (75). Kan i huske, at vi hjemme i Paasken maatte spise de Æg vi kunne til Aften, ja det var nu vist kun de sidste Paaskedage Ogsaa set med Barneøjen, som vel ikke ret forstod Paaskehøjtidens sande Kerne, gjorde alle de ydre Ting et skarpt skel imellem de første og de sidste Paaskedage.
Nu faar i mange Hilsner og saa haaber vi her, at vi faar noget mere Besøg i det næste halve Aar end Tilfældet har været her i denne kolde Vinter.

Kærlig hilsen Inger


 
Sellerup Skov 17 – 4 – 63

Kære alle!
Tak for Indlæggene. Ja jeg maa se at faa Bogen afleveret, saa Jens kan faa skrevet inden han rejser til vore store Ø.
I Paasken naaede vi da at faa besøg af en del af Familiemedlemmerne, Gunnar og Grethe var her Onsdag og Fredag, og Edith kom Lørdag, og rejste Tirsdag, og Familien fra Nibe kom Lørdag og rejste Mandag, og da jeg havde hushjælp, benyttede jeg lejligheden til at invitere baade dem fra Andkær og Brædstrup herned Paaskedag saa det blev ingen hvileferie for Edith. Tak for besøgene. Torsdag var vit inviteret op til Erlings Fødselsdag, vi tog hele Dagen med, 2. Paaskedag drak vi Eftermiddagskaffe i Aarhus.
Ja saa kom det milde Vejr efter den lange Vinter, men vi har haft temmelig fugtigt Vejr de sidste  dage, saa jeg regner ikke med, at der er saaet ret meget her paa Egnen. 

De kærligste Hilsner til jer alle fra Hans.


 
d 19 – 4

Kære alle.
Tak for indlægne. Jeg ma se at faae en lille hilsen prentet på faldrebet. Jeg er pa storebæltsfærgen på vej til København, hvorfra jeg skal sejle med M7S “Disko” til Frederikshåb. Jeg skal efter planen være i København godt 13 og Disko skal sejle i eftermiddag, og jeg håber så at det ikke bliver alt for tidlig på eftermiddagen.
Jeg regner med at mit ottende ophold på vores stsore ø vil komme til at vare til hen på efteråret antagelig til en gang i nov.
Min afrejse blev meget forjaget og det skyldes at firmaet blev ved at sende afrejsepapirene til Moseby på Jelling, og som følge deraf turde jeg ikke stole på noget, selvom der forelå muntlig aftale i god tid, men det er jo ikke binnende.
Den kerre[???? hvad står der her?] der skulle rejse med “Disko” blev kalt op på broen, og det var så 3 mand, vi fik besked på at Disko skulle sejle kl 14oo og vi tidligst kan være på hovedbanen kl 13.45, så det får jo blive til hvad som helst, hvis jeg når det bliver de jo sikkert ingen tid til ringe nogen steder, så jeg vil ad denne vej sige farvel i en slump og mange tak for gæstfrihed, og de bedste ønsker fremover med ønsket om gensyn om en god halv års tid. Tak allesammen.
Jens.
% M og T Frederikshåb
Grønland


 
Hvidovre, den 26. april 1963.

Kære Alle.
Mange tak for brevene.
Det blev en noget dramatisk afrejse Jens fik, men med båden kom han da.
Som han selv skriver var man allerede på Store Bælt klar over, at det kunne knibe med at nå båden.
Jeg var på Hovedbanen for at tage imod kl. 13.10 da “Nordvestjyden” skulle være inde. På dette tidspunkt var forsinkelsen angivet til 35 min., men ikke længe efter blev det meddelt, at toget først ville være inde kl. 13.55. Jeg ringede så til Grønlandske Handel, hvor de til sidst lovede at udsætte “Disko”‘s afgang til 14.15.
Imidlertid var lyntoget først fremme 14.02 og over højtaleren blev det meddelt at “paasageren til ‘Disko’ omgående skulle tage en Taxa til båden, som ventede”. Vi nåede derud 14.18, og båden var der heldigvis endnu.
Det blev en afrejse i dejligt solskin, men om det var hele årsagen til, Jens svedte ret stærkt, tør jeg ikke sværge på.
Vi var på en kort visit i Jylland sidste weekend, men nåede kun at hilse på familien i Ankær og Hans (af min familie.)
Lige som sidste var vi med færgen Kalundborg – Juelsminde. Sejlturen varer noget længere, end over Store Bælt, men vi synes at der er lidt mere charme på den nye rute. Vi siger tak for sidst til Hans og familien i Ankær.
Som de fleste af jer vist har hørt, har en sønnesøn af fars fætter Jørgen Christenen, Sandvad, kontaktdet bl. a. Faster og Hans for at få lov til at tage navnet Garne. Han er lige blevet gift i Thisted kirke. Fra Inger fik jeg et udklip fra Jyllandsposten, som jeg sender med vandremappen.
Sussi har været til eksamen i genfortælling og regning og skal i den nærmeste tid til det grønne bord i mundtlig eksamen. Der er dog ikke nogen rigtig eksamen i 6.klasse, men ceremonien er lavet for at vænne dem til atmosfæren.

Mange kærlige hilsner fra hjem til hjem.
Sussi – Joan og Vagn


 
Andkær d. 15 – 5.

Kære Allesammen.
Tak for Brevene. Jeg må jo desværre begynde med at bede jer und skylde Bogen har været her for længe.
Astrid er hjemme i de her dage ja hun rejser i Dag, men hun har da opnaaet at se Skoven i al sin Pragt og det er at ualmindeligt skønt Syn i Aar, eller er det fordi man nyder det mere i Aar efter den lidt lange Vinter? man syntes jo også det er lidt en Skam at Jens rejser netop nu, men han kan vel ikke undvære de Ture til Grønland.
Vi var med Hans og Astrid i Brædstrup Lørdag aften da det var Børnenes Sengetid var de i Nattøj alle 3, men i strålende Humør. Hanne er blevet en rigtig lille Charme trold.
Bent’s søster Bodil var kommet hjem og hun havde det saa godt at baade Lægerne og de selv var saa forbavset over det, hun følte sig næsten ikke engang træt og det er jo meget naar hun har været syg i næsten et halvt Aar.
Som de fleste af jer nok har hørt, er Skomageren i Gl. Sole død, han blev begravet i Lørdags.
Her i Andkær døde der er stor kraftig Mand på 53 ganske pludselig Bededag, han havde været ude og se til sin Indhegning men fik saa en voldsom Hovedpine og gik hjem og var saa død 2 Timer efter, det var en Hjerneblødning.
Ellers er det vist ikke meget at fortælle nu kan det jo ogsaa snart blive Ferie tid saa haaber vi der bliver tid til at hilse paa jer alle.

Kærlig Hilsen til jer alle fra os alle her 
Gerda.


 
Næstved 23/5 – 1963.

Kære alle!
Tak for jeres indlæg, ja så er bogen igen nået til Næstved.
Ja så er der endelig blevet sommer, det er varmt i dag (20 oC). Vi har i flere nætter haft temperaturer omkring 0 o, vi håber, vi slipper for mere nattefrost o år. vores kartofler står fint, og vi venter os faktisk en del af dem, så en det ville jo være ærgeligt, hvis nattefrosten spillede os en puds.
Peter skal med skolen på en 4 dages Sønderjyllandstur, afrejse i morgen tidlig.
Jeg har ferie fra den 13. juli til 27 juli, hvis ikke jeg får byttet ferien til senere på sommeren, bliver vi nok nødt til at lade være med at rejse ud i år, da ferien sikker falder midt i jordbærsæsonen, børnene er dog indstillet på at ville en tur til Jylland alligevel.
Galla og Kjeld har fået en hypermoderne lejlighed i Dronningens Tværgade, og Galla har fået arbejde på Rigshospitalet.
Karen og jeg har været ude at tynde roer de sidste par dage.
Vi håber at se jer alle til Peters konfirmation den 6 oktober, det er jo efterhånden slet ikke så længe til.
Jeg er ikke rigtig i skrivehjørnet, så I får ikke mere denne gang.

Mange kærlige hilsner fra os alle i Næstved
Kristian.


 
København 4. juni

Kære alle!
Mange tak for brevene nu må jeg skynde mig at have bogen ud af huset igen, tiden går så hurtigt og man må jo nyde solen og sommeren medens vi har det.
I Pinsen var vi i Smidstrup Faster, Joan, Vagn, Sussi og jeg kørte derop lørdag, Sinne kom søndag morgen kl. 8, så hun var næsten lige så tidlig oppe som solen. Faster og Sinne blev deroppe til mandag, da hentede Vagn dem hjem igen. Faster regner med at flytte derop sidst i denne uge.
I år er det ikke meningen jeg skal sydpå i sommer, min ferie begynder 5. juli og sammen med 2 andre skal jeg bo i et sommerhus ved Fjan strand i nærheden af Vedersø, det kan også blive rart, det er så lidt jeg har set til Vestkysten, den øvrige familie ferieplaner hører vi vel om efterhånden, Sinne flyver med Oda til Rom 24/8 og bliver der i 15 dage, Vagn rejser på mandag til Finland, Sverige og Norge med kommunalbestyrelsen på en 14 dages tur, tror jeg det er.
Jeg bor jo stadig her på Tesdorpfsvej men håber snart på bedre forhold, der er ikke rigtig plads til både mig og mine ting, der er heller ikke rigtig flere af mine kammerater, der ikke har selvstændig lejlighed.
Nu vil jeg slutte for denne gang og håber at hilse på samtlige i sommerens løb.

Kærlig hilsen
Astrid


 
Nyborg d. 12 – 6 – 63

Kære alle!
Allerførst rigtig mange tak for indlæggene i “de tolv”. Ja nu må jeg have skrevet inden jeg holder flyttedag, det sker på fredag, jeg har fået mig en anden lejlighed bedre mener jeg selv en 2 vær. med centralvarme og eget toilet m. håndvask desværre ikke bad, – det betragtes lidt som luksus her i Nyborg vi har jo også Storebælt så tæt på, jeg har da også været ude et par gange i det dejlige sommervejr vi har haft. I aften har jeg  været ude at skure gulv i lejligheden så skulle jeg gerne have dem lakeret i morgen så det er parat til flyttemanden kommer, maleren blev færdig i dag så nu er det jo spændende at få møblerne placeret, men jeg har sikret mig et par hjælpere til at være med til det, så nu er i velkommen til at tilse det om nogens vej skulle falde forbi, hvad jeg håber på.
Ja jeg nåede da at komme med til 100 års festen på D.st.[?] og det var en strålende fest fra først til sidst, der blev festet i 5  dage, men jeg var dog kun med lørdag og søndag, men det var jo også det vigtigste. Søndag morgen blev vi vækket med morgensang, det er nu så festlig en optakt. Kl. 8 satte vi flagene ?????? smukt pyntede morgenborde, så i Domkirken til festgudstjeneste, så var der stor middag hjemme på D.st der var dækket i spisestuen begge dagligstuerne samt på en afdeling der var ca 400[.] elever serverede og der var  jo masser af taler og jeg var så heldig, at jeg havde fået en plads så jeg kunne se hvem der talte, der var bordkort, så det var ikke fordi jeg havde maset mig frem, men der var højtaler så alle kunne høre, det var jo det vigtigste.
Efter middagen var vi til en kort højtidelighed på søstrenes grave på Solbjerg. Hvorefter der var altergangsgudstjeneste i vores egen kirke som lige er gjort i stand, jeg synes aldrig den har været så smuk som nu. Så var der aftensbord m. samvær og oplæsning af hilsner og så var alle også trætte, vi tog nattoget hjem til Nyborg så særlig friske til at arbejde dagen efter var vi nu ikke, men ????? var det altså festlig at være med.
Ja så står ferien snart for døren og jeg får i første omgang ferie fra 7. juli til 1. august. Jeg regner med de første dage at tage til Randers da jeg har lovet at besøge en af mine gl. pt. der mens hendes datter er i Svejts, hun ville ellers have besøgt mig her men har ikke kræfter til det. Bagefter regner jeg med at skulle på cykletur med Birgit og Else langs hærvejen vi har ikke helt planlagt turen endnu men jeg håber vi kan få os ordnet så det kommer til at klappe[.] vejen begynder jo i Viborg men af praktiske grunde har vi tænkt at starte fra Brædstrup og så fortsætte sydpå til Danevirke håber jeg, så ved jeg ikke endnu hvad vej vi skal tage hjem, vi har også fablet lidt om at sove i telt da det ikke passer med vandrehjem på den strækning, og vores pengepung er vist ikke til hotel hver nat. Resten af min ferie regner jeg med at tilbringe hos Hans eller andre af min familie i Jylland som det nu kan passe med ferierne De sidste dage af ferie skulle jeg så have først i sept. da havde jeg tænkt jeg skulle en tur til storstaden, men da er Sinne vel desværre taget til en endnu større stad.

Det var da en værre lang smøre jeg har fået skrevet denne gang, så nu må jeg vist hellere slutte og sender alle mine kærligste hilsner i håb om at se de fleste af jer i ferien.
jeres Edith
mine nye adr. er Fjordvej 2 I


 
Modtaget den 14. juni. Afsendt den 23. juni
Nibe, den 23. juni 1963.

Kære alle!
Mange tak for jeres indlæg, som vi altid er glade for at læse. Jeg beder undskylde, at jeg har beholdt bogen et par dage over tiden; men den sidste uge på skolen er altid så forceret. Ikke først og fremmest det, at der er så meget arbejde; men  mest det, at der er så mange spørgsmål der skal tages stilling til, og så glemmer man næsten alt andet. Men nu har vi ferie: fra den 22/6  – 12/8. En lang og dejlig ferie vil nogen sige, og vi vil give dem ret. Vi har ikke sådan helt faste ferieplaner, men dog visse holdepunkter. I denne uge ordner vi hus og have + Esters fødselsdag. Sidst på ugen kører vi hjem til Hans. Den 1. juli rejser jeg en tur til Luxemburgh og Bruxelles
[Vi er glade for at have Jenses bil.]
[(på næste side) Vi har fået nye kartofler nogle gange, og i dag fik vi for første gang i år jordbær til middag.]
på en studierejse, hvortil jeg er inviteret af Den danske Europabevægelse. Emnet er: “Hvordan forbereder vi et forenet Europa gennem undervisningen?” Selve turen varer i 4 dage. Kost, logi + rundture er gratis. Der skal deltage i alt 10 danskere.
Den 13. juli skal Annas søster Solvegj og kusinen Elly have bryllup. Derefter skal vi nok passe morfars bedrift nogle dage, mens de tager en tur til Anholt. Vi har også planer om en tur til Sydfyn og Langeland. Sidst på måneden tager vi en trip[?] til Nibe og ser lidt på haven, hvorefter vi rejser til København, hvor jeg den 7. og 8.  august skal deltage i Danmark Lærerforenings repræsentantskabsmøde. I forbindelse med denne tur har vi tænkt os at hjemsøge de forskellige familiemedlemmer på Sjælland. Nu er I advaret!

I håb om at se så mange af jer i ferien som muligt sender vi de kærligste hilsner her fra Nibe.
Ove


 
Modtaget 24. juni 63. Afsendt 10. juli 63.
Ørsholt 10. juli 63.

Kære Alle!
Mange tak for indlæggene, og undskyld jeg er blevet noget forsinket, der har ærlig talt været så meget den sidste tid.
Vi har, som de fleste vel ved fået en lille pige den 4. juli, Mor og barn har det godt, jeg tror hun ligner familien i Hobro, det har knebet lidt med hjælpen, man havde fra kommunens side lovet os en husmorafløser, men da barnet blev født havde de fået ferie, så vi har måttet klare os uden. Astrid har været her en dag og  Grethes søster Lilly har været her nogle dage, så det har jo gået endda.
Desværre har Birgitte fået noget Astma, det er vi ikke så glade for, men det ser ud til at det kommer i forbindelse med forkølelse, lagen [lægen] har talt om at vakcinere mod forkølelse, så må vi håbe det hjælper.
Den 1. august rejser vi så til Skannerup, det er dog ikke meningen hjemmet skal tages i brug inden omkring 1. september, der skal laves en del om på hjemmet, der trænges til maling, og haven trænger til en kærlig hånd. Vi håber vi bliver glad for vort nye arbejde, det er jo ikke helt nyt, det er meningen det skal indrettes til plejehjem for ældre alkoholikere.
Vi håber vis ser lidt mere til familien i jylland efter flytningen, vi har endnu ikke haft sommerferie, vi tar nok 14 dage sidst i august.
Om alt går vel., skal vores lille pige døbes i Hobro den 4. august, det er meningen at Vagn og Grethes søster Betty skal stå Faddere, men vi holder nok ikke nogen stor fest i den anledning; men måske vi senere kan samles nogle stykker i Skannerup. Jeg synes ikke jeg er rigtig i skrivehummør så jeg vil slutte med mange kærlige hilsner fra os fire
Gunnar


 
Brædstrup den 28 – 7 – 63

Kære alle!
Undskyld forsinkelsen, jeg vil undlade at fremdrage forskellige undskyldninger, da det jo nok er tvivlsom nok at de kan tages for gode varer. Vi er lige hjemkommen fra Nørager, hvor vi har hentet Lars hjem fra ferie, han har været der hos Bodil og Ansgar nogle dage, selv syntes han ferien havde været for kort. Vi var i Sellerup Skov på ferie først i juli – først sammen med Ove’s og siden med Inger’s, det var nogle dejlige dage. Hanne nød rigtig landmandens frie liv. Sidste søndag-mandag havde vi besøg af min veninde Erne [Erna?], hendes mand og 2 børn. Sidste tirsdag aften var vi i Strib sammen  med Bodil og Ansgar og besøge lærer Elkjær’s, på vejen hjem stoppede vi i Andkær og tog Astrid med til Brædstrup, hun var der så til fredag aften, da havde vi besøg af Hans og familien fra Næstved.
I søndags den 4 august er vi inviteret til barnedåb i Hobro, jeg er blevet beæret med at skulle stå fadder til Grethe og Gunnars lille pige.
I morgen skal vi til Århus med Jesper, han skal indlægges til undersøgelse på kommunehospitalets pædiatriske afd.
Lørdag aften var vi omme ved farfars sammen med Therkel Nielsen fra Gl. Sole. Edith og hendes mand var også med, farfar og Therkel er gamle højskolekammerater, Anne fortalte at “lille Grethe” var sådan en slags husbestyrerinde på “Dåmgården” [??], det er jo to ugifte brødre der har købt den. Jeg vil slutte, da “pennen” ikke rigtig vil lystre mig i aften.

De kærligste hilsner fra os alle    
Edel


 
Modtaget 30/7 – 63. Afsendt d. 6/8 –  63.

Kære alle!
Tak for jeres breve.
Det blev så en lille Margit vi fik, jeg ringede til Hobro i går for at ønske til lykke på dåbsdagen, vi var også spændte på hvad hun var kommet til at hedde, sidst vi var i Kvistgård[?] blev der gættet på mange navne, men det rigtige var der ingen der ramte. Jeg havde i går besøg af familien fra Nibe, de havde været oppe hos faster et par dage, og skulle i dag til Næstved, i morgen aften skal jeg være sammen med dem ude hos Vagns, så skal Ove til møde eller kursus et par dage, og fredag går det atter hjem til Nibe. Vi havde en hyggelig dag i går familien fra Hvidovre og Astrid var her også; men hvor var det dog varmt i går, jeg vil nødig klage over varmen; men det var lige ved at være for meget af det gode, det er helt mærkeligt at høre i vejrudsigten at vi har det varmere end de har det i Paris, det er da den omvendte verden. Jeg har rigtigt kunne nyde altanen i år, jeg drikker morgenkaffe derude kl. 6.30, og har en lampe derude om aftenen, for det bliver allerede lidt tidligt mørkt nu. Den 22/7 var jeg til stor 70 års fødselsdag hos frk. Højby, jeg må sige, det var en fest, den blev holdt på Søpavillonen, vi var ca 49 til middag, sikken et bord der var dækket, og der var ikke sparet på noget som helst, det må have været en dyr omgang. Nu kan det også snart blive min tut til at skulle have ferie, på lørdag er der 14 dage til rejsen går til Rom, jeg er meget spændt på den tur.

Rigtig mange kærlige hilsner fra Sinne

[Skrevet på hovedet øverst på siden:]
Faster venter besøg af frk Kristensen her i august, Ove fortalte, at faster ville  flytte ind til byen d. 4/9 når frk. K. rejser hjem.
Aarhus d. 16/8 – 63,

Kære alle!
Tak for Breve og Samvær i Ferien, vi har da været sammen med flere og måske vi [‘ikke’ streget ud] i Eftersommeren kunne være heldige og træffe Sinne og Vagns. Nu er Gunnars jo i gang med at gøre klar til at aabne det nye hjem saa det vil Københavnerne vel hen og kigge paa.
Vi var inviterede med til Margits Barnedaab og det var en meget festlig Dag i straalende Sommervejr, Torsdag Eftermiddag derpaa skulle Sigurd og Lilly + Børn tilbage  til Kbhvn. de havde saa Lilly Far og Mor med, Gunnars overtog dem saa, og vi fik Lejlighed til at sige Tak for en god Dag.
Birgitte var saa stilfærdig hun satte sig hen ved og legede med Ole’s Legoklodser. Men det var nok de uvante omgivelser, for Else siger hun er en rigtig lille “Snakkebasse”. Else var meget glad ogsaa for den sidste Del af sin Ferie, og det var jo ogsaa spændende med det store Hus. I week-end havde de stævne for Blaa Kors Ungd. saa Else kom jo ikke hjem før Søndag Aften, desværre havde jeg Klovn set forkert paa Køreplanen, saa Gunnars og et Par af Deltagerne kørte helt herind med Else.
Det var saadan en god Tid vi havde i Sellerup, ret et driverliv for mig, tænk jeg tror kun jeg lavede Morgenkaffe een gang. Næste Aar maa jeg nok hellere anskaffe mig et Vækkeur, at ikke de forskellige bliver kede af at feriere sammen med mig.
Der var saa mange dejlige Sommeraftener i Aar, og den store Plukning foregik i Aar om Efterm. Sæsonen var ogsaa ved at ebbe ud da vi kom, vi måtte jo vente til Farmors Fødselsdag var fejret. Hærvejsturen blev en strålende Oplevelse for Pigerne. Tak Edith:
Jeg saa i Dag Ribs til 1 kr. [pundet, skrevet med det gamle symbol for ‘Pund’] det kunne jeg ikke staa for, men lavede en Portion Saft mere, det er jo sjældent for meget, man får syltet. Her gaar livet ellers din vante Gang, heldigvis er der stadig


 
Sellerup Skov 23 – 8 – 63

Kære Alle.
Mange Tak for Brevene og samværet i Ferien. Selv om vi fik Regn ind imellem var der da ogsaa mange gåde baqade Dage og Aftener i Ferien. Vesterhavsturen i Busn blev jo ikke til noget, men saa tog vi Turen, ond over Varde, Henne Strand, Nymindegab, Hvide Sande, Søndervig, Ringkøbing og Skjern, vi kørte i min Bil, Astrid, Edtih, Gerda, Ole, Erling, Bente og mig, selv om det blev en temmelig lang Tur, havd jeg da ikke Følelsen af, at vi kørte hele Tiden, men Astrid og Edith havde faaet Fiskerogn til Middag, det var Astrid  vist ved at fortryde, naa det blev hurtigt bedre.
I Aar plukkede vi de fleste Jordbær om Efter middagen, det var ikke til at faa Plukkere nok om Aftenen, der var ikke saa mange Kilo i Aar, men Kiloprisen var god, Kartoffelprisen blev jo hurtig sløj. I denne Uge er der høstet en del Korn der paa Egnen, det har ellers ikke været udpræget Høstvejr.
Med mange kærlige Hilsner   
Hans


 
Hvidovre, den 31. august 1963.

Kære alle.
Mange tak for brevene.
Ja, vi må springe Jens over. Hans har lagt et par brvee fra ham ind i8 mappen.
Selv har jeg ikke hørt fra ham længe. Faster, Sinne og jeg skrev sammen til ham i pinsen. Sinne fik dog brev omkring hendes fødselsdag .
I morgen skal vi sammen med Onkel og Malka[??] ud at spise frokost på Mogenstrup kro, den ligger mellem Næstved og Præstø. Om eftermiddagen skal vi til kanservatiet[??] stuerne på “Gavnø”
Vi har samlet et par fridage sammen, som passer sammen med Sussie skolefridage, så vi kommer en lille tur til Jylland. Vi har færgebillet fra Halskov fredag d. 13. september kl. 19,  og fra Knudshoved mandagen efter kl. 17.45. Vi skulle gerne  op og se hvordan Grethe og Gunnar har fået sig indrettet.
I sidste weekend var jeg en tur på Mols sammen med  et udvalg fra kommunalbestyrelsen.
Vi har to feriekolonier på Mols en i Dragsund og en i Skødshoved. Vi var med fly til Tirstrup. Det er første gang, jeg har fløjet til Jylland. Vi boede på Hotel “Hvide Hus” i Æbeltoft. Det er det mest luksuriøse hotel, jeg har boet på. Der er kun dobbelte værelser, prisen er 65 kr for to og 45 kr, når der kun er een på værelset.
Edith kommer på tirsdag til København og bliver en lille uges tid. Vi glæder os til besøget. Endnu har vi ikke set hendes nye lejlighed.
Jeg skal til landskursus i landsforeningen af skolekommissioner på Nyborg Strand fra 22. – 24. september. Kursuset begynder fredag aften kl. 20, – og slutter søndag kl. 16, men der bliver nok ikke nogen fritid, men måske kan vi lave en familietur inden den tid.
Det er et trist høstvejr vi har. I søndags så jeg på Djursland meget uhøstet både rug og byg, og i den forløbne uge har vejret ikke været særlig godt til høstarbejde, måske er det i de sidste dage gået værst ud over Sjælland.

Mange kærlige hilsner til jer alle. 
Sussi – Joan og Vagn.


 
Andkær d. 12 – 9 – 63.

Kære alle.
Tak for Brevene. Desværre har jeg ikke noget spændende at fortælle om det sker jo ikke saa meget her i vores lille Sted[??] her, men det kan jo ogsaa være Godt nok paa en Maade, men jeg tror nok Harry er ved at synes at det er lige kedeligt nok, han er jo i Skive paa Teknisk Skole for Tiden de har det vældig sjovt deroppe, nu maa man jo saa ogsaa haabe de lærer noget.
Vi var rigtig til Fødselsdag oppe ved Ole  forleden, han havde faaet lov til at invitere hele sin Klasse saa de var godt 20, men jeg var imponeret over  saa godt saa stor en Flok kom ud af det med hinanden, saa det blev en hyggelig og festlig Dag, men det blev ogsaa at se paa Ole, hans fine hvide Skjorte var ikke “Rinsohvid” da det blev Aften.
Gunnar er hjemme ved Hans for Tiden et var dem vi kørte med, hvor er Margit da en fin og yndig lille Pige. Sinne er ogsaa hjemme efter en god og vellykket Tur til Rom det maa jo ogsaa være dejligt saadan at komme ud og se sig om.
Det er Tørvejr her i Dag og det var det ogsaa i Gaar saa Landmanden har høstet, men de har ogsaa været flinke til at faa Mejetærskeren i Sving saa snart der har været den mindste Chance, her i Andkær bliver der vist ikke høstet med Stak bundet [??] o Aar og mange af Gaardene har ogsaa selv Tørringsanlæg, men det rummer jo ogsaa en Fare, alt det Mekanisering, der blev en af Haarry’s Præstekammerater[??] dræbt i en Kornsilo i stdste Uge, han var Karl hejmemme hos sin Far det var den eneste Søn de har en Datter paa 12, saa det er et haardt Slag for dem.

Nu mange kærlige Hilsner til Store og Smaa fra os alle
Gerda


 
Næstved, d. 19/9 1963.

Kære alle!
Tak for jeres indlæg.
Jeg håber at se de allerfleste af “de tolv” i Næstved den 6/10 – 63, vi er så småt gået igang med forberedelserne til festen.
Tak for samværet i ferien, i år har vi fået da [rettet til: da fået] noget varme i løbet af sommeren.
Jeg har været på høstarbejde, jeg begyndte den 10 august og vi er ikke færdig endnu, men høstarbejdet foregår nu heller ikke ligefrem med lyntogsfart.
Kirsten er så begyndt på Gymnasiet i Næstved og Peter er begyndt i Gl. Næstved Realskole, og de lader til begge 2 at være rigtig godt tilfreds med skoleskiftet.
På grund af stofmangel ser jeg mig nødsaget til at slutte for denne

Mange kærlige hilsner – fra os alle i Næstved.  
Kristian


 
København 1/10 – 63

Kære alle!
Mange tak for jeres indlæg, det bliver jo for længe at vente med at aflevere bogen i Næstved, det lyder som om det meste af familien bliver samlet der og jeg glæder mig til at  hilse på de forskellige og håber det må blive en hyggelig dag for alle, ikke mindst for Jens Peter og familien der, som har gjort sig store anstrengelser for at skabe en festdag.
Livet går sin rolige gang her i staden og der er ikke så mange nyheder til bogen, denne gang, efteråret er kommet med rusk og regn og mørket falder tidligt på, og det er ved at være mørkt når man skal op om morgenen – det synes jeg ikke er spor rart men de lange aftener har sin charme, man hygger sig inden døre og der falder lidt ro over en.
I år abonnerer jeg på “det kongelige teater” sammen med Sinne det er hver 3die søndag skiftevis på “det gamle” og den nye scene, det er nu festligt jo mere man kommer der, jo bedre synes man om det, det første stykke jeg så eller hørte på det kongelige var “Boheme” det var sammen med Kristian og Karen, Vagn var vist også med, Sinne, Faster og fru Norlyng, som fandt det aldeles betagende, jeg sad kun og  håbede på det snart fik ende, i dag vil jeg allerhelst høre et opera.
Faster har det godt, Onkel Karls er det længe siden jeg har hørt noget fra, jeg må have skrevet til Birgits fødselsdag i morgen, hun venter jo et barn til marts, men da er Pia jo også 4 år.
Jeg må slutte for denne gang og skynde mig til postkassen, så Edith kan have den i morgen.

Kærlig hilsen til alle 
Astrid


 
Nyborg d. 21 – 10 – 63

Kære alle !
Ja allerførst må jeg give en undskyldning for jeg har beholdt bogen så alt for længe, men jeg trøster mig lidt med, at vi næsten alle var samlet til fest i Næstved, hvor var det dog en god og festlig dag, og hvor havde I gjort meget for det skulle være festlig Kristian og Karen.
Ja som de fleste af os ved går jeg jo med tanker om at gifte mig inden så forfærdelig længe, det havde jeg ellers ikke troet skulle overgå mig, men sådan kan det jo gå, min tilkomne hedder Erik Svejstrup og bor et lille stykke udenfor Nyborg, han er kakkelovnshandler og installerer oliefyr, han er 61 år, så han er jo en voksen herre, hvordan han så ellers er vil jeg lade jer selv dømme om, når I får lejlighed til at hilse på ham, hvad jeg ikke håber behøves at vare så længe, jeg må dog vist også lige fortælle at Erik er enkemand, men har ingen børn.
Her står alt jo vel til, lørdag var Erik og jeg en tur på Langeland, her bor en søster i Rudkøbing, der var noget i vejen med oliefyret, så det var Erik nede at se på. Det var en skøn skøn tur vejret var så fint som det kunne være og er skoven da ikke også meget smuk i år.
Og velkommen hjem igen Jens, jeg er spændt på dine fremtidsplaner, men det er vel efterhånden gået dig som så mange Grønlandsfarer, at du har fået grønland i blodet.

Mange kærlige hilsner både til store og små
jeres Edith


 
Nibe, den 30/10 – 1963.

Kære søskende !
Mange tak for jeres indlæg. Ja, det var jo unægtelig en stor overraskelse at få at vide, at Edith sådan går i giftetanker; men vi kan da ikke gøre andet end at sige til lykke og ønske dem begge al mulig held og lykke fremover. Det bliver spændende at hilse på vores nye svoger, og det får vi forhåbentlig lejlighed til inden alt for længe.
Mon der er flere af vore ugifte søskende, der har lignende overraskelser i baghånden?
Vi ville jo gerne have deltaget i festen  i Næstved; men vi syntes, at det var for lang en rejse på så kort tid med tre børn i den alder. Men selvfølgelig kan vi alligevel glæde os over, at festen blev så vellykket, som vi forstår den har været.
Som I vel alle ved, er Jens forlængst kommet hjem fra Grønland. Vi regnede jo med at han straks ville have haft sin bil igen; men han har ladet os beholde den indtil videre, og det kan vi kun være godt tilfredse med. Der har også været snakket lidt om, at vi skulle købe den; men vi er ikke så kapitalstærke, især ikke efter, at vi har fået trægulvene i stue og børneværelse udskiftet med støbte gulve på grund af svamp. Vi skal ikke selv betale det hele; vi har fået en ordning med håndværkerne, som vi så nogenlunde kan være tjent med. I børneværelset skal vi senere have lagt kork, og i stuen skal vi have gulvtæppe over det hele, og som sædvanlig har Bent i [den – streget ud] en sådan situation vist sig at være en god mand at have til svoger.
Anna og pigerne forlængede på grund af roderiet med gulvene deres efterårsferie hos mormor og morfar med en uge. Jeg hentede dem så hjem i sidste week-end, og det er jo alligevel rart at have familien samlet.

De kærligste hilsner fra familien i Nibe,   
Ove


 
Skannerup d. 17 – 11 -63.

Kære Alle!
Tak for brevene, det er altid rart at høre, fra familien, denne gang har jeg nu været sammen, med alle mine søskende siden jeg havde mappen sidst.
Men derfor skulle jeg naturligvis ikke beholde bogen længere end tilladt, jeg beder undskylle. Jeg synes der er sket meget nyt i sommer, dels i vort hjem, med familieforøgelsen og flytningen, men den største pverraskelse kom Edith jo med, jeg vil også gerne benytte lejligheden til at byde Erik velkommen i vor kreds, og til at ønske jer begge Guds rige velsignelse over hjem og gerning. Jeg vil også sige familien i Nibe tillykke med køretøj, og selvom en bil kan give lommesmerter, tror jeg i bliver glad den.
Her er alt vel, vi har for tiden 11 patienter, vi har endnu ikke fået den officielle godkendelse, men jeg ved at Kredslægen har foreslået den godkendt til 12 patienter. Det er nogle rare og flinke patienter vi har, og vi har været ualmindelig heldig med pigen, nu vi har fået en student til at afløse 2 aftener om ugen og hver anden week-end, det er en 20 årig semminarieelev som han er lidt kendt med arbejdet, han skal være her ca 100 timer om måneden og han skal have 350 kr om måneden det må vel siges at være rimeligt for begge parter.
Vi er alle raske, bortset fra Margit der har noget udslet, der er visse symtomer på børnesår.
Når jeg får lidt bedre tid igen skal jeg vist til at tage mig lidt af børnenes opdragelse, navnlig den store bliver noget forkælet af patienterne, hunden er faldet mere til ro.

Nå men jeg vil slutte med mange kærlige hilsner fra os fire
Gunnar


 
Brædstrup d. 21 – 11 – 63

Kære alle!
Mange tak for brevene. Det blev ikke meget vi så Jens i denne omgang, vi var sammen med ham i Andkær i efterårsferien, da var vi nede og hente Lars, han havde været der på ferie i nogle dage, jeg havde regnet med at det havde bleven til et besøg her i Brædstrup. men det blev så ikke i denne omgang, jeg ringede til Hans for nogle dage siden, og da var Jens lige taget til Sverig.
Den 1. dec skal vi have søndagsskolens adventsfest, børnene skal opføre nogle små optrin og de skal alle være med ca. 50, så vi har haft travlt med at lave huer og kapper som de skal have på. Nelly Bush Larsen kommer og taler til børnene, hun kommer her og spiser til middag om søndagen, om lørdagen får vi travlt, da skal vi øve med børnene og vi skal have salen pyntet. Det var ellers sådan lige ved at trække op til hushandel her, Søndergårds havde kig på et andet hus, og vi skulle så købe huset her, men Søndergård ville ikke give det manden forlangte, og vi er heller ikke meget for at give 125 tusind for det her, så det bliver nok ikke til mere i denne omgang. Derimod er der en ejendom til salg her på Bredgade lige ved siden af “De unges Hjem”, som vi spekulerer lidt på, det er en købmand som har den, og han vil have julehandlen med, så det skal først afgøres efter jul.
Hanne har lige været til 2 års undersøgelse, men det var hun meget fornærmet over, det kniber altid med at få klemt blod nok ud af hendes øre, uha-da hvor hun skreg og så råbte hun mellem tårene “ha mine bukser på”, hun var da klar over hun ikke slap derfra inden hun fik dem på, lægen sagde hun helt igennem var fin, på hjemvejen mødte vi Inger-Grethe og Jesper og Hanne sprang hen til dem og sagde meget beklagende; “Hannes øre Hanne græder”.

De kærligste hilsner til jeg alle fra os alle fem
Edel


 
Ballerup d. 27/11 – 63

Kære Alle!
Mange tak for brevene.
J – jeg vil slutte mig til Ove og Gunnars udtalelse, at det var en ordentlig overraskelse Edith, du kom med, det har du gået stille med, på søndag håber vi herovre at få lejlighed til at hilse på Erik, Joan og Vagn har inviteret i anledning af Sussis fødselsdag.
Astrid har også en lille overraskelse: men af en anden art, hun skal til 1ste januar tiltræde en ny stilling som afdl. sygepl. ved børneafd. på Centralsygehuset Nykøbing F, det er helt vemodigt, hun rejser fra os herinde, Astrid var også lidt betænkelig ved at tage stillingen som nok er temmelig krævende, det er en stor afd. med 28 børn; men en dejlig moderne afdl, og en ualmindelig flink overlæge efter hvad der siges, det var nu også Astrids indtryk, da hun var dernede en dag for at “hilse på”, med stillingen følger en 1 ½ værelses lejlighed, så Astrid har noget at spekulere på nu, med flytning og [???]. forhåbendlig bliver hun glad for det.
Astrid regner med at slutte, hvor hun er nu d 19/12 og holde juleferie, jeg får også ferie i julen i år og regner med at rejse til Sellerup denne gang, jeg får nok en ugestid.
Hvor var det rystende med mordet på præsident Kennedy, at noget sådant dog kan ske, og at det så skal ramme, som man synes, næsten en at de allerbedste. Jeg kom til at tænke på Nordahl Griegs ord “de bedste bliver aldrig vor fremtid, de bedste har nok med at dø. Jeg kan ikke forstå. at det ikke engnag er en uge siden, at jeg sad her og hørte radio, og de så pludselig kom med den forfærdende nyhed.

Rigtig mange kærlige hilsner   
fra Sinne


 
Aarhus d. 12/12 – 63.

Kære alle!
Tak for Brevene, skønt jeg har haft Bogen alt for længe, bliver Bogens Fart alligevel fin, så Hans kan med god Samvittighed lade den ligge til efter Jul.
Jørgen og Else er med Skolen i København i disse Dage indkvarteret hos Familie.
Jeg ringede til Faster forleden Aften da var de lige kommet, det slog mig så klingende klar Fasters Latter er trods det hun har rundet de 80. Det lyder jo mærkeligt at tage på Skolerejse ind under Jul, men nu har de en “Kulturperiode” og skulle se på Ægyptisk og græske Kunst på Glyptoteket.
Jeg er Sinne og Astrid meget taknemmelige for at de afser Tid til at tage sig af dem, i har jo ellers rigeligt i Forvejen, og nu du oven i købet skal flytte Astrid. Det er i god Tid Frosten begynder, bare den nu ikke genere Juletrafikken alt for meget. Ove’s har tænkt lidt på at besøge os nu på Søndag, men endelig afgjort er det ikke, Ogsaa det afhænger af Vejlret. Ogsaa her haaber vi at se Edith og Erik om ikke før saa i Begyndelsen af det nye Aar evt. paa Bryllupsrejse.
Endnu ved vi ikke om Familiebesøg i Julen, men kan Andkjær og Sellerup lave en kombineret Brædstrup-Skanderup-Aarhus har vi da Sengeplads til en Bilfuld.
Birgit og Harry var her en weekend, egentlig skulle de jo besøge Skanderup Søndag Efterm. naa men der var ingen Forbindelse, jeg havde vagt fra kl. 15 og gik. Farmor kom tilfældig herned og blev hele Efterm. For som hun  bagefter sagde, det var da et Par ualmindelig flinke Børn. Rart at høre naar ens Teenages opfører sig så find – ikke Gerda og Anker.
Vi fik på Forsorgshj. forleden en gammel Fisker ind, 87 Aar, bor i Sommerhus det meste af Aaret, nu i Dag sad han og sukkede over “saa dyrt det var, hjemme kunne han leve for 6 Kr. her koster det 15, men de der drikker deres Penge op kan bo her næsten gratis” – der er jo noget rigtigt i det.
Farmor og Else havde bestemt at de ville have Middagen klar til jeg kom hjem Kl. 18, men nu er Timeplanen Ændret saa jeg skal være der fra 8 – 12, saa nu kan vi om alt gaar vel, gaa i Kirke og saa spise Kl. 18.
Nu faar i saa alle mange kærlige Hilsner og maaske der allerede er Vintergækker i Haven naar Bogen igen naar hertil.

Jeg ser at den unge Sinatra kom tilbage i god Behold, der er meget raadenskab i Amerika, det her var jo Pengebegær, men hvorfor myrdede de Kennedy? det maa være andet end Penge, men maaske det aldrig bliver opklaret.

Inger


 
Sellerup Skov 29 – 12- 63

Kære alle!
Tak for Brevene og for samværet i Julen, jeg har været sammen med de 9 af mine Søskende i Julen, og Vagns kommer vist i Nytaaret.
I Aar startede vi da med hvid Jul, og streng Frost, vi var hos Gerda og Anker Juleaften, og hos Edel og Bent Juledag, Vejene var meget glatte på Turen hjem fra Brædstrup, 2. Juledag var vi i Vamdrup og besøge Helga Rosenkær.
Nu har vi haft et par Dage med mildt Vejr i, Atfen er der let Frost.

Med Tak for Aaret der svandt og de bedste Ønsker for det nye Aar, sendes i alle de kærligste Hilsner
Hans

 
Sellerup d 29/12 1963

Kære alle!
Tak for brevene. Jeg har ligesom Hans været sammen med de 9 af mine søskende, og også været i Brædstrup og Vamdrup.
I morgen regner jeg med at starte hjemturen og lægge den over Nordenhuse og Næstved.
Jeg har arbejdet i Sverige siden midten af november, og regner med at fortsætte der indtil videre, for tiden er der meget at gøre med at koge[??] drivhusjord, vi er heller ikke færdig med at pløje, men det har vi jo været afskåret fra den sidste tid.
Jeg har da også lige været en tur om ad Vester Smidstrup[?] og se til skoven og hilse på min forpagter, det stod tilsyneladende godt til.

De kærligste hilsner.
Jens, Döshult Viken Sverige


 
Hvidovre, den 5. januar 1964

Kære Alle
Mange tak for brevene. Jens sparede portoen denne gang. Jeg hentede selv bogen i Sellerup. Vi var i Jylland ved årsskiftet, men kun fra 31/12 – 2/1, så vi nåede kun at besøge Hans og dem i Andkær i denne omgang. Vi kom godt hjem og siger mange tak for sidst. Vi var da også omme på kirkegården, og selvom det var tøvejr, var blomsterne fra julen endnu pæne.
Jeg talte med Astrid i telefonen i aftes. Hun er kommet i sving og hendes første indtryk af forholdene var gode. Hendes adresse er Fjordvej 3, Nykøbing F. – tlf. (03) 85 25 97.
Sjovt nok at både Astrid og Ediths adresser er Fjordvej, selvom den ene bor i nr 2 og den anden i nr 3, men skal de besøge hinanden er det ikke nok at gå over gaden, og begge byerne er dog “Ny”.
Nå det er ikke altid let at være morsom.
Forhåbentlig skal Ingers indledning også være en morsomhed, for jeg er i hvert fald ikke imponeret over en “omløbstid” på lige ved 4 måneder.
2. juledag var vi sammen med Caspersens nede på Mogenstrup kro og spiste julefrokost. Det var Caspersens bryllupsdag. Mogenstrup ligger ikke langt fra Næstved, så på vejen hjem var vi lige inde at hilse på familien på Tværvej. Det blev nu kun til en fransk visit. Bl. a. fordi vi i forvejen vidste, at de skulle til juletræsfest på papirfabrikken, eller mere korrekt var det vist i fagforeningen.
Nu er det så helt slut med julen. Da vi var børn sluttede vi vist altid af med at tænde juletræet Hellig 3 kongers aften, men det er svært at få nålene til at blive på træet så længe i en sentralfyret lejlighed. Vi plejer at købe Hellig 3 kongers lys, men de er efterhånden svære at opdrive, og i år har vi ikke fået fat i nogen.
Jeg ønsker jer alle et godt og lykkeligt 1964

Mange kærlige hilsner til jer alle.
Sussi, Joan og Vagn


 
Andkær d. 14 – 1 -64.

Kære alle.
Mange Tak for Brevene og Tak for alt godt i 1963.
Det har frosset ret godt i Nat men i Dag skinner Sølen fra en næsten skyfri Himmel og da der er et tyndt Lag fin hvid Sne er der meget smukt her i vores lille Andkær med de gamle Bindingsværksgaarde, som der jo heldigvis er nogle tilbage af endnu, vi har jo da Udsigt til et Par Stykker fra vores Vinduer.
Drengene er Spejdere nu, jo Harry har jo været det før som I vel ved, o Lørdags havde de Nytårsparade og var i Kirke med deres 4 Faner, det var et dejligt Syn at se dem blive baaret op i Kirken og saa alle de smaa Spejdere bagefter, Harry var Fanebærer.

Vi flottede os og fik et Fjernsyn til Nytaars Aften; til det her er vi vældig glade for det alle 6.

Mange kærlige Hilsner fra os alle her
Gerda


 
Næstved, 2. 20/1 – 63.

Kære alle!
Tak for jeres indlæg, og tak for jeres besøg i året der svandt, sidste havde jeg besøg af alle mine søskende, det er første gang det er sket.
Det er jo en skikkelig vinter, vi har i år, sammenlignet med sidste år.
Hans har været til undersøgelse inde på “Finsens” i dag, han var elleres ikke tilsagt før midt i Februar, men han har haft så meget uro, og smerte til tider, sa han syntes han ville tage derind, de ordinerede ham en anden salve, til såret han har.
Ellen kommer her på vinterferie omkring 1. februar, sagføreren skal på skiferie i Østrig i 14 dage.
Ruth og Johannesa’ datter Anne Marie har været kørt op bag i en bil, hun fik slået en tand ud og flere løse.
Peter og Kirsten har taget nogle billeder fra konfirmationen, som jeg sender med.
Jeg har været i gang med at lave spirekasse den sidste tid, jeg har fået nogle kasser af fabrikanten, som jeg så har lavet soirekasser af.
Jens kom på besøg Nytårsaften og rejste Nytårsdag, Nytårsaften var vi alle 4 og Jens på besøg ude hos Ruth og Johannes, hvor vi havde en hyggelig aften.
Ja denne gang skal bogen så til Nykøbing F., vi har snakket med Astrid i telefonen, men vi håber, du snart tager en tur til Næstved Astrid.

Mange kærlige hilsner fra os alle 4
Kristian


 
Nykøbing F  30/1 – 64

Kære alle!
Tak for jeres indlæg, jeg må skynde mig at have bogen på farten igen en uge går hurtig.
Ja, så er jeg blevet installeret her nede på sydhavnsørerne og håber at få besøg af de forskellige familiemedlemmer, selvom det ligger lidt langt fra jyderne.
Edith Pedersen fra Holstebro var den første gæst der overnattede og indviede min nye sovesofa, og var vældig godt tilfreds med logiet, jeg har også fået et rundt egetræsbord + 4 stole på en fabrik her i Nykøbing gennem Bent, og jeg synes selv det er vældig pænt, helt rykket ud har det en længde på 260 så der kan være mange omkring det, men så akn det godt være stuen bliver for lille.
Jeg har jo en elevkammerat hernede og vi hygger os sammen over en kaffetår om aftenen, ellers er tiden gået med at komme i orden hernede, og jeg synes selv her er ganske hyggelig, den 23 februar håber jeg på at få besøg af Vagns, Sinne og Faster, måske familien fra Næstved også kommer, der er jo ikke så langt fra Næstved og hertil det tager kun en lille timestid med toget, jeg regner snart med at tage ned og besøge dem, hvad afdelingen angår vil vil jeg ikke udtale mig ret meget om, det kan godt være det overstiger mine evner at få det sat i system, de er meget søde de unge assistenter, men alle uden større erfaring i barnepleje.
Jeg har lige fået brev fra Inger forhåbentlig er hun rask igen nu, det er jo godt Else er så stor nu og kan klare husholdningen, selvom lysten måske ikke er så stor.
På lørdag skal Edith jo så giftes men det fortæller du jo selv om, lykke til.

Kærlig hilsen til alle
Astrid
Fjordvej3 Nykøbing F 03.85.25.97.


 
Nordenhuse d. 6 – 2 – 64

Kære alle !
Allerførst vil jeg gerne sige mange tak til alle for brudegaven en gavecheck, som skal bruges til at supplere vores spisestel op, en B & G muselmalet, jeg har været ind i Nyborg og forhøre om muligheden af at få det, de havde lidt af det hjemme, og trøstede mig med at det godt kunne gå et halvt år før de fik det, men I skal nu nok få noget spise af hvis I kommer inden vi får det for vi har både kopper og tallerkener nok om knap så fine.
Ja, så blev vi jo som vist alle ved viet lørdag, det skete her i Annslev kirke kl. 5 en meget festlig stund var det, præsten holdt en kort men meget smuk og personlig tale vi sang salmerne: Jert hus skal I bygge, Der er en blomst så favr og fin og Nu takker alle Gud, kordegnen måtte jo nærmest synge solo, men han har også en ualmindelig dejlig sangstemme, det er en gårdmand, der er kordegn her. Jeg havde en brudebuket af 38 hvide fresier, en meget smuk buket synes jeg da.
Vi var så nede på “Nyborg Strand” og spise til aften, Erik havde bestilt bord, men sikkert takket være jer der havde sendt telegrammerne derned var bordet meget fint pyntet m. sølvdækketallerkener 3-armet lysestage, telegrammerne samt det vi fortærede blev også serveret på sølv.
Så fik vi den overraskelse da vi skulle til at tage hjem at Eriks søster, niece og hendes mand fra Odense kom, de havde været hernede i Nordenhuse først og havde så prøvet et par steder i Nyborg før de prøvede kurhotellet, så det var heldig og også festlig vi traf dem, vi var så inde igen og drak kaffe.
Nu har vi jo vældig travlt med at komme i orden vi prøver at blande vores ting og vi synes selv resultatet til nu er både pænt og hyggeligt bl.and. har vi lavet vores spisekrog sådan at vi derfra har udsigt over Storebælt, men kom nu selv og døm.
Vi prøver ellers stadig på at få en lejlighed i Nyborg og det lykkes vel også til sidst.
Arbejde har jeg ikke forsøgt på at få endnu og jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil søge.

Nu må det vist være nok for denne gang og jeg sender alle de kærligste hilsner og endnu engang tak
Jeres Edith

Mange hilsner og tak for gaver og lykønskninger. Erik.
Adr. Sveistrup
Nordenhuse
Annslev. Telf. Skalkendrup 325.


 
Modtaget 8. febr. Afsendt den 15. febr.

Nibe, den 14. febr. 1964.

Kære søskende!
Tak for jeres breve. jeg synes, at der denne gang var særlig interessant at læse Astrids og Ediths indlæg; men de har jo også begge to, hver på sin måde, oplevet noget særligt. Herfra Nibe vil vi benytte lejligheden til at byde Erik velkommen som læser af “de tolv”. Han er jo for længst optaget i familien; men vi har endnu ikke haft lejlighed til at hilse på ham. Men kan de nygifte ikke finde til Nibe, kan vi nok finde vej til Nyborg
Jeg er græsenkemand i disse dage, idet Anna og pigerne er nede hos Elly og Frede for at hjælpe dem med at tapetsere og male i stuen. Elly er i lykkelige omstændigheder, og der er derfor visse ting, som hun ikke så godt kan lave. Desuden tror jeg faktisk, at hun keder sig noget og ikke alene er interesseret i lidt hjælp, men lige så meget i lidt selskab. Jeg kørte dem derned i går og henter dem igen på søndag. Det er jo forholdsvis let, nu vi har bilen.
Næste fredag er der indskrivning til 1. klasse. og da skal vi jo have Esther indskret. Hun glæder sig overordentlig meget, og det er jo også spændende for os at se, hvem hun kommer til at gå sammen med.
For et stykke tid siden talte jeg med Inger i telefonen og forstod da, at hun skulle indlægges på ny, firdi hendes blodtryk ikke var i orden. Forhåbentlig går det bedre nu.
Den 29/2 – 1/3 har vi planer om at tage en tur sydpå, idet jeg skal deltage i et  møde i Odense angående oprettelsen af en dansk afdeling af den europæiske lærersammeslutning. Pigerne besøger så i mellemtiden farbror Hans, og de glæder sig.

De kærligste hilsner her fra Nibe, Ove.
 

 
Skannerup 26 – 2 – 64

Kære søskende!
Tak for jeres breve, undskyld jeg har haft bogen lidt for længe.
Her går alt vel vi har efterhånden fået hjemmet belagt, de sidste to kræver lidt hjælp, ellers kan patienterne nogenlunde klare sig selv.
I familiens kreds har vi det godt, pigerne har været noget forkølet, men er nu ovre det.
Vi har jo som de fleste ved været på en 8 dages tur til Sjælland, det var rart at være lidt væk fra arbejdet her, og det var hyggeligt at besøge familien; men efterhånden har vi jo en del benkendte på Sjælland, så en uge går hurtigt. Vi nåede ikke at besøge de nygifte, men så snart vi får en frisøndag kører vi der ned, nu skal den unge pige have en uges ferie, så går der jo lidt forstyrrelser i vores frisøndage.

Jeg er ikke rigtig i skrivehumør, så jeg vil slutte med mange kærlige hilsner fra os fire 
Gunnar


 
Brædstrup d. 1 – 3- 64

Kære alle!
Mange tak for brevene.
Det lyder hyggeligt med udsigten over Storebælt Edith, jeg kan næsten ikke forstå at I nænner at flytte fra det dejlige sted, som jeg har indtryk af det er, håber at komme at besøge jer inden I tager det skridt, det er ikke lysten der mangler, Søndergards kender stedet så godt, han er jo født i Nyborg, de siger det er så pragtfuld ude ved Nordenhuse.
Angående hushandlen her, ligger det lidt tungt, vi har ellers haft ejendommen købt her til 115 tusind, men huset som Søndergard skulle have, var da det kom til stykket, efter hvad de sagde alligevel ikke tilfredsstillende, købmandsforretningen jeg skrev om sidst fik vi heller ikke, for den ville Søndergards også købe, med det resultat at den blev solgt for næsen af os. Vi ved ikke noget bestemt, men vi regner faktisk med, at grunde er at Sondergard ikke kan sælge ejendommen her, fordi “banken” vist ejer hele slottet, men vi kan jo da også være her endnu, men vi ville gerne have haft lidt mere plads.
I går fik vi brev fra Inger, hun er jo indlagt på kommunehospitalet i denne tid, hun havde været til røntgen for nyrerne dagen før hun skrev, og ventede dage efter at få et lille resume, hun var meget spændt på om de syntes hun måtte blive ved at arbejde, hvad hun meget gerne ville.
Den 10 marts skal vi med Lars til skolefest, de 4 eller 5 første klasser holder skolefest sammen.
Jesper har fået en ny seng, og jeg sagde så i aften til Bent, om han ikke kunne gå over på lageret og hente en sengehest, da han var gået ,sagde Hanne glad: “Hanne vil godt se den ‘pruhest'”, det blev jo lidt en skuffelse. Hanne og Jesper er ellers bleven meget glade for hinanden, især Hanne savner Jesper, når han ikke lige er der, men hun vil gerne skylde ham for alt, forleden dag jeg tog hendes bukser af af de var våde, sagde hun promte: “Jeppe har tisset i dem it Hanne”.

De kærligste hilsner fra os alle fem til hele flokken


 
Ballerup  8/3 – 64

Kære alle!
Mange tak for brevene.
Til lykke til familien i Andkær med den røde folkevogn, jeg han godt forstå I er meget glade for den, og når Anker nu havde fået kørekort er det da også fristende, det kan ikke være den samme fornøjelse at leje en vogn en gang imellem.
Jeg har i dag haft Joan, Vagn og Jens til middag, faster skulle ellers også være kommmet; men meldte afbud da hun stadig er noget forkølet, det er nok snarere blusset lidt op igen, jeg ringede til hende for lidt siden, huhn lød lidt tyk i stemmen, men lod ikke til ellers at være dårlig, i morgen skal jeg til aftenkaffe hos en ældre dame, der bor i Guldbergshave, jeg skal først være der ved halv otte tiden, så kan det være, jeg når et lille besøg hos faster først.
Jens regner med at tage til Grønland igen her i foråret; men ved ikke hvornår.
For 14 dage siden var i på besøg i Nykøbing hos Astrid, familien fra Næstved var der også, det var dejligt at se hvordan hun boede, det er en virkelig dejlig lejlighed, med kønne omgivelser, sygehuset ligger pragtfuldt lige ned mod vandet, jeg håber Astrid kommer til at befinde sig godt dernede, endnu tror jeg hun savner hovedstaden, jeg synes, det måtte være dejligt at have sådan lejlighed så tæt ved sin arbejdsplads.
Det var meget sørgeligt, at kong Poul[???] måtte dø så tidligt, og man synes det er en meget tung arv den unge konge får lagt på sine skuldre, ikke mindst i disse dage, hvor der er megen uro på Cypern, det berører også os mere på
[fortsat på hovedet øverst på siden:]
grund af vores lille prinsesse Anna Marie.

Rigtig mange kærlige hilsner fra   
Sinne

P.S Det var morsom at se Billederne Næstved, saa mindes vi rigtig den festlige Dag.


 
Aarhus d. 13/3 – 64.

Kære alle!
Mange Tak for Brevene. Ja nu maa jeg se om jeg kan faa lidt Stof til Bogen, selvom jeg er “indenfor Murene”. Allerførst til Vagn, det var ikke ment som en Morsomhed min Bemærkning om Bogens Fart, kan man forlange mere i en travl Tid, hvor Brevskrivning ikke er i høj Kurs. Det er je da heldigvis ikke det eneste Berøringspunkt, de tolv har med hverandre, Samvær, private Breve og Telefonsamtaler florere da ret stærkt.
Naa men her paa K.H. er de fleste Pladser paa store Stuer, det meste af Tiden er vi 8 paa en 7 Sengs Stue, men da jeg har en Vindueskrog maa jeg ikke klage. Hjemme gaar det nok helt godt med Else som “Køkkenchef” “Middagen skal altid være en overraskelse.” siger Ole. Det gik ikke saa hurtigt, som jeg havde haabet, men bare Resultatet bliver godt har det jo mindre at sige.
Jeg ligger ved siden af en 83 aarig Dame, som er fornøjelig, var i sine unge Dage Husjomfru paa Orebygaard paa Lolland og Arreskov pr. Korinth. Sidstnævnte Sted boede der kun en gammel Dame, men alene sin [den – streget ud] private Husholdning havde hun 13 Mennesker -, men hvad en Husjomfru kunne heller ikke tillade sig, at rede sin selng eller pudse sine Sko.
I Begyndelsen hun var der skulle de slagte 3 – 5 Grise a 400 Pund [skrevet med symbol] + 2 Okser ad Gangen, saa det var mægtige Salttønder de havde o Kælderen, selv Medisterpølser maatte saltes. Efterhaanden fik Jomfruen dog lov at slagte det ad flere Gange. Paa det andet Gods var der meget Vildt, hver Uge gik hun ned til Skytten og tog hvad Hush. kunne bruge af Vildt i Ugens Løb. Piul var ogsaa paa “jagt”, en Fasan fløj mod Vindspejlet og blev dræbt.
Gunnar var her i Søndags, men det er snart længe siden jeg har set Børnene, men maaske vi ser lidt til de forskellige i Paaskedagen, jeg regner med at opgive at tage til Norge i Paasken, hvad ellers mine Kammerater fra Finnmarken havde overtalt mig til, sidst der var Planer om det, sprang jeg fra fordi jeg syntes det blev for dyrt, men maaske det en tredje gang bliver til Alvor.
Det var meget fortællende Breve denne Gang, det er kedeligt nok vi ser saa lidt til jer Edel nu jeres Børn er i den sjove Alder.

Mange kærlige Hilsner til jeg alle,   
Inger


 
Sellerup Skov 28 – 3

Kære alle!
Mange Tak for Indlæggene.
Ja jeg har ligesom sidste gang haft Bogen lidt for længe, da jeg regnede med Jenses besøg i Paasken, han kom da ogsaa Torsdag Aften, indtil nu har jeg ikke haft meget besøg i Paasken, men jeg regner med besøg af Nibe og Brædstruperne 2 Paaskedag, ja jeg regner da ogsaa med Ankers, jeg har bare glemt at spørge om de er optaget.
Ja Inger fik jo ikke lov at komme før Paasken, Else og Ole har været i Andkær i nogle Dage, jeg ved ikke om de er rejst hjem i Dag.
Frosten vil ikke rigtig slippe sit Tag, men ellers har vi da haft en del fint Vejr i Aften blæser det en del her, her er Jorden bar næsten alle steder, men jeg var paa Kirkegaarden Torsdag deromme havde de en del Sne.
Verner Skovager har købt Byggegrunden i Gl. Sole for 1600 Kr. 

Med de kærligste Hilsner Hans


 
Sellerup d. 29/3 64 (Påskedag)

Kære alle.
Tak for indlægene.
Jeg har været en tur i Jylland de første paskedage, og nu paskedagsformiddag går turen igen østpå jeg har fået færgebillet til kl. 19 i aften, jeg var for sent ude for at få det til anden påskedag.
Jeg regner med at få tid til en lille visit i Nordenhuse på hjemvejen.
Jeg regner med at tage en tur til Grønland for Monberg og Thorsen, der er tale om at rejse i sidste halvdel af april. Det er tale om Frederikshab, Holsteinsborgr og Kristianshåb, men hvor det bliver ved jeg ikke, der er ikke tilnærmelsesvis sprængning i samme omfang som sidst, et par helikoptorlandingsbaner på hver en 6 -700 m3 og en vandledning og planering.
Jeg regner med at Vagn kommer på besøg hos Hans, så jeg kan efterlade bogen her.

De kærligst hilsner   
Jens
Dögholt Viken Sverige


 
Hvidovre, den 6. april 1964

Kære alle.
Mange tak for brevene.
Ja både Hans og Jens sparede portoen denne gang – ligesom sidst kan jeg o øvrigt se.
Vi var lige en tur i Jylland de 2 sidste påskedage, og jeg fik da hilse på Hans, familien i Andkær, Nibe og Brædstrup. Vi kom godt hjem og siger tak for samværet.
Det er ikke særlig rart herhjemme i disse dage, vi har nemlig maler til entreen og Sussis værelse, den lille stue.
Jeg talte med Faster i telefonen. Hun ventede besøg af Anna Hauge og Johanne Garne, men det blev nu kun Anna der kom. Johanne havde det ikke så godt for tiden.
Velkommen hjem fra hospitalet Inger. Faster fortalte, at du nok kom en tur herover om en 14 dages tid. Det glæder vi os til. Nu håber vi, at du snart må komme helt til kræfter igen.
Det har været en meget urolig tid med kaffehandelen på grund af prisstigningerne, nu håber vi, at priserne holder sig i ro, men det er desværre langt fra sikkert.
Det bliver nok sent landmændene kommer i gang med forårsarbejdet i år. Så sent som i nat frøs det 6 grader, men i hvert fald her har det været meget fint vejr om dagen med mange solskinstimer.
Af radioen og avisernes beretninger kan man forstå, at der i weekenden er faldet meget sne på sydhavsøerne. Det er vel ikke helt usædvanligt, men når først vi er i april måned, venter vi vel alle utålmodigt på foråret.
Den 13. marts fik Birgit i Johannesburg sin 2. datter, og fødslen var forløbet normalt.
Onkel Karls har spekuleret lidt på at tage en ferietur med flyvemaskine derned, men foreløbig er det vist udsat. Der var tale om en [???]lingsrejse, og prisen var ca. 2000,- roner retur pr. person.
Mon vi ellers udover Inger kan vente besøg? I ved I er velkommen.
Vi har lejet sommerhus på Bornholm ved Gudhjem fra 24. – 31. maj.

Mange kærlige hilsner til store og små.
Sussi – Joan og Vagn.


 
Andkær d. 13 – 4 – 64.

Kære alle.
Tak for Brevene, da det lige er en Uge siden Vagn skrev i den maa det jo være meget passende jeg faar skrevet i Dag.
Jens kom hjem i Lørdag’ og rejser til Grønland i næste Week-end eller i alle fald paabegynder Rejsen, man synes jo nu det er lidt trist han stikker af hvert Aar, naar Foraaret er her.
Vi havde en dejlig Lørdag i gaar, vi havde Besøg af Gunnar med familie, Inger med hendes tre + Familien fra Brædstrup, vi spiste Middag her og drak Kaffe ned hos Hans, saa vi syntes i hvert Fald vi havde en hyggelig og rar Dag, og det var saa dejligt at se Inger saa ud til at have det godt, hun saa baade glad og frisk ud, det blev jo ellers et langt Sygehus ophold.

Her fra Andkær foreligger der ellers ikke nopget nyt eller spændende, saa jeg vil slutte med mange kærlige Hilsner til store og smaa fra os alle her
Gerda


 
Næstved. d. 25/4 – 64

Kære alle!
Undskyld jeg har beholdt bogen for længe.
I dag har jeg feriedag, så jeg starter dagen med at skrive i vandrebogen.
Hans er i Jylland her i St. Bededagsferien, han er rejst med toget, så vi har hans bil i disse dage, i går var vi nede hos Karens moster Lonnie, og dag skal vi en tur ned hos Knud, på søndag ved jeg ikke om vi skal noget.
Ja så er vi jo midt i forårstravlheden, jeg har fået lidt mere jord i år, jeg har 8 mistbænk vinduer med kartofler i kompagni med en anden.
Det kniber med at skaffe mandskab nok på fabrikken i dette forår, så vi må jævnligt have overarbejde, men det er jo da også bedre, der er for meget arbejde end for lidt.
Jeg prøvede på at fjerne den klat, men holdt skyndsomt op for ikke at jeg skulle radere hele bogen ud, undskyld.
Jeg vil slutte med at sige tak for jeres indlæg og opfordre jer til at komme frisk igen.

Mange kærlige hilsner fra os alle 4
Kristian


 
Nyk. F. 7/5 – 64

Kære alle!
Ja så må jeg se at få bogen sendt til Nordenhuse, det er igen på høje tid, det var ellers ikke meningen.
Nu nærmer pinsen sig, jeg regner med at rejse en ugestid til Jylland, har nogen dage til gode, og håber så på fint vejr, men skoven er da i hvert fald blevet grøn, der er ikke så mange tog at vælge mellem hernede fra, som fra København, men jeg kommer jo nok derover og hjem hertil igen.
I søndags havde jeg besøg af Vagn, Joan, Sussi og Faster, Vagn skulle ned og se Vejle spille fodbold, det øsregnede og Vejle tabte, så det var ingen større succes, men bortset fra det, havde vi da en hyggelig dag synes jeg, jeg kan godt lide at få besøg, men der er ikke så mange der kommer denne vej forbi, hvis det ikke var så besværligt at flytte, og så umuligt at få en lejlighed, denneher kan jeg jo desværre ikke tage med mig, så rejste jeg snart igen. Nu varer det ikke så alt for længe før sommerferien begynder, jeg får ferie fra 17 juli til 10 august, har tænkt lidt på at rejse en tur til de Bayerske alper, men har ikke talt med nogen Rejseselskab endnu, så det kan godt være jeg snart bliver for sent på vej.
Ja så er Jens i Grønland igen, fik et kort fra ham forleden, han var da trods alt kommet vel derop.
Min elevkammerat hernede er lige blevet opereret for et fibrom i livmoderen, den var barnehoved stort, og det har taget både på hendes humør og kræfter, hun blev udskrevet fra Nakskov sygehus i går, hun ville ikke ligge her i Nykøbing hvor alle kender hende, jeg må hen og vande blomster, når jeg nu går i postkassen, det er en dårlig plejemor de har fået, bare de ikke går ud.
Mon du har fået kørekort, Edith? Jeg havde tænkt og skulle i gang hernede, jeg regner med at skulle have mange timer, jeg har ikke spor begreb om motor eller biler, så det bliver nok en dyr og en besværlig historie, jeg har købt kørelærerens teoribog men ikke fået læst i den endnu, nu bliver det i alle fald heller ikke før efter pinse, nå jeg vil slutte for denne gang håber at få hilst på nogle af familiens medlemmer i pinsen, jeg har hørt rygter om invasion i Nordenhuse, håber Erik er blevet rask igen.

Kærlig hilsen til alle
Astrid


 
Nordenhuse d. 19 – 5 – 64

Kære alle !
Allerførst rigtig mange tk for indlæggene i De tolv.
JA, som de fleste af jer vel ved blev Erik syg for godt 14 dage siden med en blodprop i hjertet, det var en slem forskrækkelse, men nu går det da godt igen, vist så fint som det næsten kan gå, foreløbig skal han jo ligge stille i sengen, men han regner så småt med at få lov til at begynde at komme op om en uges tid, han ligger inde på Nyborg sygehus, og det skal jo nu blive dejligt at få ham herhjem igen.
Jeg har endnu ikke fået kørekort, men jeg regner med den efterhånden er indefor rækkevidden, jeg mangler også meget kørekortet nu, men jeg må jo tage bil når jeg skal på arbejde, vi havde ellers lige nået af få købt bil før Erik blev syg en Renault Cardine, men den må pænt stå og vente i garagen lidt endnu.
Jeg har jo fra 1. maj skiftet arbejdsplads og arbejder nu foreløbig som ferieafløser på Statsfængslet i Nyborg, det er jo en ejendommelig arbejdsplads meget alsidig og på mange måder interessant, men fangerne er meget flinke og passe og på sin vis også taknemmelige, livet har vel også for mange vedkommenes faret hårdt med dem.

I håb om at se familiens medlemmer her i sommerens løb sender jeg de kærligste hilsner    
jeres Edith
mange hilsner fra Erik


 
Modtaget d. 21/. Afsendt 28/5
Nibe, den 27. maj 1964.

Kære Alle!
Mange tak for jeres indlæg. Det var meget trist at Erik sådan skulle bliver alvorligt syg; men vi glæder os meget over at høre, at det nu står betydeligt bedre til.
I pinsen var vi en tur i Sellerup Skov, hvor vi var sammen med familierne fra Andkær og Brædstrup foruden Astrid, om havde taget sig en lille ferie. Vi synes at vi havde et par dejlige dage.
Skoven havde taget sin pæneste dragt på, og vejret viste sig fra den pæne side. I den sidste uge har vi også her i Nordjylland haft et aldeles ypperligt sommervejr, og jeg synes ikke, at jeg nogen sinde har set frugttræerne blomstr så smukt og så længe som i år.
I dag og i går har det været så varmt, at børnene har badet i et kar på græsplænen; men strandbad har vi ikke taget endnu, hvad der for øvrigt er masser af skolebørn, der har taget gennem flere dage.
Som nogen af jer ved, er Anna begyndt at lære at køre bil. Det går vist ganske planmæssigt; men det er nok sværere at køre bil, end hun havde regnet med på forhånd. Hun håber at få kørekortet til sommerferien.
Udover at jeg skal deltage i et feriekursus og Danmarks Lærerforenings repræsentantskabsmøde, der i år afholdes i Århus o. den 5. aug., har vi tænkt os at bruge ferien til at besøge familie og venner, og derudover har vi tænkt os på at tage på en kortere campingtur til Sydslesvig og Femern. Men vi skal nok forsøge på at være så meget herhjemme, at I også får en reel chance for at besøge os.
Nehrus død kom jo ikke særlig overraskende; men hans død sætter jo alligevel mange tanker i sving. Han har jo alligevel været en meget betydelig statsmand og en stor personlighed. Vel havde han fejl; men selv solen har jo pletter.
Man kommer jo også til at tænke på hvad Gandhi har betydet for Nehru og for Indien.
På skolen står vi nu over for at skulle i gang med mundtlig eksamen. Det er i år første gang, vi skal føre op til realeksamen efter den nye skolelov. Jeg skal have elever op i dansk og geografi.
Jeg har også en II real klasse til historie; men det fag bliver de i år fri for at blive eksamineret i.
Den 4. juni skal jeg til Løgstør som censor i geografi, og den 15. juni går turen til Klarup, hvor jeg skal være censor for en 9. klasse i orientering.
Efter sommerferien skal Esther til at gå i skole. Hun glæder sig meget.

De kærligste hilsner fra os 5 i Nibe.
Ove


 
Modtaget  29 – 5 – 64. Afsendt  9 – 6 -64
Skannerup  9. juni 1964

Kære Alle!
Tak for brevene og undskyld forsinkelsen, det er rart at høre fra jer, Inger skrev at samvær private breve og telefonsamtaler var en del benyttet inden for familien, det mærker vi nu ikke meget til i Skannerup, der er mange af mine søskende der endnu ikke har besøgt os i Skannerup, ja der er end og enkelte som aldrig har besøgt os i de fire år vi har været gifte, men det er rigtigt at de fleste skriver eller ringer til min fødselsdag, vi håber at de fleste af jer får lejlighed til at aflægge os et besøg i løbet af sommeren, så vi er glade for mappen.
Her er alt vel, Birgitte er blevet vaccineret mod kopper hun har været meget sløj af det, hun lå med 40 graders feber i 3 dage, og det tærer jo på humør og kræfter, men nu er hun frisk igen, den lille udvikler sig vist normalt, hun kan ikke gå endnu men hun kan kravle, og hun er på det sidste begyndt at få en vilje, vi håber at de to nu kan opdrage lidt på hinanden, for vi to “gamle” er ikke gode til det.
Vi får ferie i sidste halvdel af august, vi har endnu ikke lagt endelig plan.
Vi har nu fået Skannerup Plejehjem godkendt af socialministeriet som Plejehjem for kronisk alkoholister, det er rart at have formaliteterne i orden, man har ikke forlangt så mange ændringer men vi skal bl. a. hovel[?!?] en større lejlighed og det er vi jo ikke kede af.
Birgitte og Margit var i pleje hos faster Inger mens vi var til Blå Kors årsmødet, og det havde efter pigernes udsagn forløbet godt.

Til slut mange kærlige hilsner fra os fire
Gunnar


 
modtaget d. 10 juni. Afsendt den 17 juni

Kære alle!
Tak for indlæggene og tak for hilsen til min fødselsdag, jeg hørte fra alle på nær én af mine søskende, så det må da siges at være flot.
O år har jeg været ude og tynde roer, en 14 dages tid, sådan en tre timer om eftermiddagen, når vores barnepige var her, jeg nød rigtig at komme ud og få noget sol og frisk luft, og bondemanden modtog mig med åbne arme, jeg måtte endelig love at komme igen næste år.
Så står ferien snart for døren, Lars synes nu vi skulle tage ned til Hans dagen efter han har fri fra skolen, men vi venter nu nok til den 4 juli, da regnede Inger med at de kom, børnene glæder sig meget til ferien.
Det kan vist ikke lade sig gøre rigtigt at komme i skrivehumøret i dag, solen skinner så dejligt udenfor, så det er muligvis den der virker så tiltrækkende, at det kniber med at samle tankerne. Men vi ser vel de fleste i ferien, så jeg vil slutte med de kærligste hilsner til alle fra os fem   
Edel

Modt. 18/6 . 64. Afsendt 22/6 – 64

Kære Alle!
Tak for brevene.
Jeg sidder ude på altanen, jeg har lige siddet og fulgt en skade der spankulerede af sted ude på den nye vejs kantsten, vejen er ikke færdig, så man kan endnu nyde freden og roen, selvom der af og til passerer en bil og en knallert, det må vel være af nysgerrighed, de skal afprøve den nye – Ballerup Boulevard – nu er vejen såmænd også fin og jævn; men da prøvekørslerne startede, skulle de nok køre langsomt på grund af ujævnhederne.
For en uge siden havde jeg besøg af Astrid, om søndagen var vi i Smidstrup hos faster, Vagns havde kørt for faster derop om lørdagen og boet der om natten, vi kørte så med dem hjem søndag aften, det er jo noget lettere end at skulle med toget.
Jeg har været ude i onkel Karls have i dag, der var dejligt derude i haven, de havde boet derude en uge, og onkel Karls ferie begyndte i dag, så han glædede sig til at kunne nyde det i tre uger, de regnede med at tage en lille tur til Engum midt i ferien.
Nå – så fik vi så “Krusse” sendt af sted igen, det lader jo til alt i alt at være gået meget godt, politiet har nok haft deres sag for med de store afspærringer, der har også været afspærret uden for Kommunehosp., det gav nogen parkeringsvanskeligheder, jeg ved såmænd ikke om de kom forbi der; mene der blev holdt flere gader spærret, når kortegen skulle passere, for alle eventualiteters skyld.
Fru Wngel havde set dem på Østervold en dag; men der blev kørt meget hurtigt, så der var ikke meget at se. De har vist nok passeret Nørrevold en del gange; men jeg har kun en gang der være optræk til noget med stort opbud af politi og en hel del mennesker havde taget opstilling langs fortovskanten.
Forleden var der også besvær med S. togstrafikken; men det var nu ikke russernes skyld, der var et godstog der fra Sporene ved Carlsberg var væltet ud over S. togssporet, jeg kom fra hovedbanen med et fjerntog til Valby og derfra gik S. togene i pendulfart til Ballerup, det var lige i myldretiden, så det gav mange besværligheder. Så står ferien for døren for de flestes vedkommende, jeg har ført ferie fra  30/8, jeg spekulerer på en tur til Paris; men har endnu ikke fået bestilt plads, så måske bliver jeg for sent på det.
 
[Skrevet på hovedet øverst på de to sider:]
Jeg skal hilse fra faster og sige, at alle er meget velkommen i “Fasters Hus”.

Rigtig mange kærlige hilsner til store og små
fra Sinne


 
Sellerup d. 10/7 -64

Kære alle!
Tak for Brevene, jeg tog Bogen med herned sidste Søndag, men Dagene er gaaet saa jeg først nu, Dagen før jeg skal rejse, faar skrevet.
Else afløser Gunnars Hushjælp, saa det er kun Drengene og jeg + Edel med sine 3 der er her. Jordbærrene synger snart paa sidste Vers, men først paa Ugen regner Hans endnu at have Plukkere, der var en 14 Dages Tid hvor han havde forrygende travlt, ellers er det gaaet godt med Hjælp.
Jeg skal møde til Aftenvagt i Morgen Aften, men Jørgen bliver her nok et Par Dage og Ole tager til Andkjær.
Fra den 21 Juli har vi bestilt Plads paa Vandrehjem, vi starter paa Brøndshøj og regner saa med at tage Dagbaaden til Bornholm den 22 Juli. Edel har læst en lovende Bulletin om godt Vejr 11 Dage fra den 23 Juli, saa det ville jo passe os fint.
Det har været lidt sløjt med Sol og Varme i denne Uge, men 1 gang har Ole da været i Vandet. Erling er i Teltlejr i denne Uge Ole var med derover Onsdag Aften, da var der Familieaften, saa Anker kørte derover, det var en vellykket Tur trods Regn og Torden klarede de Lejrbaal. Bortset fra Erling og Bente har vi i Aarhus ikke haft Feriegæster, men efter 1 August skulle vi være hjemme igen og parat til at tage mod Gæster, hvis nogen skulle komme paa disse Kanter.
Familien fra Skannerup var her i Aftes, ja Else var ogsaa med, de hentede Jordbær til Fryseren,det er især Sengana, der bliver anbefalet til Frysning i Pjecen fra Statens Forsøg.
Ole har været Mælkedreng af og til i sin Ferie, det er jo ikke ilde, naar man er glad for at komme op om Morgenen.
Nu maa jeg da ogsaa huske at undskylde Forsinkelsen.

Mange kærlige Hilsner til alle
Inger


 
Sellerup Skov 24 – 7 – 64

Kære alle!
Tak for Brevene, ja det er gaaet mig ligesom Inger, Tiden er løbet fra mig undskyld forsinkelsen.
Ja som Inger skrev, regnede jeg med at have Plukkere først i Ugen, det blev dog kun til Mandag, saa kunne den ene ikke mere og den anden ville ogsaa helst være fri (henholdsvis paa Grund af Ferie, og fast Nattevagt. Jeg synes Sæsonen har været god, vi har haft Bær ude hver Dag, der har været nogle at plukke og der kan kun været faa  Gange, vi har plukket i virkelig daarlig Vejr, jeg gik Senganaen igennem i Dag, det gav 12 Pund [med symbolet for “pund”] og saa har jeg plukket 4 Pund [med symbolet for “pund”] Solbær.
Je saa er jeg ene igen, Oves rejste Tirsdag og Bent hentede Edel og Børnene Onsdag Aften, Hanne ville gerne med hjem, men syntes vist det var forkert[??] at rejse fra mig, jeg tror de havde haft en god Ferie, de havde jo en Uge med godt Vejr, og det er jo hyggeligt at have dem
I Søndags var vi i Nordenhuse, vi kom  17, saa der var rigtig rykind, og vi havde en god Dag, selv Jesper klarede Turen fint, men Ediths Pumpe var der ikke meget ved, men Jesper tog Revance da han kom hjem.

Med de kærligste hilsner
Hans

– 
 
Sellerup skov, den 31. Juli 1964.

Kære alle.
Mange tak for brevene.
Det lader til, at mappen kan holde sig i ro her i Sellerup et stykke tid. Inger, Hans og jeg får skrevet i den her. Gerda, Kristian og Astrid har også en chance, hvis de skynder sig. Til gengæld kan det vist blive svært at finde stof, når så mange af os har været her i “hovedkvarteret”.
Ja, Jens’s inlag mangler denne gang. Jeg tror ikke, han har været særlig flink til at skrive i den senere tid.
Vi kom hertil med “Prins Bertil” via Halmstad og Århus. Vi har 8 dages ferie nu, Joan dog kun nogle opsparede fridage, hun tog lyntoget onsdag aften. Sussi – og jeg + Onkel og Joans far og mor starter søndag formiddag til Kiel og rejser derfra til Nakskov og så videre med “Viggo” til Hvidovre. Joans far og mor bliver så et par dage. Det er faktisk første gang Joans far er i udlandet bortset fra en sviptur til Sverige.
I dage fredag er vi flyttet til Sellerup. Sussi har “vipse” med. Ellers har vi boet på idrætsskolen hos Ella. Tage bor i kampingvogn ved Trelle, men kigger dog op til Ella, når vi ikke er der. Han har “sygeorlov” til 1. november, men kommer næppe tilbage som forstander. De er separeret, men måske finder Ella og han sammen igen.
Vi sidder og venter på familien fra Andkær. Der var tale om en biltur i eftermiddag, men vejret har i dag ikke været allerbedst, så måske bliver turen ikke til noget, selvom det klarer lidt op nu ved 14 tiden.
Bortset fra Jens, Edith og Gunnar har jeg [‘i den’ streget ud] fornylig været sammen med [‘den’ streget ud] de øvrige af søskendeflokken – Gunnar har jeg talt med i telefonen i dag.
Jeg håber vi alle mødes i Hvidovre den 27. september.

Mange kærlige hilsner
Sussi – Joan og Vagn


 
Andkær d. 7 – 8 – 64.

Kære alle.
Skal Kristian og Astrid spare Portoen maa jeg i høj Grad til at skynde mig, dog vel ikke saa meget at jeg glemmer at faa sagt Tak for Brevene.
Vi kom paa Tur sidste Fredag som Vagn skriver lidt om, vi var ved Kvie Sø spiste Aften smad i en Plantage ved Ansager og var over Jelling hjem, hvor Astrid gav Kaffe til vi voksne og Os til Børnene det var en god Tur men de havde det lidt koldt derinde, men det var der jo ogsaa her hjemme i de Dage; nu er Vej ret da ved at komme lidt i sommerhumør igen.
Vi skal til Lyngsbro og hente Bente i Aften hun har været paa Søndagsskolelejr der i en Uge, nu begynder Skolen jo ogsaa snart. Når først Sommerferien er forbi og Høsten begynder er det vel ogsaa som om Sommeren er ved at være forbi, det er jo lidt vemodigt.

Mange kærlige Hilsner til store og smaa fra os alle her   
Gerda


 
Modtaget i Andkær den 8/8 – 64

Kære alle!
Tak for jeres indlæg, ja jeg fik vandrebogen af Gerda, den aften vi kom fra Skannerup. Vi havde en dejlig ferie i Jylland, og vi siger tak til Sellerup skov, Andkær, Brædstrup og Skannerup for gæstfrihed, vi holdt også ferie på Fyn i år og siger tak for gæstfrihed Edith og Erik.
Vi havde lejet en N.S.U. Prinz, så vi kom let fra sted til sted, den første uge af vores ferie var vi hjemme, vi havde en del bær, vi skulle have plukket. Børnene har haft arbejde i en del af deres ferie. Kirsten havde dog en 8 dages tur på Bornholm, hvor de traf Inger og børnene, tak for hjælpsomheden, Inger, Kirsten var meget glad for at de traf jer.
Nå det var ferien vi kom fra, vi nåede at besøge både Andkær, Bredballe, Klakring, Brædstrup og Skannerup. Tirsdag eftermiddag var vi på Randbøl Hede sammen med Astrid og Hans, det var forresten første gang, jeg rigtig har været gående en tur på heden. vi satte bilerne og gik ad de gamle snoede stier, som sikkert har [‘gået’ streget ud]ligget der i tusinde år, der er en egen stemning over en sådan hedetur. Søndag formiddag tog vi fra Sellerup til Nordenhuse, hvor vi havde en dejlig søndag sammen med Sdith og Erik i deres hyggelige idylliske hjem. Jeg havde fridag mandag, så vi rejste først fra Nordenhuse om mandagen.
De første 4 dage efter ferien har jeg arbejdet 12 timer om dagen, så det har været en hård start.

Mange kærlige hilsner til jer alle fra os fire i Næstved
Kristian


 
Nykøbing   29/8 – 64

Kære alle!
Mange tak for brevene, ja jeg har vist hilst på alle i sommerens løb, med undtagelse af Inger, Jens og Edith, men vi var jo sammen i julen, og ses forhåbentlig til Sussi’s konfirmation. Ja, så er sommeren snart forbi, dog har SInne sin ferie tilgode, den begynder først i morgen, men vi har jo tit haft fint vejr i september, håber også det er tilfældet i år, der har i hvert fald været varmt et par dage i denne uge, det var lidt for meget af det gode, det var varmt at arbejde.
De 8 dage af min sommerferie tilbragte jeg i Berwang i Tyrol, et vintersportssted der ligger 1336 m. over havet, bortset fra 1 dags regn, var der yndigt, friskt og solrigt vejr dernede, en meget naturskøn egn.
Resten af ferien tilbragte jeg i Sellerup skov, var med til udflugten til Kvie sø og Randbøl hede, og besøgte familien i Skannerup, Brædstrup og Andkær, ja jeg var også en tur i Kbhn. og Smidstrup før rejsen til Tyrol, som foregik pr. fly det var let og smertefrit.
Nu er jeg så forlængst i arbejde igen, til 1. september rejser der 7 fra afdelingen og der kommer 2, de 5 af dem der rejser er elever, vi har også haft for mange elever her i sommer, så det er ikke så slemt som det lyder til.
I morgen har jeg fridag og regner med at tage en tur til Næstved, der er jo ikke så lang en vej.

De kærligste hilsner til alle
Astrid


 
Nordenhuse d. 22 – 9 – 64

Kære alle!
Allerførst rigtig mange tak for indlæggene, ja nu har jeg vist ladet “de tolv” holde lidt for lang en ferie, jeg havde fået den forlagt og beder alle undskylde.
Ja så nærmer sig tiden for Sussis konfirmation vi to her i Nordenhuse glæder os meget til at komme med, og jeg er spændt på hvor mange af familien der bliver lejlighed til at hilse på, Vagn ringede i lørdags, at Jens var kommet tilbage igen det er dejligt at han kommer med inden han fortsatte længere bort.
Og så er det valg i dag det er jo spændende hvad resultat det kan give men lad os håbe på et godt resultat til landets bedste, og godt samarbejdsvilie i det nye folketing.
Her står alt vel til, jeg har fri i denne uge og skal begynde på tirsdag igen, det er helt rart at gå herhjemme og hygge sig nogle dage.

Nu mange kærlige hilsner til alle fra os begge
Edith


 
Nibe ,den 30. sept. 1964.

Kære allesammen!
Mange tak for jeres indlæg i “de tolv”. Mappen var denne gang kommet kort tid efter, at jeg var rejst på lejrskole på Bornholm med vore 9. klasser. Det blev for øvrigt en meget vellykket tur, som i høj grad var begunstiget af strålende sensommervejr.
Det var dejligt at være sammen med så mange af jer til Sussis konfirmation. Kedeligt at Hans og familien fra Andkær ikke kunne være med. Vi synes, men det undrer vel ingen,  at det var en meget festlig dag, og hvor havde Joan og Vagn dog gjort meget, for at gøre dagen så festlig som overhovedet muligt Tak for en festlig dag, Sussi, Joan og Vagn!
Ja, så er Jens rejst til Vestindien. Man må jo ikke være misundelig. så den følelse må ikke få råderum; men det “trækker” lidt i en, når man hører om, hvor meget Jens får at se.
Ester er, som jeg formoder de fleste ved, begyndt at gå i skole fra den 12. aug. Hun er glad for det, og bare hun vedblivende må være det, så er det meget værd. Hun er også begyndt at i danseskole. Bodil fik også tilbud om at gå med; men hun havde absolut ikke lyst. Lederen af danseskolen fortalte for øvrigt, at han også havde en elev i Nørresundby, der hed Garne. Det lød jo meget overraskende; men ved at studere telefonbogen fandt vi ud af, at Rasmus fra Jerlev har slået sig ned i Nørresundby. 
Af indlagte avisudklip erfarer vi, at Erik i Vejle er død. Det havde vi ikke hørt noget om. Kan de få konsekvenser for forretningens videreførelse?
Vi har planer om at tage sydpå i Efterårsferien og regner da også med at kigge ind hos de forskellige familier undervejs.

De kærligste hilsner fra os 5
Ove


 
Skannerup d. 12. okt. 64

Kære Alle!
Tak for brevene og samværet, det er hyggeligt at man ligesom ser mere til familien end tidligere, i de 15 mdr. vi har boet her i Skannerup har vi vist haft besøg af alle mine søskende på nær Edith, vi må se at få det rettet op Edith og Erik. Og vi har i samme tidsrum aflagt besøg hos alle mine søskende. [tilføjet: ‘% Astrid] Det var også festlig at være til konfirmation i Hvidovre.
Her på hjemmet gå livet sin vante gang, i går havde vi besøg af Bents. og svigerfars der var også tale om at Pouls skulle være kommet, men de udeblev , eller retter sendte afbud. Den 26. oktober skal vi have indvielses fest det er heller ikke for tidlig, men det har trukket noget ud med den endelig godkendelse af hjemmet, men nu har vi fået den, og hjemmet her ser ud til at kunne se fremtiden trytg imøde i hvert fald økonomisk.
Vi har haft hjemmet nogenlunde fuldt belagt siden vi begyndte og det har gennemgående været – skikkelige patienter vi har haft. Børnene trives også, de har været noget forkølet den sidste tid, men det er vel ikke unormalt for børn, Birgittes kramper har ikke vist sig de sidste to år,

Kærlig hilsen fra os fire
Gunnar
P.S. jeg vedlægger et brev fra Jens.
 
[Brev]
 Virgin Garda d 2/10 64
Kære Gunnar!
Hermed ønsker jeg dig hjertelig til lykke med fødselsdagen, og siger samtidig tak for sidst.
Jeg havde en fin omend noget eforceret[?] rejse hertil, det dog inklusive ventetid ca 25 t.
Her er ganske eventyrligt dejligt klima det er lidt varmt hvis man opholder sig hvor der er læ, jeg har endnu ikke set beboelseshuse der var forsynet med vinduesruder, men derimod er der over alt stilbare skodder. vores senge tøj består af 2 lagener hovedpude med betræk samt madras. Befolkningen er gennemgående stærke og spænstige og rigtig pæne, de er overordentlig hjælpsomme og høflige, men ikke i mindste måde underdanige. de stiller tilsyneladende ikke store krav til livet, praktisk talt intet jord bliver dyrket. der går en del [‘køer’ streget ud] kreaturer som ikke bliver malket samt får og geder, der er en del selverhvervende[?] høns store og smaa omellem hinanden, der er en del æsler som handles til 6 – 7 § knap 50 kr., og nogle få heste, der er en utal af småbarer hvor en drink koster en 25 – 30 evt. ca 150 kr stort set uanset om det drejer sig om spiritus i original varer, øl eller sodavand, der er en amerikansk luksushotel jeg tror der er plads til 60 gæster efter sigende koster helpension 50 $ omtrent 350 kr om dagen.
For at komme tilbage til landskabet, det er ingen store bjerge men alligevel ret kuperet, over sået med en masse store sten hvor der vokser småkrat, der nogle smålunde med nogle dekorative kokospalmer som ser ret produktive ud, grundvandet er efter sigende uanvendelig, så der bruges kun regnvand, og det er nok utilstrækkelig til vegetationen.
Her er meget  få fluer og praktisk talt ingen myg. der er nogle kakkelakker , natsværmere eller noget lignende, en masse græshopper, og nogle småfugle som jeg ikke kender. Jeg har ingen vilde dyr set endnu, men en masse små farvestrålende fisk, som svømmer rundt i ikke mindre farvestrålende omgivelser, vandet er friskt og dejligt.
Hermed de kærligste hilsner til jer alle   Jens.
Monberg og Torsen
Virgin Gorda
British Virgin Islands
West India
 
[Avisartikel, udateret]
Dødsfald i Bredballe
[billede]
Grosserer Erik Christensen, firmaet Jørgen Christensen , Vestergade 22, Vejle, er i dag pludselig død i sit hjem “poppelhus” i Bredballe.
Grosserer Erik Christensen, der blev 59 år, var søn af fhv. handelsminister, konsul Jørgen Christensen, der grundlagde kolonial engros firmaet i Vejle 1897.
Efter faderens død 1937 overtog Erik Christensen den daglige ledelse. Forinden havde han dygtiggjort sig ved gennem flere aar at have været ansat i større virksomheder i England og Tyskland.
Grosserer Erik Christensen var en driftig mand, der gik stærkt op i sit arbejde. Hna videreførte det gamle, ansete Vejlefirma efter hævdvundne traditioner samtidig med, at han havde blik for, hvad den ny tid stillede af krav.
Grosserer Erik Christensen var afholdt og respekteret af såvel firmaets personale som sine mange forretningsforbindelser.
Grosserer Christensen efterlader sin hustru, fru Rudi Christensen, og sønnen Jørgen Christensen der er ansat i det gamle firma.
 
[To dødsannoncer]
Grosserer Erik Christensen
* 10/2 1905       T 22/8 1964
Rudi Christensen
Bisættelsen foregår i stilhed.
Vor afholdte chef
grosserer
Erik Christensen
er død den 22. august 1964.
Personalet hos Firma Jørgen Christensen, Vestergade 22.
 
1. udgave, juli 2010, skrevet ind af OH